I 2000 kom en lille filmperle kaldet Bring It On, hvor en ung Kirsten Dunst danser det bedste hun har lært for at vinde en cheerleading-konkurrence.
Nu kommer så vor tids Bring It On, men i Poms – Dans for livet har vi altså at gøre med en seniorudgave.
En flok sensuelle om end lidt kropsknirkende, ældre kvinder lever sammen på et luksuriøst ældreplejehjem, hvor den gyldne regel er, at man skal være medlem af mindst én klub.
Eller oprette sin egen.
Den sygdomsramte Martha (Diane Keaton) prøver at finde fred og ro til at dø, men langsomt bliver hun vakt til live igen af den charmerende anmassende Sheryl (Jacki Weaver). Sammen opretter de et cheerleading-hold og beslutter at melde sig til en stor national konkurrence.
Det er umuligt ikke at falde pladask for gruppen af skønne kvinder, som beviser, at man aldrig bliver for gammel til at kaste sin krop ud på dansegulvet.
Når man samtidig lader en gruppe kvindelige filmlegender – herunder blaxploitation-stjernen Pam Grier er at finde på rollelisten – tage opgaven op og blander en god portion humor, feminisme, sorg og livsbekræftelse ind i billedet, har man opskriften på en film, som vil ramme både det ældre og det yngre publikum.
De fleste ville sikkert elske at se deres egen bedstemor smide stokken og tage nogle pomponer i hænderne for at give de gigtplagede hofter lidt luft. Men mange ville nok have svært ved at tro på det, og endnu flere ville formentlig finde det mere grinagtigt end imponerende.
Det fordomsfulde billede bliver på flot vis modbevist i det rebelske karaktergalleri af personligheder, som på hver deres måde bliver en del af Marthas cheerleading-klub.
Et af de bedste eksempler er, da Rhea Perlman (kendt fra Sams Bar) som den kny og lavstammede Alice lover Martha og Sheryl, at hun vil spørge sin mand om lov (for anden gang endda) til at blive medlem af klubben. Hun kommer tilbage med beskeden om, at det bliver over hans lig.
Gæt vis begravelse, der bliver afholdt i næste scene!
De ældre kvinders danseteknik kan ikke hamle op med Kirsten Dunst og Gabrielle Unions hold i Bring It On. Men Diane Keaton og hendes veninder har lige så meget – hvis ikke mere – teamånd og forståelse for vigtigheden af venskab.
Poms – Dans for livet giver et forfriskende og anderledes bud på ældre kvinder i Hollywoods filmbillede.
Der bliver ikke serveret et opskruet fantasibillede på ældre kvinder, som det er tilfældet med Helen Mirren i den aktuelle Hobbs & Shaw, men kvinderne i Poms – Dans for livet er heller ikke gråtonede, gamle bedstemødre.
Diane Keatons talent, vid og tiltrækning foran et kamera er lige så friskt nu, som det var i 1970’erne. Hun leverer en rammende og sorgfuld præstation som den døende Martha, og det er især hendes både stiltiende natur og rebelske væsen, der træder frem i filmen.
Instruktøren Zara Hayes havde faktisk tænkt på at lave en dokumentar om ældre kvinder og cheerleading. Men efter research valgte hun at lave en spillefilm med et fokus, som er et sjældent syn i filmbranchen.
Hendes mission lykkes til punkt og prikke.
Selv om Poms – Dans for livet næppe kommer til at vinde store filmpriser, vinder den på det menneskelige plan.
Kommentarer