Sommeren 1990.
Det helt store radiohit er Madonnas Vogue. Og den markante kvinde er trods sit fysiske fravær allestedsværende i anden sæson af Pose.
Både sangen og musikvideoen hylder New Yorks ballroom-kultur, hvor lgbt-miljøet konkurrerer i kategorier som dans, kostumer og efterligning af deres heteroseksuelle modparter.
José Xtravaganza – en legende i New Yorks homomiljø og koreografen bag de berømte trin til sanghittet – har fungeret som konsulent på den nye sæson og kan ses på dansegulvet såvel som i dommerpanelet til flere af seriens baller.
Hans succes bekræfter, at et nyt håb udsprang af tidens kulturelle smeltedigel af dans, musik og seksuelle minoriteter.
Vi ser også Madonnas daværende slyngveninde, sanger og skuespiller Sandra Bernhard i rollen som den rapkæftede hiv-læge Judy, der inviterer slænget med til opstemte demonstrationer mod regeringens tavshed om aids-krisen.
Med god grund får vi ikke lov til at glemme, at det er her, serien finder sted. Selv om lægevidenskaben begrænsede omfanget af sygdommen, oplevede lgbt-miljøet aids som en epidemi og et stigma, der stadig følger dem i dag.
Den enorme mængde lig, som aldrig blev hentet af pårørende, blev i New York flyttet til øen Hart Island. Der er råddenskab og harme i luften, når Blanca (MJ Rodriguez) og Pray (Billy Porter) i sæsonens første afsnit besøger stedet, hvor deres nærmeste stuves sammen i unavngivne massegrave.
Det eneste tegn på omverdenens erindring af ofrene er hjerteformede sten, der med en sidste hilsen påskrevet pynter en lille højde. En mindelund skabt af miljøet, der modtog lgbt’ere med åbne arme, når andre slog hånden af dem.
Pose er dog ingen løftet pegefinger. Det er underholdning af høj kvalitet, selv om fortsættelsen lukker op for mere af vreden, som første sæson manglede.
Mange af de medvirkende har bidraget til udviklingen af historien med egne erfaringer, og serieskaber Ryan Murphy bruger jævnligt inspiration fra virkeligheden, som kendere af balkulturen og homo-historie vil genkende.
I den muntre ende genskabes kendte øjeblikke fra de overdådige baller. Som når gruppen, der kalder sig for Xtravaganza-familien, i 1991 iførte sig lyserøde, rokokoinspirerede kostumer som hyldest til Marie Antoinette.
Men vi finder også eksempler på, hvordan politiet negligerer efterforskningen af mord på transkønnede. Det er blevet aktualiseret af den unge Layleen Polancos mystiske død 7. juni. Hun blev USA’s tiende transkønnede formodede mordoffer i 2019.
Til begravelsen for et lignende offer fremhæves det, at forældre typisk udebliver af skam. Men scenen forvandles alligevel til en livsbekræftende fejring. Den døde rejser sig fra kisten og får en sludder med de sørgende, før seancen bliver til en opulent drømmescene, hvor transkvinden optræder med sang og dans til sit sidste bal.
Sigende slutter afsnittet med en statistik, der beretter, at mere end 2.900 transkønnede er myrdet på verdensplan siden 2008. Ofte uden juridisk efterspil.
Ryan Murphy har med titler som Glee og American Horror Story gjort sig bemærket for at gøre skildringen af minoriteter spiselig for amerikanske tv-seere i bedste sendetid.
Trods det bevidst glamouriserede billede af fattige, farvede lgbt’eres tilværelse under aids-krisen skiller Pose sig ud.
Her skal vi se de marginaliserede masser i øjnene, mens sygdom, mord og forskelsbehandling er ved at suge livet ud af dem. Imens byder lydsporet på tidens mest fængende melodier og farvestrålende påklædning.
Vi følger Indya Moores henrivende Angel, der modigt vil slå igennem som model. Men en fotograf genkender hende fra havnen, hvor hun tidligere prostituerede sig for at tjene til dagen og vejen.
I en hjerteskærende scene tilbyder fotografen hende en fotosession mod en særlig tjeneste. Tårevædet tager Angel bh’en af. Så trusserne. Til sidst tvinges hun til at røre ved pikken, som den arme transkvinde endnu ikke har haft midlerne til at operere væk.
Med Ryan Murphys umiskendelige blanding af alvor og gammen giver den nye sæson af Pose både stof til eftertanke og minder os om at fejre livets små øjeblikke.
Kommentarer