Prison 77

Spanske Alberto Rodríguez fik i 2015 et internationalt gennembrud med thrilleren Marshland. 

Filmen handler om to politifolk, som i 1980 jager en kvindemorder i en lille spansk by. Den effektive genrefilm fik Spaniens nationale traume omkring Franco-diktaturet stærkt integreret i historien. 

Franco-tiden spiller en endnu mere central rolle i instruktørens Prison 77, der ligesom Marshland er skrevet af Rodríguez og hans faste manuskriptforfatter Rafael Cobos. 

Originaltitlen Modelo 77 henviser til det berygtede La Modelo-fængsel i Barcelona. Det blev anvendt af Franco-regimet til at indespærre alt fra almindelige kriminelle til homoseksuelle og politiske modstandere. 

Fængslet står stadig, selv om det i dag kun fungerer som museum. 

Filmen starter i 1976, få måneder efter Francos død. Unge Manuel (Miguel Herrán) ankommer til Modelo-fængslet, anklaget for at have stjålet en million pesetas. Selv siger han, at det kun var 50.000. 

Præcis hvad de forskellige fanger sidder inde for, fortoner sig lidt. Man får fornemmelsen af, at nogle af fængslingerne er tilfældige justitsmord og politiske domme. I La Modelo hersker diktaturet stadig, og ordet ”demokrat” bruges af vagterne som et skældsord. 

Alberto Rodríguez er en teknisk solid instruktør, og Prison 77 bruger genrens velkendte motiver: brutale vagter, den evige trussel om vold fra de andre indsatte, hierarkiet i cellerne og i fængselsgården, konflikter, venskaber og interne opgør. 

Filmen finder sågar plads til en nøje planlagt fangeflugt, der kommer så sent, at det er overraskende. 

Og mens filmen lever op til alle genreforventninger, tegner den også et fængende portræt af periodens politiske strømninger. Spanien er langsomt ved at vende samfundet fra årtiers diktatur til demokrati. 

Men hvor demokratiets nye vinde blæser uden for fængslets mure, ledes La Modelo stadig af Franco-regimets gamle folk, der benytter de samme hårdhændede metoder som altid. 

Tæsk, ydmygelser og korruption er dagens orden. 

Et politisk oprør ulmer i fængslet. Da de politiske fanger får amnesti og bliver løsladt, etablerer de tilbageværende fanger en slags fagforening, der kæmper for bedre forhold i fængslet. 

Manuel, der selv føler sig udsat for et justitsmord, bliver involveret i fagforeningens kamp. Samtidig opstår der et venskab mellem ham og hans noget ældre cellekammerat Pino (Javier Gutiérrez, der spiller den ene af politifolkene i Marshland). 

Pino har for længst lært at overleve i det gamle system. Han har affundet sig med at være spærret inde, han nyder en vis respekt blandt både fanger og vagter og vil helst ikke blandes ind i noget. 

Manuel er den unge idealist, der forsøger at ændre systemet, men som møder næsten overmenneskelig modstand. Pino er den ældre mand, der efter et halvt liv i fængslet har accepteret tingenes tilstand. 

Symbolikken er klar – med Manuel og Pino i hvert sit hjørne bliver La Modelo en mikroversion af samfundet udenfor. 

Filmen er smukt fotograferet i glidende widescreen-billeder. Den er delvist optaget i det autentiske fængsel, og fotografen Alex Catalán udnytter den unikke location optimalt. 

Det gamle fængsel føles storslået og klaustrofobisk på samme tid, og filmen fortæller en stærk historie med episk iscenesættelse. Det er fascinerende at se samtidige fotos fra fængslet og af de virkelige personer sidst i filmen. 

Prison 77 rammer en god balance mellem historisk drama og fængselsfilmens genrekonventioner. 

Måske er det brede kvalitetsfilm af denne kaliber, som kan hindre, at europæisk film bliver løbet helt over ende af Hollywoods ubønhørlige franchise-maskine. Den er i hvert fald både underholdende, intelligent og historisk interessant.