Praktikanten

Robert De Niro har en helt særlig måde at smile på, hvor han kniber øjnene sammen og nikker med hovedet.

De senere år har denne praksis lignet en parodi på tidligere tiders idiosynkratiske portrætter af intense mænd i Taxi Driver, Raging Bull og The Deer Hunter.

Men i Praktikanten lykkedes det faktisk De Niro at være med i en komedie på afdæmpet og charmerende facon, så han hele tiden er behagelig at være i selskab med.

Komedien er endnu en film til det grå guld, der i biografen gerne vil se fortællinger om, at der også venter eventyr i den tredje alder.

Nancy Meyers står bag manuskriptet og instruktionen. Hun har tidligere beskæftiget sig med emnet i Det’ indviklet og Når du mindst venter det. Denne gang har hun lavet en komedie, hvor der er glimrende kemi mellem de umage venner Jules (Anne Hathaway) og Ben (De Niro).

I starten introducerer Ben sig selv til et kamera. Han er enkemand i Brooklyn og søger noget at udfylde dagene med. Derfor laver Ben, der tidligere levede af at trykke telefonbøger, en jobansøgning med levende billeder.

Fagre nye verden.

Komedien er fortalt fra den ældres perspektiv, og det er ment som en vits, at denne generation ikke ved, hvad Instagram, usb, mov-fil og e-handel er.

Pensionisten skal i kontakt med det moderne, så Ben slår til, da han ser et jobopslag fra et modefirma, der sælger tøj på nettet. Virksomheden søger seniorpraktikanter, og Ben får stillingen som assistent for skaberen af About the Fit, Jules Ostin.

Det forekommer at være en noget fortænkt måde at lade to generationer mødes på. Særligt da Ben vinder Jules’ respekt ved at rydde op på et bord. Men Hathaway og De Niro gør det godt, og det er forfriskende med en pensionistkomedie, hvor alt fokus ikke er på en spirende alderdomsromance.

Jules Ostin er en travl karrierekvinde, der ikke har meget overskud til mand, barn eller forældre. Hun er dog aldrig stresset eller ubehagelig, men i stedet tilført små, menneskelige særheder. Hun kan således ikke klare, hvis mennesker ikke blinker nok.

Ben bliver hurtigt populær på kontoret. De unge kollegaer synes hans gamle mappe er retro-lækker, og rolighed er altid et kærkomment træk på arbejdspladser.

Firmaets kontormassør Fiona (Rene Russo) bliver også glad for Ben, og hun ælter den ældre krop i det åbne kontorlandskab. Det skaber en reaktion i hans bukser, men de unge kammerater er snarrådige og får lagt en avis i skødet på ham, så det ikke bliver pinligt.

Optrinet giver et dækkende billede af Praktikanten. Filmen bygger ofte op til en stor, komisk forløsning, men stopper inden det bliver pinligt eller farligt.

Nancy Meyers vil også gerne diskutere problemer i samtiden. Jules arbejder fra tidlig morgen til sen aften, mens manden er hjemmegående. Det burde ikke være noget kuriøst i 2015, men det skaber kurrer på tråden i forholdet.

Jules synes, hun har for travlt og beslutter sig for at ville finde en direktør, der kan varetage den daglige ledelse. Hun mødes uden for kameraet med forskellige kandidater, men ingen lever op til hendes forventninger. Nogle af dem beskrives som mandschauvinister, men meget sigende møder vi aldrig disse personer, der ellers kunne have antændt en debat.

Derfor bliver Praktikanten for gnidningsfri. Forskellige holdninger introduceres, men kolliderer aldrig. Ben er en traditionel mand, der altid har et lommetørklæde på sig. Så kan han låne det til kvinder, når de begynder at græde.

Og selv om Jules repræsenterer en selvstændig, karriereorienteret kvinde, længes hun i en brandert alligevel efter fortidens stærke mænd som Jack Nicholson og Harrison Ford.

Der er masser af sødme i venskabet mellem Ben og Jules, men interessante emner som sexisme og karriere bliver kun overfladisk strejfet. Resultatet er mere tamt end friskt, mere jovialt end egentlig sjovt.