Portræt af en kvinde i flammer

Min første indskydelse på notesblokken til denne film: ”Minder om The Piano – fedt.” Afsluttende note: ”Neo-gotisk fantasi, der på samme tid hylder klassisk kunst og kvindeerotik – modig mundfuld.”

Franske Céline Sciammas fjerde spillefilm – efter festivalyndlingene Water Lilies, Tomboy og Girlhood – vandt fuldt fortjent manuskriptprisen i Cannes.

Den giver sociale og genremæssige konventioner et skud veltempereret østrogen. Kvinder fylder billedfladen 99 procent af tiden, og selv om patriarkatet kaster lange skygger over deres liv, vover jeg pelsen og bruger fyordet kvindefilm her.

Portræt af en kvinde i flammer er en kvindefilm – for alle voksne!

Vi skriver 1770. Den kvindelige billedkunstner Marianne ankommer til et landligt herskabshus nær Bretagnes kyst. Her bor en mor, dennes voksne datter Héloïse og en stuepige. Familiens ældste datter er nyligt død ved fald fra klinten. Selvmord, antageligt.

”Der var ikke noget skrig,” som tjenestepigen siger.

Marianne er hidkaldt for at male Héloïses portræt. Målet er et arrangeret giftermål med samme rigmand fra Milano, som søsteren tidligere har forsaget.

Mystikken får et ekstra lag, da Sciamma udskyder vores møde med Héloïse gennem drilske forhalinger sat i scene med en duft af Hollywood-guldalder både i tunge rober og storladen koreografi.

Da de to kvinder endelig får øjenkontakt, er vi således ikke i tvivl. Den mørke Marianne og den lysblonde Héloïse er som skabt for hinanden.

Céline Sciamma arbejder med blikke, symmetrier og komplementærfarver som salig Hitchcock, og helt ned i detaljer mærker vi inspirationen. Det natlige syn af en brudeklædt Héloïse er ren Joan Fontaine i Rebecca, og Sciamma kopierer det elegante klip fra håndgreb til håndgreb, da Cary Grant redder Eva Marie Saint i Menneskejagt.

Nu er det bare kvinde til kvinde.

Til at begynde med er malerprojektet dog en hemmelighed. Marianne skal lade, som om hun er anstandsdame for den modvillige brud in spe. Hun iagttager ørets runding og hændernes positur, mens Héloïse kigger modløst ud over havet og laver skitser i ly af klipperne.

Kunsthistorien taler med i baggrunden. Her er Caspar David Friedrich’sk Sturm und Drang i opsætningen. Blikket på Héloïses alabasterhud og trodsigt løftede kæbe – indrammet af stof, der arter sig smukt selv i vinden – er nærmest prærafaelitisk.

Ved Héloïse intuitivt, hvad Mariannes plan er? Ved Marianne det selv? Efterhånden begynder de at gennemskue hinandens luner, løgne og lag af følelser. Maleriet bliver nu et fælles projekt, for så længe de maler, kan de være sammen.

Men det er en svikmølle-udgave af Scheherazades 1001 nætter, for bliver maleriet fuldbragt, kan Héloïse blive gift. Mislykkes det, sendes Marianne bort.

Mens moren er bortrejst, nyder husets unge kvinder nogle dages lykkelig tresomhed. De spiller Vivaldi, de hede kys gemmes knapt nok bort, og Héloïse kokkererer, mens stuepigen hyggesnakker – et karakteristisk udtryk for den sociale utopi, instruktøren folder helt ud.

Der er sanselig kemi mellem Noémie Merlant og Adèle Haenel i rollerne, men deres udseende og selvsikkerhed virker påfaldende moderne og får kort filmens præmis til at vakle. Hvis kvinderne tør snave og skide på takt og tone, hvorfor så være så respektfulde over for det planlagte giftermål?

Filmen giver selv svaret, og den gør det på karakteristisk gennemtænkt vis, nemlig via en tekstlæsning.

Stuepigen kan ikke få tragedien Orfeus og Eurydike til at give mening. Hvorfor vender Orfeus sig om i det altafgørende øjeblik og ødelægger deres fælles flugt fra underverdenen? Fordi det perfekte minde for ham er vigtigere end lykken, lyder Mariannes tolkning. Orfeus er poet.

Der er ansatser til en kunstnerisk poetik i filmen, for Marianne er også at betragte som en poet, der indfanger sin Héloïse med pensel og oliemaling. Ligesom Céline Sciamma er en poet, når hun fortæller om de dødeliges kærlighed, der ofres til fordel for udødelig kunst. Rationalitet kommer i anden række.

Portræt af en kvinde i flammer er en storladen gestus, der tror på musikken, malerkunsten og mytens magt.

Filmen er fuld af skønhed og tragedie, fordoblinger og metalag. Samtidig er den paradoksalt nok ret umiddelbar i sin form. Kvinderne ser, beundrer, begærer. Ikke på vegne af mænd, ikke på trods af mænd, men som selvberoende, egensindige temperamenter.

Det mandlige blik, det kønnede male gaze, som filmbranchen har haft ry for at reproducere ukritisk, føles meget fjernt her.

Ikke mindst, når Sciamma sender en sidste hilsen til Hitchcocks Vertigo – et andet tydeligt forbillede, men også en film, der handler om udtalt mandlige kontrolbehov. Portræt af en kvinde i flammer er en legende generobring af alt det, mænd historisk har haft patent på – med ideologiske ekkoer af søstrene Brontë, Margaret Atwood og Jane Campion.

Flmen har sine anakronistiske øjeblikke, der bryder det ellers så gennemarbejdede periodeportræt – som da et kor af bondekvinder samles om bålet og overrasker ved at synge atonalt moderne. Her og der sniger der sig også lidt campet erotik ind. Men det gør ikke så meget.

For Céline Sciamma har med sin mildt postmoderne kvindeutopi lavet en lagkage af sanselighed, som kan rumme både det ene og det andet uden at vælte.