En ung kvinde i frækt stuepigekostume poserer for sin kavaler. Mens han tager billeder af hende, nærmer hun sig langsomt, kravler op i sengen til ham og lægger op til pudekamp.
Deres pirrende leg udvikler sig imidlertid ikke til elskov, men konflikt, når han taber og bliver aggressiv.
Det er en ganske anden side af Elvis, end man husker fra Baz Luhrmanns hyldest Elvis. Hans humørsvingninger kan hustruen Priscilla ikke forudsige.
Filmen følger parforholdet fra hendes perspektiv. Det starter, da hun som fjortenårig pige fanger den ti år ældre mands opmærksomhed. Umiddelbart er hendes forældre alt andet end begejstrede for den spirende forelskelse.
Men hvad stiller man op, når verdens største stjerne har set noget, han ønsker sig?
Mange fans har frygtet, at filmen ville pille musiklegenden ned fra den piedestal, som hans eftermæle står på.
Hans herskersyge over for Priscilla er da også filmens kerne, men fortællingen er mere nuanceret. Instruktøren Sofia Coppola fokuserer på parrets dysfunktionelle ægteskab, sådan som Elvis’ purunge, sårbare brud oplevede det.
Det forbliver derfor usagt, om skylden ligger hos Elvis som person, hans overforbrug af piller og sprut, overbærenhed med magtfulde mennesker eller tidsånden.
Men tag ikke fejl. Filmen, der er baseret på Priscilla Presleys egne erindringer, glorificerer på ingen måde psykisk vold.
Coppola blev som teenager ufrivilligt skubbet i rampelyset med en udskældt skuespilpræstation i faren Francis Ford Coppolas Godfather Part III. Siden har hun som instruktør skildret unge kvinder under magtfulde mænds indflydelse.
Skærer man ind til benet, er det essensen af debuten Virgin Suicides, det historiske drama Marie Antoinette og nu også Priscilla.
Filmen udspiller sig i et sanseligt slaraffenland af plyssede gulvtæpper, fordrukne udflugter i lyseblå golfvogne og Las Vegas’ funklende arkitektur. Det er tilsat luksuriøse kostumer og fængslende musikvalg, ikke mindst Tommy James and The Shondells’ Crimson and Clover under parrets første kys.
På shoppingtur med Elvis følger hans kammerater med og beglor Priscilla, mens hun prøver tøj, og han som en moderne Pygmalion fortæller, hvilke kjoler han tillader hende.
Til sidst rejser han sig fra stolen og befaler hende at farve håret sort og bruge mere sminke. Det er derfor tragikomisk, når hun senere skal føde hans barn og tager falske øjenvipper på, mens hun har veer.
Shoppingscenen er hårrejsende, men vækker minder om en ellers komisk scene i Sofia Coppolas oversete On the Rocks. Her fortæller Bill Murreys Felix datterens små piger, at de skal have langt hår, fordi det kan drenge godt lide.
Cailee Spaeny er mageløs som Priscilla – både som teenager og voksen kvinde. Hendes flammende blik, når hun får nok af Graceland, forhindrer hende ikke i at tilføje karakteren en betagende skrøbelighed.
Hun er frustreret og ensom, når hendes berømte udkårne er på optagelse i Hollywood. Hun fordriver tiden sammen med sin puddelhund og vandrer hvileløst rundt i hjemmet, der er indrettet efter hans smag.
Men alting er glemt, når telefonen ringer, og hun hører hans stemme i den anden ende.
Hendes modsætning findes i Jacob Elordi, der er bedst kendt som den besidderiske playboy Nate i ungdomsserien Euphoria. En præstation, der gør ham oplagt til at vise Elvis’ dystre side.
Med skuespillerens ømhed og charme bliver han mere end bare et dumt svin. Han er en psykisk belastet mand, hvis privilegerede status tillader ham at lade sin smerte gå ud over hende.
Med fokus på et uligevægtigt parforhold har spektakulære Priscilla meget tilfælles med Marie Antoinette. I begge film bruges det legende filmsprog til at komme ind under huden på hovedpersonen.
Priscillas tårevædede øjne vidner om, at ikke alt, der glitrer, er guld.
Kommentarer