Prime Target

På Cambridge-universitet leder den talentfulde matematiker Edward efter et emne til sin afhandling. Da han ender på primtal, skyder hans vejleder, professor Mallinder, straks idéen ned. Umiddelbart efter dør Mallinder dog, men ikke før han har brændt alt Edwards indledende arbejde.

I Sydfrankrig sidder NSA-agenten Taylah (Quintessa Swindell), der er overbevist om, at Mallinder, som hun har videoovervåget i årevis, er blevet myrdet. Hendes overordnede er uenig, men så bliver han myrdet.

Det hænger alt sammen med en bombe, der sprænger i Bagdad og åbenbarer et oldtidsfund, der har potentiale til at smadre al moderne cybersikkerhed.

Det er ikke så forvirrende, som det måske lyder, og det hele samler sig til sidst, men lad det være sagt med det samme: Prime Target får svært ved at få seerne ud på kanten af sofaen.

Leo Woodall har rollen som matematikgeniet Edward, der finder stor skønhed i tallet 204 og altid regner i hånden, fordi computere er for langsomme. Fra Netflix’ One Day husker nogle af læserne måske, at Woodall til tider er så nuttet, at man har lyst til at tage en bid af ham.

I Prime Targe er han dog næsten ugenkendelig som tør regnemand, og alt ved ham er så afdæmpet, at han føles som en nørdekliché. Serien skal dog havde ros for ikke at falde i de klassiske supergeni-fælder. Således kan Edward eksempelvis sagtens føre almindelige samtaler med andre mennesker.

Sidse Babett Knudsen spiller historikeren Andrea, der er gift med den måske myrdede matematikprofessor og har ledt hele sit professionelle liv efter det historiske bibliotek, der dukker op i Bagdad. Karakteren er mest en kedelig akademiker, og det eneste, man for alvor husker om Andrea, er, at hun er spillet af Babett.

Serien er såmænd spændende nok, men de otte afsnit føles som mindst to for mange. Alle personerne er afdæmpede, professionelle og upassionerede, og man savner noget drama, nogle forbindelser, bare et eller andet, der kunne live det hele lidt op.

Den bedste præstation er Harry Lloyd som sjælløs NSA-mand, der på et tidspunkt forsøger at få Edward til at arbejde for sig med en replik om, at USA’s efterretningstjeneste ”i grove træk er de gode”.

Især fans af Game of Thrones vil sætte pris på Viserys Targaryen som kynisk skrivebordsspion, om end der er tale om en lille rolle.

Problemet med at have primtal og deres funktion for international cybersikkerhed som seriens clou er, at det bliver vagt. Man forstår ikke, hvad det er, man skal være bange for.

Ét er, at folk i serien gentager sætninger om, at primtalssekvenser kan åbne alle digitale låse i verden, men man kunne godt have gjort et forsøg på at beskrive hvordan. For de fleste af os, giver det ikke umiddelbart mening, at man skulle kunne tømme en lønkonto med 5, 13 og 37.

Mellem Taylah og Edward opstår en etisk diskussion om, hvorvidt han har ret til at bruge sine evner, selv om det, han kan skabe med dem, kan have uoverskuelige konsekvenser. Skal videnskaben have ubegrænset råderum, eller har forskere et ansvar for, hvad deres opdagelser bliver brugt til. Det er det mest interessante tema i serien, men det fylder langt fra nok.

Prime Target har en ærgerlig tendens til at gentage sine virkemidler, indtil de mister deres effekt. I løbet af serien er der mange vendekåber og folk med skjulte motiver og intentioner. Men til sidst holder det op med at være interessant, når vi for tredje gang skal have en åbenbaring.

Man har egentlig en udmærket skurk med et godt motiv, men han føles et plottvist, som man ikke har fået bygget tilpas op til.

Så trods en spændende præmis og et godt cast glider dramaet om det store supervåben ud i sandet.