Power Rangers

Én eller flere helte får overmenneskelige kræfter med passende timing til at stoppe en skurk, som har tænkt sig at ødelægge alt, hvad han eller hun kommer i nærheden af.

Sådan har vi set mange superheltefilm udspille sig, og den nye Power Rangers er ingen undtagelse. Men det er også en forudsætning for genren, at den handler om kampen mellem helte og skurke, og heltenes oprindelseshistorie er ofte vigtig.

Så hvis man skal opleve nye superhelte på det store lærred, skal man logisk nok indstille sig på endnu en oprindelseshistorie. Og hvad gør man for at få de bombastiske helte til at blive personer, vi interesserer os for? Vi får dem til at ligne os!

Instruktøren Dean Israelites spillefilmreboot af den kitschede 90’er-serie er fyldt med nye unge ansigter, som vi kan spejle os i. Dacre Montgomery ligner den typisk smukke mandlige protagonist og spiller da også superheltegruppens leder, den røde power ranger Jason.

Men Jason er ikke perfekt, og da vi møder ham, har han fodlænke på, fordi nogle drengestreger overskred lovens lange arm. I gymnasiet går han i klasse sammen med flere andre unge, som enten er ru i kanten eller har bøvl med at fungere socialt.

Det er denne gruppe af unge, som filmen fokuserer på, og det gør den med stor omhu. Ved et tilfælde (eller skæbnen) finder de nogle mystiske mønter med forskellige farver i den lokale grusgrav.

Og hurtigere end man kan sige ”team building”, klippes der over til vores venner, som vågner op hjemme med hver deres mønt, der er begyndt at lyse. Nu er de alle blevet overmenneskeligt stærke.

Det bedste ved universet er, at man lægger vægt på nogle sympatiske værdier.

Gruppemedlemmerne af Power Rangers har forskellig hudfarve, og den gule ranger Trini (Becky G) er endda homoseksuel. Det er den første homoseksuelle superhelt, som nogensinde har ramt det store lærred, og det er forfriskende at se.

RJ Cyler spiller med stor indlevelse rollen som den blå ranger Billy. Han er socialt akavet, men utroligt intelligent, så alle nørdede og introverte drenge nu får mulighed for at spejle sig selv i en superhelt.

Der er kampscener med god energi, men de ligner Transformer-filmene meget. Så meget, at den røde ranger kaster med en gul bil, mens han siger: ”Undskyld, Bumblebee.” En indforstået joke, som nok egentlig gør mere skade en gavn.

Gruppens dinosaurrobotter sammenkoblet med slagsangen Go Go Power Rangers virker også lidt vulgært i en anden kontekst end 90’erne.

Det mest vellykkede er gruppens træning som Power Rangers. De finder de gamle rangeres rumskib, og her fortæller et digitalt ekko fra den gamle røde ranger Zordan (Bryan Cranston), at de skal morphe for at få deres superdragter på.

Trods kamptræning og masser af superhelteøvelser kan det ikke lade sig gøre for gruppen at få deres dragter frem. De skal lære at kæmpe for hinanden for at få ranger-bukserne på.

Det er nok lidt pædagogisk, men faktisk er det også originalt og hjertevarmende at se en superheltefilm, hvor superkræfterne bogstavelig talt bunder i kærligheden til sine venner.

Modsat er filmens psykopatiske skurk, Rita Repulsa, som spilles med et tilpas strejf af humor af Elizabeth Banks, et symbol på grådighed, narcissisme og total mangel på empati.

Værdierne er altså skåret i sten, men det er rart at vide, at børn i dag har mulighed for at se en superheltefilm, der faktisk kan lære dem noget.