”Tak for lort,” siger Casper Christensens kneppe- og sniffende livs(s)nyder i Tomas Villum Jensens Player, og så er niveauet lagt for en film, der vækker mindelser om danske komediekatastrofer som Camping, Kampen om den røde ko og Bananen – skræl den før din nabo.
Player lanceres som en svindlerkomedie, en hæderkronet genre, hvor den kloge på raffineret vis narrer den mindre kloge, og hvor instruktøren har en overraskelse eller to gemt i ærmet til sidst. Tænk bare på Sidste stik. Men der er intet raffinement, ingen overraskelser og knap nok nogen svindel i Player.
Rasmus Bjergs stivstikker-advokat Michael-Helge bliver ganske vist tørret i en tilsyneladende banal skilsmissesag i Sydfrankrig og skal pludselig skaffe ti millioner kroner.
Så langt, så godt.
I jagten på pengene slår han sig sammen med sin gamle Herlufsholm-ven Theo (Casper Christensen), som er gambler og hans letlevende modsætning. Bjerg/Christensen kunne i teorien have været et sjovt umage par, men efter tyve minutter har Player opbrugt alt, hvad der minder om kreative ideer. Den antiklimatiske finale er en halvhjertet efterligning af Casino Royale, og den eneste formildende omstændighed er, at de umorsomme løjer kun varer 80 minutter, hvilket knap nok kan kaldes en spillefilm.
Jeg grinede en enkelt gang. I en elevatorscene henvender Rasmus Bjerg sig til en dame med en stak breve og en meget dyb kavalergang. ”Du har for lidt på,” siger han, og da hun forarget spørger, hvad han hentyder til, svarer han, at kuverten er underfrankeret.
Rasmus Bjerg gør et behjertet forsøg på at ramme en kejtet komik, men han er solgt til stanglakrids af en umusikalsk instruktion og et ubegribelig tyndbenet manuskript, der er skrevet af Marie Østerbye (Sover Dolly på ryggen?) og Casper Christensen.
Casper Christensen har åbenbart mistet jordforbindelsen efter gigantsuccesen med Klovn: The Movie. Han har aldrig været nogen stor skuespiller, men rollen som skørtejageren og narkomanen Theo er hans ringeste til dato: overgearet, uden timing og blottet for charme.
Måske vil nogle finde det kosteligt at se ham sniffe coke fra en ung kvindes nøgne bagdel eller høre ham råbe ”pikblokker”, men han falder igennem uden makkeren Frank Hvam og formår ikke at skabe blot et minimum af empati med sin karakter. Eller for den sags skyld en troværdig relation til sønnen Phillip, der skal sætte Theos hedonisme i moralsk perspektiv, men meget symptomatisk er glemt at blive skuespillerkrediteret i pressematerialet.
Lise Kofoed spiller med et ægte engagement den smukke Louise, der får Michael-Helge til at løsne op. Hun havde fortjent en bedre film. Resten af skuespillerne, der tæller solide navne som Ellen Hillingsø, Lars Brygmann, Jens Jørn Spottag og Mille Lehfeldt, er hjælpeløse marionetter i et nærmest fraværende plot.
Handlingen er henlagt til Den Franske Riviera, men bortset fra nogle klicheer om fransk bureaukrati og korruption bruges omgivelserne ikke som andet end en sommerskøn kulisse.
Tomas Villum Jensen debuterede med den raffinerede, Oscar-nominerede kortfilm Ernst & lyset (sammen med Anders Thomas Jensen). Han fortsatte energisk med Kærlighed ved første hik og siden fulgte film som Min søsters børn og Solkongen. Hans navn har altid borget for en vis folkekomisk kvalitet, selv om action-eventyret Ved verdens ende fra 2009 smuldrede i den indonesiske regnskov.
Man spørger sig selv, hvad denne dygtige og sympatiske instruktør har gang i – selv efter andet gennemsyn med et ”rigtigt” publikum. Indtil man opdager, at Player faktisk alligevel tager fusen på én. Det er bare selve filmen, som er svindelnummeret. Tomas Villum Jensen, Rasmus Bjerg og Casper Christensen har listet 6,5 millioner kroner op af Det Danske Filminstituts lommer. Nu er turen kommet til biografgængerne. Tak for lort!
Kommentarer