Biografanmeldelse
30. apr. 2014 | 18:16

Pompeji

Foto | Caitlin Cronenberg
I år 79 f.v.t. brød vulkanen Vesuv pludselig i udbrud og udslettede byen Pompeji på et døgn. I rollen som gladiatorslave kan Kit Harington kun finde én stiv grimasse, der kan passe til sådan en oplevelse.

Pinligt skuespil og en banal handling gør effekt-braget Pompeji til en katastrofefilm i mere end én forstand. Det er vel ikke meningen, at vi ligefrem skal heppe på vulkanen?

Af Rune Bruun Madsen

Sammen med sit filmhold brugte instruktør Paul W.S. Anderson seks år på at nærstudere vulkankatastrofen i Pompeji år 79 f.v.t. og visualisere hver eneste detalje i den antikke by, inden de reelle optagelser begyndte.

Et forsigtigt gæt: Der er ikke brugt nær så meget tid på filmens manuskript.

Instruktøren kendes da også primært fra effekt-orgier som Alien vs. Predator, Mortal Kombat og Resident Evil-serien, der sætter en ære i at underholde – et agtværdigt mål, som forløses særdeles elegant i film som Iron Man, hvor det computeranimerede overflødighedshorn serveres med et glimt i øjet og et indforstået nik til publikum.

Desværre er Pompeji helt og aldeles skrællet for den selvironiske distance, der kunne have gjort den til en fornøjelig og imponerende oplevelse.

Kelteren Milo overværer som barn romernes massakre af sit folk. Han ender som hævntørstig gladiatorslave i Pompeji, hvor Cassia, der er datter af byens rigeste handelsmand, forelsker sig i ham. Den romerske senator Corvus, der dræbte Milos forældre, planlægger dog et tvangsægteskab med Cassia.

Milo allierer sig med slavekæmpen Atticus og kæmper i en række velkoreograferede kampscener for friheden på Pompejis gigantiske gladiatorarena. Disse kreative kampscener er faktisk filmens største trumf, og her udnyttes 3D-effekterne optimalt i et hektisk virvar af flyvske spyd og blodsprøjt.

Vulkanen Vesuv rumler konstant i baggrunden, men først i filmens sidste tredjedel gør den alvor af sine trusler. Så får den til gengæld heller ikke for lidt i et visuelt overdådigt angreb af røg, ild og lava inden ekstranummeret – en meterhøj tsunami – renser byens gader for de sidste levende væsener.

Nok er Pompejis computeranimerede rædselsscenarie i 3D, men filmens personer er overraskende endimensionelle.

Kit Harington, der primært er kendt fra Game of Thrones, er i hovedrollen som Milo reduceret til et enkelt, stift ansigtsudtryk og seks veldocerede mavemuskler. Da den hårdtpumpede slave agerer følsom dyreven over for Cassias løbske yndlingskrikke, ender romancen ufrivilligt komisk i en scene, hvor den selvhøjtidelige stemning flyder om kap med lavaen fra Vesuv.

Han får imidlertid kamp til stregen af Emily Browning i rollen som den vampede togatøs Cassia. Fyldige læber og dådyrøjne kan ikke kompensere for et mildest talt spartansk udtryksregister, og parrets kyssescener i teatralsk slowmotion gør ikke det overordnede indtryk bedre.

Selv Kiefer Sutherland virker malplaceret i rollen som Corvus, dramaets ultimative slyngel. Men han har heller ikke stærke replikkort på hånden. ”Die, bitch!” skriger den romerske senator efter Cassia med en hiphop-accent, der virker en anelse malplaceret i den antikke setting.

Paul W.S. Andersons fascination af vulkanudbruddet er tydeligvis gået forud for den banale fortælling, der skal retfærdiggøre spilletiden på 105 minutter. Kærlighedshistorien virker som en tynd undskyldning for at affyre et massivt, visuelt 3D-bombardement, når først lavaen sprøjter.

Det er vel ikke meningen, at vi ligefrem skal heppe på vulkanen?

Verdenshistoriens mest skrækindjagende vulkanudbrud, som udslettede et af det romerske imperiums vigtigste handelsmetropoler og indkapslede byens indbyggere i rædselsvækkende positurer, er blevet til en katastrofefilm i mere end én forstand.

Skuespillet er på alle måder penibelt. Ikke mindst på grund af et firkantet manuskript, der på symbolsk vis fastfryser de medvirkende på samme måde som ofrene for den altødelæggende askesky.

Trailer: Pompeji

Kommentarer

Land:

USA

År:
2014

Instruktør:
Paul W.S. Anderson

Manuskript:

Janet Scott Batchler, Lee Batchler, Michael Robert Johnson

Medvirkende:
Kit Harington, Emily Browning, Carrie-Anne Moss, Adewale Akinnuoye-Agbaje, Kiefer Sutherland

Spilletid:

105 min.

Aldersgrænse:

Tilladt over 15 år

Premiere:
1. maj 2014

© Filmmagasinet Ekko