Prinsesser fra blokken

”Det er min hobby at være brun og flyve væk med mine øjenvipper.”

De unge kvinder taler i et billedsprog, der er svært ikke at blive forelsket i. Simona er seksten år, og de omtalte øjenvipper er falske, mens huden er unaturligt bronzebrun. Den hidsige farve på læberne går uden for læbens naturlige form og giver hende et dullet udseende.

Hun er smuk på sin egen måde og har en særpræget værdighed. Hun vil se falsk ud, for via sit kunstige udseende flygter hun fra fortiden. Hun har skabt oversminkede Simona som værn mod en grim opvækst med misbrug i en boligblok i Hvidovre.

”Det var min måde at være en helt anden og at overleve på. Det hele skulle bare spille, og alle skulle bare lægge sig ned, når de så mig, for jeg var bare the shit,” forklarer hun.

De mange kvinder i Eva Marie Rødbros serie Prinsesser fra blokken handler ikke uden omtanke. De spejler i de voksne omkring sig, og nogle af dem har endda drømme om at blive til noget mere.

”Lange fyldige, sorte øjenvipper – så sorte som vores sjæl,” siger 25-årige Siri, der som fjortenårig begyndte sin deroute med stoffer. Hun har flere gange taget en overdosis, men i kraft af ren viljestyrke er hun nu i gang med at skabe sig en fremtid som kosmetolog.

Når hun tager til sin skole i Nordsjælland med S-toget, mærker hun en anden tone, jo længere nordpå, hun kommer. Folk bliver venligere, blødere – og hun er godt klar over, at hun skiller sig ud. Men det er rørende at høre den rå, smilende piges stemme blive blødere, når hun tager sig af en ældre kunde.

Nok har hun tatoveringer på halsen og lange, kunstige negle, men hun virker professionel og selvsikker, mens hun small-talker og masserer en ryg som led i sin uddannelse.

Det er frustrerende, at disse kvinder sidder fast i en social klasse, der er fyldt med fattigdom og forældres misbrug. Hvad kunne de ikke have drevet det til, hvis de havde haft en anden baggrund og opvækst? Deres seje attitude er et tydeligt opråb til Danmarks regering om, at der er ekstreme klasseforskel i landet!

De er ikke kun tabt af forældrene, men også af skolen og kommunen. Flere af pigerne har end ikke fuldført folkeskolen, og andre er blevet kastet rundt i systemet. De er problempiger med ADHD og psykiske diagnoser, men som teenagere på stoffer har de på en gang været for voksne og for unge til, at der har været et ordentligt tilbud til dem.

I Prinsesser fra blokken er der imidlertid aldrig en løftet pegefinger. Serien giver os adgang til kvindernes verden uden filter. Når de stirrer direkte ind i kameraet, er vi i øjenkontakt med dem. Der er ingen speaker, og der er ingen person, som interviewer dem.

De fire afsnit tager hvert et tema under armen: skønhed, musikmiljø, mænd og fremtiden.

De store, ensformige boligblokke får lagt lyserødt filter på, lydbilledet er knitrende elektronisk musik, så seriens æstetik også forholder sig til pigerne og deres verden. Smukt, farverigt og insisterende.

Samme visuelle udtryk kendetegner den Ekko Shortlist Awards-nominerede Os der valgte mælkevejen, som er instruktør Eva Marie Rødbros afgangsfilm på Filmskolen og forløber for DR3-serien.

Der er nogle gengangere fra film til tv-serie, men der er langt flere kvinder med i serien. Og det bliver lidt svært at holde styr på dem. Nogle skiller sig ud med deres ord og historie, men det havde klædt serien at nøjes med for eksempel fem kvinder.

Jeg bryder mig ikke om reality-tv, fordi det håner folk, så man kan få det bedre med sit eget liv.

Men Prinsesser på blokken får mig ikke til at ynke de hårde Vestegnspiger fra Brøndby, Ishøj og Hvidovre. Serien aftvinger  respekt for dem og udfordrer fordomme. Det er sundt.