Biografanmeldelse
21. nov. 2012 | 20:00

The Possession

Foto | Diyah Pera

I sin første amerikanske film siden Nightwatch spiller Ole Bornedal gysets symfoni, så djævlene jubler.

Af Rikke Schubart

Danmark har to horror-auteurs. Skulle nogen være i tvivl, er det Lars von Trier og Ole Bornedal.

Mens von Trier dyrker sine personlige traumer og en ironisk og undertiden provokerende filmæstetik i værker som Riget og Antichrist, er Bornedals tilgang i Nattevagten og Vikaren nede-på-jorden, humoristisk og medrivende. Vi holder af Bornedals personer, der er lige så almindelige som os selv, hvorfor vi gyser med dem. Og med The Possession viser Bornedal sig fra sin allerbedste side.

Historien er enkel: Nyligt fraskilte Clyde (Jeffrey Dean Morgan) lader sin tiårige datter Em (Natasha Calis) købe en gammel, udskåren trææske i et garagesalg. Em bliver besat af æsken, der snart følger hende overalt, endog i skole. Æsken er låst med en hemmelig mekanisme, som det lykkes Em at åbne, hvorefter ånden er løs. Det er en dibbuk, hvilket i jødisk overtro er en ondskabsfuld dæmon, der besætter de levende og især går efter de rene sjæle.

Og nu løber skilsmisselivet af sporet: Em får blå mærker og stikker af fra sin far, og hendes mor Stephanie (Kyra Sedgwick) melder Clyde til politiet for vold. Hvad ellers? Han må nu ikke komme i nærheden af sine to døtre. Da den overnaturlige sammenhæng går op for Clyde, søger han professionel hjælp fra en rabbiner. Men kan man uddrive en dibbuk, når først den er krøbet ind under huden? Og hvordan beskytter man sig mod et væsen, der kan springe fra krop til krop?

Dæmonbesættelse blev etableret som moderne tema med Eksorcisten i 1973: en skilsmissefamilie, en ung datter, en flok hjælpeløse læger og en hvileløs præst. Og så en rolig opbygning, hvor vi lærer personerne at kende, så vi senere kan føle og lide med dem.

Vi får ikke straks serveret chok og skræk eller afsky, som i den klassiske teen-slasher-film. Vi bliver i stedet langsomt ledt ind i personerne og deres hjem med glidende kamerabevægelser og ro og rum til sanselige effekter, dystre farvetoner, sære lyde og uforklarlige hændelser. Vi forstår, at Clydes job som basketballtræner fylder for meget, at Stephanie er velmenende, men kontrollerende, og at døtrene ikke orker forældrenes skænderier.

Indrømmet, det er klichéer, men brugt på rette vis er klichéer perfekte til at opbygge frydefulde forventninger. Hvordan går det mon Stephanies tørre tandlægekæreste? Den unge rabbiner? Den besatte Em? Bornedal strøer med ødsel hånd af gysets virkemidler fra de uforklarlige, sorte møl til nytteløse hjernescanninger, iblandet chok og gru, men uden grusomhed og splat, alt sammen smukt og sanseligt fotograferet af Dan Laustsen, der også var fotograf på Vikaren.

Det effektive manuskript af Juliet Snowden og Stiles White bygger angivelig på virkelige begivenheder, hvor en hundrede år gammel æske med en dibbuk blev sat til salg på eBay. Den havde efter sigende forårsaget forfærdelige ulykker for de tidligere ejere, og The Possession sammenfatter disse ulykker i én fortælling.

Bornedal plejer selv at skrive, men det klæder ham og filmen, at han her lader sine evner lede af et enkelt plot med intet mindre end The Evil Dead-instruktøren Sam Raimi som producent. Med sit barberede koncept (ånden er løs) minder The Possession om Raimis Drag Me to Hell fra 2009, blot uden ironien.

Og så har Bornedal fundet et perfekt cast: Jeffrey Dean Morgan, som nogen måske husker som den småpsykopatiske The Comedian i Watchmen, har i rollen som Clyde både maskulin charme og en fars skrøbelighed, den unge Natasha Calis er overbevisende som besat uskyld, og endog tandlægekæresten (Grant Show) giver sin birolle mindeværdigt bid. 

Kort sagt: Bornedal spiller gysets symfoni, så djævlene jubler. Rigtig grum fornøjelse.

Trailer til The Possession

Kommentarer

Instruktør:
Ole Bornedal
USA 2012

Manuskript:
Juliet Snowden, Stiles White

Medvirkende:
Jeffrey Dean Morgan, Kyra Sedgwick, Madison Davenport, Natasha Calis

Spilletid:
92 min.

Premiere:
22. november 2012

© Filmmagasinet Ekko