Hæng logikken på biografens knagerække, før du går ind og ser Point Break. Så venter der en ret underholdende oplevelse.
Filmfans vil vide, at Point Break er en genindspilning af Kathryn Bigelows action-thriller af samme navn fra 1991 med Keanu Reeves og Patrick Swayze i rollen som henholdsvis ung FBI-agent og spirituel surferbankrøver.
Historien er på overfladen den samme i opdateringen til det 21. århundrede, hvor en gruppe sportsudøvere har en sidegesjæft som kriminelle. Men hvor surferne i originaludgaven røver banker for egen vindings skyld, er de i den nye film på en Robin Hood-mission og giver byttet væk, mens de kaster sig ud i halsbrækkende stunts.
Først møder vi dog filmens hovedperson, ekstremsportsudøveren Johnny Utah (Luke Bracey), der efter en ulykke melder sig under FBI’s faner. Modsat Keanu Reeves’ tidligere college-quarterback, som er en letpåvirkelig duksedreng, er Utah en fartdjævel, der med filmens ord har mere nosser end talent.
Da han tidligt får at vide, at han risikerer at ende i respirator og indtage mad gennem en slange, er hans respons: ”Jeg elsker smoothies.” Plat, men på en så insisterende måde, at man bliver revet med og sidder med et smil på læben det meste af filmen.
Utah infiltrerer gruppen og hurtigt opstår et nærmest homoerotisk forhold mellem ham og lederen Bodhi (Édgar Ramírez), der er en art adrenalin-sjælefrænder. Det fokus betyder, at efterforskningsmakkeren Pappas (Ray Winstone), der er en slags faderfigur i originalen, må nøjes med at agere hjælpende hånd.
Siden følger vi Utah kaste sig ud i det ene dødsforagtende stunt efter det andet, mens jord, sne og vand pisker op på kameraet, der kæmper for at følge med. Officielt er det for at fange gruppen, men Utah har også en kaosdæmon inde i sig, der elsker det adrenalinpumpende rush.
Instruktøren Ericson Core og manuskriptforfatteren Kurt Wimmer har ramt en skæv b-film-tone, der også er til stede i Bigelows originale film. Core var fotograf på The Fast and the Furious og fører også kameraet i Point Break, hvor han viser fin fornemmelse for de eksplosive billeder.
Core tager os med ind under de enorme bølger og med ud i det frie fald i 3D, som effektivt viser vovehalsenes dødsdrift.
Der er en håndfuld sjove referencer til originalen. Utah tømmer pistolen op i luften, da han ikke kan få sig selv til at skyde Bodhi og kaster sig uden faldskærm ud i et frit fald, der ville få de fleste til at dø af skræk.
Mens Utah fylder mest i filmen, er det Bodhi, der bærer dens fortælling. Point Break har ikke så lidt sympati for hans idealistiske projekt, der er en pærevælling af anarki, lommefilosofi og spiritualisme. Han taler om fællesskab, men også om den absolutte individualisme, som var han en skoledreng, der netop har haft filosofi for begyndere.
Det giver ikke særligt megen mening, men Bohdi er så knuselskelig, at man gerne slår fornuften fra og overgiver sig til hans fristende blændværk.
Fristelsen kommer for Utah især i skikkelse af den forførende Samsara (Teresa Palmer), gruppens eneste kvinde. Hun bliver dog hurtigt et bagtæppe i filmens macho-univers, der også byder på champagnefester på yachter med utallige bikiniklædte kvinder.
Så er forholdet mellem Utah og Bodhi og deres fælles jagt på det ultimative kick mere interessant. Hvor titlen Point Break i originalen henviser til et surfing-udtryk, står det nu for jagten på et breaking point, hvor kroppen ikke længere kan være med.
Kommentarer