Pray, Obey, Kill

”Jeg fik en Twin Peaks-følelse omkring stedet,” fortæller en betjent om øjeblikket, hvor han kom til gerningsstedet en kold januarnat i 2004.

Sneen ligger kridhvid imellem de få huse i den lille flække Knutby øst for Uppsala. Men end ikke David Lynch og Mark Frost kunne have skrevet noget, som tilnærmelsesvis ligner de vilde omstændigheder, der ligger til grund for dokumentarserien Pray, Obey, Kill (på svensk: Knutby: I blind tro).

Nogle vil måske huske de store avisoverskrifter om præsten Helge Fossmo, der havde manipuleret familiens tidligere barnepige til at myrde sin kone Alexandra og skyde en nabo, som dog slipper med livet i behold.

Grunden var, at Fossmo havde en affære med naboens kone, og da han ikke ville miste sin præstestatus i pinsekirke-menigheden, hjernevaskede han Sara Svensson til at fjerne forhindringerne.

Men det er blot toppen af et yderst kompliceret og fascinerende isbjerg. Og det er det, som journalisterne Martin Johnson og Anton Berg forsøger at få styr på igennem seriens seks afsnit.

Som de fleste andre dokumentarer i true crime-genren arbejder makkerparret minutiøst ud fra et allerede kendt faktum: Sara Svensson har erkendt og er blevet dømt for drabet.

Helge Fossmo blev ligeledes dømt for at have tilskyndet til ugerningen og idømt livstid. Men herfra melder tvivlen sig om, hvad der egentlig er sandheden bag de makabre hændelser.

De første par afsnit tegner et billede af præsten som en veltalende charmør, der bestemt ikke har holdt sig monogam.

Således havde han ud over affæren med nabokonen også samkvem med Sara og menighedens ubestridte lederfigur Åsa Waldau, også kendt som Kristi brud.

Ved hjælp af talrige hjemmevideoer og optagelser fra politiets afhøringer og rekonstruktioner granskes selv de mindste detaljer i sagen i forsøget på at hitte hoved og hale i historien.

For der er løse ender, der kan bestride politiets fund og endda – mere skræmmende – en katastrofal fejl i politiets ageren.

Politiet har haft Sara Svensson med ude på gerningsstederne og lavet en rekonstruktion. En sammenklipning af videoen på 23 minutter er blevet vist i retten.

I virkeligheden blev der filmet seks timer. Og det minder om arbejdet på en fiktionsfilm, komplet med forskellige kameraer, øvning af scener og sågar et klaptræ for at markere start på optagelse.

Det er intet mindre end skandaløs opførsel fra myndighedernes side, hvilket eksperter også påpeger i serien.

I de øjeblikke lægger Pray, Obey, Kill sig helt op i den øverste liga for genren og står som et lysende eksempel på, hvorfor true crimeoverhovedet har en eksistensberettigelse.

Journalisterne opstiller sammen med instruktøren Henrik Georgsson scener, hvor de enten opsummerer eller fortæller om næste træk i efterforskningen. Det ligner noget fra en dansk sekunda-krimiserie og er under det ellers høje niveau for puslespilsdokumentaren, der er båret af et fremragende journalistisk graverarbejde.

Næsten alle nøglepersoner udtaler sig. Der er nye interviews med Helge, som bedyrer sin uskyld, og Sara Svensson. Og flere tidligere ledende skikkelser fra kirken giver et enestående indblik i, hvordan en almindelig kirke kan ende som en kult.

Der optegnes effektivt et billede af lederen Åsa Waldau som en guddommelig skikkelse, hvis ord og ynde var altafgørende for menneskerne i menigheden, inklusive barnepigen.

Undervejs bliver der sået tvivl om, hvorvidt Sara i virkeligheden har begået drabet på præstens kone. Teorierne lurer under overfladen, men serieskaberne udviser stor mådeholdenhed og falder ikke for fristelsen til at drage forhastede konklusioner – selv om emnet er noget så kulørt som mystiske dødsfald og sex i Guds navn.

Pray, Obey, Kill er uden tvivl en af de bedste true crime-serier til dato, og slutningen lægger op til, at det sidste endnu ikke er sagt i sagen. Der er en cliffhanger, som lægger op til en fortsættelse.

Under alle omstændigheder må der sidde nogle mennesker – både politifolk og personer fra sekten – med en meget dårlig samvittighed. Og for at opnå tilgivelse kræver det, at man bekender alle sine synder.