Serieanmeldelse
17. mar. 2020 | 10:10

The Plot Against America

Foto | Michele K. Short
Bess Levin (Zoe Kazan) tager sin søn Phillip (Azhy Robertson) med, da hun stiller sig i køen for at stemme ved præsidentvalget i 1940’ernes USA.

Manden bag The Wire rammer mellemgulvet med tankevækkende omskrivning af amerikansk historie i en miniserie, der nærmest er en bibelsk lignelse over vor tid.

Af Nicki Bruun

Senere i år går amerikanerne til valgurnerne, hvor valget står mellem den republikanske præsident Donald Trump og en af hans demokratiske modstandere.

Men i den alternative virkelighed anno 1940, som HBO-serien The Plot Against America skildrer, hedder kandidaterne Franklin D. Roosevelt og Charles Lindbergh.

Roosevelt bliver sammen med legendariske Abraham Lincoln og den første amerikanske præsident, George Washington, ofte fremhævet som en af de forenede staters bedste commander in chiefs.

Lindbergh er en helteskikkelse, der blev berømt for at krydse Atlanten i fly, men også berygtet for antisemitiske kommentarer om det jødiske folk.

Så langt hænger virkeligheden og handlingen i The Plot Against America sammen. Men det ændrer sig i slutningen af seriens andet afsnit, hvor Charles Lindbergh bliver valgt som ny amerikansk præsident. Det skaber problemer for landets jødiske befolkning.

Det autofiktive greb, hvor et velkendt kapitel i verdenshistorien bliver kontrafaktisk omskrevet, giver et sug i maven.

En autentisk billedside med klip fra nazisternes forbrydelser mod menneskeheden spiller ind. Det samme gør den effektive underlægningsmusik, som får pulsen til at banke og blodet til at strømme.

Men indlevelsen skyldes især, at der i de små to foregående timer omhyggeligt er blevet strikket et detaljeret og troværdigt tidsbillede sammen.

I fokus er den jødiske familie Levin, der består af far Herman (Morgan Spector), mor Bess (Zoe Kazan) og drengene Sandy og Phillip (Caleb Malis og Azhy Robertson). De springer alle ud af skærmen som levende mennesker.

De dygtige skuespillere John Turturro og Winona Ryder spiller henholdsvis rabbineren Lionel Bengelsdorf, der blåstempler Lindberghs præsidentkampagne, og Elizabeths søster Evelyn, som finder sammen med den karismatiske rabbiner.

Unge Anthony Boyle skaber energi i historien med sin rolle som Hermans voksne nevø Alvin, der først driver rundt og siden tager kampen op mod tidens autoritære styre. Men Zoe Kazan stjæler alle sine scener som kærlig og handlekraftig husmor, der gør sit bedste for at holde samling på familien.

Serieskaberen David Simon skrev sig allerede for år tilbage ind i tv-historien med drama-mesterværket The Wire. Historien om de ødelagte institutioner i kriminalitetsplagede Baltimore orkestrerede han sammen med den forhenværende politimand Ed Burns, der også er medskaber af The Plot Against America.

Siden har David Simon stået bag vigtige serieperler som den musikalske miljøskildring Treme og krigsfortællingen Generation Kill, der har trykket tommefingeren ind i den amerikanske selvforståelses åbne sår.

Hans serier er altid vedkommende i deres udforskning af de systemer, som mennesker har skabt for at holde hinanden og samfundet på plads.

De er dog ikke altid visuelt sprudlende. The Plot Against Americaer heldigvis mere i familie med hans seneste serie – det sprælske porno-periodedrama The Deuce – end den mere tørt politiske miniserie Show Me a Hero.

Når dialogen indimellem bliver en tand for åbenlys i sit politiske ståsted med tydelige stik til nutidens leder, kan man fordybe sig i seriens smukke kulisser og kostumer.

Men det bliver alligevel et irritationsmoment, at historien føles så skræddersyet til at ramme et bestemt øjeblik i historien – mere belærende pegefinger end besnærende persondrama.

Det bedste ved Philip Roths bogforlæg fra 2004 med samme titel – og hele hans forfatterskab – er måden, hvorpå det personlige umærkeligt smelter sammen med virkelighedens hændelser. Bogen er fortalt gennem øjnene på den unge Roth, mens seriens Phillip (med to l’er) er degraderet til blot at være en del af et større ensemble.

Til gengæld er miniserien fyldt med politisk tankegods og bliver en nærmest bibelsk lignelse over vor polariserede tid.

Trailer: The Plot Against America

Kommentarer

Titel:
The Plot Against America

Land:
USA

År:
2020

Serieskaber:
David Simon, Ed Burns

Medvirkende:
Winona Ryder, Zoe Kazan, Morgan Spector, John Turturro

Spilletid:
Seks afsnit af 60 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
17. marts på HBO Nordic

© Filmmagasinet Ekko