Poker Face

Alle lyver.

Det er udgangspunktet i Poker Face. Men cocktailservitricen Charlie Cale, der spilles overlegent af Natasha Lyonne, kan ingen snyde.

”Jeg kan ikke forklare det. Jeg ved bare, hvornår folk lyver,” som hun flere gange nærmest undskyldende siger.

Evnen er både en velsignelse og forbandelse.

Som da Charlies arbejdsgiver Sterling (Adrien Brody) vil betale hende fyrsteligt for at hjælpe med at snyde en korthaj på det kasino, hvor hun arbejder i Las Vegas. Da hun snuser sig frem til, at chefen har fået hendes bedste veninde myrdet, beslutter Charlie sig for at snyde ham.

Det har dog uforudsete konsekvenser, og snart er hun på flugt tværs gennem USA med Sterlings håndlanger Cliff (Benjamin Bratt) lige i hælene. Over ti afsnit rejser Charlie landet tyndt, mens hun uforvarende lander midt i det ene mordkomplot efter det andet.

Hvert afsnit følger en skabelon.

Vi møder mordere og deres ofre – og ser begivenhederne op til mordet. Derefter springes der tilbage i tid. Til hvor Charlie kom ind i billedet – typisk bag rattet på sin flotte, gamle muskelbil.

Strukturen er i amerikansk krimisammenhæng kendt som en howcatchem. Det handler om at fange skurkene og ikke, som i den klassiske whodunit, om at finde frem til morderen.

Tv-serien Columbo er et af de bedste eksempler på genren, og serieskaber Rian Johnson har da også fremhævet den som et forbillede for Poker Face. Og præcis som hovedpersonen Benoit Blanc i Johnsons Knives Out-film er Charlie en detektiv, man sent vil glemme.

Det skyldes især Natasha Lyonnes uimodståelige karisma og charme. Den tidligere barneskuespiller fik kickstartet voksenkarrieren med Netflix’ Orange Is the New Black, før hun selv skabte serien Russian Doll, hvor hun også spiller hovedrollen.

Newyorkerens karakteristiske, hæse stemme lyder, som om hun lige har bællet en kande jordemoderkaffe og pulset en karton smøger. Stemmen har en enorm autoritet. Og Charlie er let at holde af, når hun vrøvler, stammer og afbryder sig selv ligesom Peter Falks Columbo – bare i et væsentligt højere tempo.

Det er hyggeligt og genkendeligt, når Charlie famler efter et ord, hun har lige på tungen. Og skuespilleren har upåklagelig timing, når hun med den perfekte punchline endelig kommer i tanke om det.

Poker Face adskiller sig fra andre krimiserier ved at give plads til personer, som kun er med i et enkelt afsnit. Og modsat de gamle netværksserier med 24 afsnit i hver sæson har streamingserien budgettet – og instruktøren Rian Johnson forbindelserne – til virkelig at kræse for hver blodig historie.

Til Nathan Johnsons veloplagte musik føres vi rundt i forskellige elementer af americana – fra en støvet tankstation i ørkenen til en barbecue-restaurant i Texas over Utahs snedækkede bjerge og tilbage til Las Vegas, hvor alle spiller hasard.

Hver historie er en film i sig selv, hvor stjerner som Joseph Gordon-Levitt, Nick Nolte, Ron Perlman og Stephanie Hsu får lov at funkle. Chloë Sevigny er mindeværdig som en falleret rockstjerne, der hundser med bandets nye trommeslager, indtil hun opdager hans hitpotentiale og aner et comeback.

Mange af morderne er som hende: bitre mennesker, der higer efter noget mere i tilværelsen.

Historierne er opfindsomme og overraskende. Som da Charlie ser sig sur på en tilsyneladende racistisk gadekøter, men alligevel efterforsker sagen, da nogen forsøger at dræbe den. Ad den vej vikles hun ind i mordet på en berømt barbecue-kok.

Hele vejen igennem formår Rian Johnson sammen med showrunner-duoen Nora og Lilla Zuckerman at blande grin med højdramatiske øjeblikke på en måde, der minder om Knives Out-filmene.

Men Poker Face er ikke bare trøstemad før filmseriens næste mysterium. Det er en bumlende detektivodysse i så fremragende selskab, at man bare ønsker sig mere.