The Post er Steven Spielbergs fortælling om en af de store whistleblowere i amerikansk historie: CIA-analytikeren Daniel Ellsbergs læk af de såkaldte Pentagon-dokumenter, der i 1971 afslørede skiftende regeringers løgne om Vietnamkrigen.
Allerede i 1966 vidste man, at krigen ikke kunne vindes, men alligevel blev man ved med at sende amerikanere i døden og brænde vietnamesiske landsbyer af.
Hvad gør man som journalist og avisejer, når man står med universets største historie, som dog er tophemmelig? Og når man samtidig ved, at præsidenten, sikkerhedsapparatet og aktionærerne kommer efter én, så man kan ende i fængsel og gå fallit?
Filmen åbner med, at ejeren af Washington Post, Kay Graham, vågner badet i sved ved tanken om det børsprospekt, der skal sikre avisens eksistens. Under morgenmaden gennemgår hun med sin bestyrelsesformand den tale, der skal overbevise bankfolkene om, at journalistik er værd at investere i.
Til frokost møder hun sin chefredaktør, den senere legendariske Ben Bradlee. Han er den kompromisløse journalist, mens hun er en famlende kvinde og tilfældig ejer af foretagendet, der gerne vil blande sig lidt i modestoffet.
Kort efter breaker den langt større avis New York Times den sprængfarlige historie om regeringens fortielser. Præsident Nixon får rettens ord for, at de ikke må trykke statshemmeligheder. Men Bradlee finder kilden, Ellsberg, og transporterer kassen med Pentagon-dokumenterne hjem til sig selv, hvor datteren serverer limonade, mens journalisterne går i kødet på statshemmelighederne.
Men vil Kay trykke historien? Vil prospektet så gå fløjten? Kommer hun i fængsel?
Hun bliver presset af en bestyrelse fuld af mænd. Bradlee fremturer med sin etik, men som hans kone siger i en fremragende scene, kan han altid få et nyt job med sine smukke principper. Kay Graham kan tabe det hele. Hun blev forbigået som arving af sin egen far, der gav avisen til hendes mand. Først efter hans død fik hun ansvaret. Kan hun træde ud af mændenes skygge?
Bradlee er gået over i historien som idealet på en kompromisløs journalist, men The Post er Kays og kvindernes drama.
Den er i familie med Alle præsidentens mænd, Alan J. Pakulas mesterværk fra 1976 om Watergate-skandalen, hvor de to journalister Bob Woodward og Carl Bernstein går hårdt til præsident Nixon. I de to journalisters bog, som filmen bygger på, slår Bradlee i bordet og siger: ”Fuck it, let’s go stand by our boys.”
I Alle præsidentens mænd tager kvinderne enten telefonen eller falder for Bernsteins charme og spørgeteknik. I redaktionslokalet er der kun mænd, og Kay Graham får et telefonopkald uden for billedet.
Men i The Post får de revanche.
Tom Hanks kan ikke konkurrere med Jason Robards, der spiller Ben Bradlee i Alle præsidentens mænd, men Hanks har også en for ensidig rolle. Man genkender Meryl Streeps dybe suk og hænder, der fingererer ved hoved og brille, men som Kay kommer hun ud over rutinerne og navigerer suverænt mellem rollerne som enke, mor, fornem society-kvinde, familieoverhoved og ejer af en mediekoncern.
Æstetikken minder om Spielbergs Spionernes bro.
Der er støvede, forelskede tidsbilleder og en besættelse af bedaget teknik – her avisproduktionen – med rørpost, blysætning og det hele. Alle scener er leveret med præcision, om det er en kampscene i Vietnam, redaktionslokalet eller high society-festen.
The Post er gennemresearchet og lækkert håndværk om et personligt og politisk dilemma, der også i dag er højaktuelt i de vestlige demokratiers sikkerhedshysteri og mediehusenes fokus på værdi for aktionærerne.
Den er Steven Spielbergs bedste film siden München fra 2005.
Kommentarer