Kameraet ser gennem professor Kacper Bieliks øjne. Det er som at se gennem et nøglehul. På lærredet er det meste sort på nær et lille hul, hvorigennem vi tilskuere skimter virkelighedens lys, figurer og farver.
Det filmiske greb er simpelt, fordi det på sin vis er så oplagt. Det føles en smule gammeldags som at se en Hitchcock-film, hvor den slags effekter imponerede, og dog er det stærkt. Vi ved nu, hvor sløret hovedpersonen ser verden, og mere skal der ikke til.
Gymnasielærerens største problem er ikke, at han er ved at blive blind. Hans største problem er, at han ikke anerkender sin sygdom – en medfødt genetisk fejl, der gør, at synet langsomt sortnes.
I begyndelsen kører han bil med sin mor på bagsædet. Hun er i færd med en vanlig mor-tale om, at han skal finde sig en kone, og dog pyldrer hun om ham. Bang, siger det i trafikken. Moren dør, Kacper overlever, navlestrengen er brudt.
Kacpers liv skal tragikomisk nok først nu til at begynde. I gymnasiet får han favoritklassen. Hans undervisningsmetoder er særegne og underholdende, dog ikke så særegne som Robin Williams’ i Døde poeters klub, som tankerne uundgåeligt henledes til. Skolens rektor kigger bemærkelsesværdigt, da hun godt irriteret over, at Kacper har givet hende forkerte papirer, træder ind i klasselokalet, og alle eleverne står i vindueskarmen.
En komisk og livsbekræftende scene, men de forkerte papirer er et sørgeligt tegn på Kacpers haltende syn.
Filmen er baseret på den polske gymnasielærer Maciej Białeks egne oplevelser, som instruktør Jacek Lusiński sidste år skrev en bog om. Historien handler ifølge Lusiński ikke så meget om blindhed som om mandeforfald.
Den feterede polske skuespiller Andrzej Chyra gør det overbevisende med sit godmodige, rare ydre og blikket med den tydelige ignorance. For bemærkelsesværdigt er hans besnærende, fængslende øjne, kameraet har ekstra fokus på. Andrzej Chyra er landskendt i Polen for sine roller i Andrzej Wajdas Katyn og Małgorzata Szumowska Elles og In the Name Of.
Det er film om samfundsemner som krig, massemord, prostitution og religion. Tunge emner med en alvorlig tone, som polsk film efterhånden er kendt og anerkendt for.
Professor Bieliks hemmelighed forsøger sig med en mere munter tone. Til trods for øjenlægens advarsel indrømmer han intet over for sig selv eller andre.
Med elendigt syn fortsætter han med at undervise, og han gør det til perfektion. Han sætter sin yndlingselev, en punkpige, til at krydse folk af og ballademageren får til opgave at skrive på tavlen. Uden at han afslører årsagen for klassen. Han skal til at flytte sammen med sin nye flamme, lærerinden, og hendes lille barn. Kun hans bedste, halvfordrukne ven kender sandheden, mens livet på overfladen kører derudaf.
Filmen sætter disse forskellige forhold op som små historier, men flere scener er hverken særligt morsomme eller spændstige. De føles som fyld, mens vi venter på det uundgåelige: At Kacper må se sandheden i øjnene.
Særligt faderforholdet til hans oprørske og lettere maniodepressive punkelev er anstrengt og bliver aldrig forløst, fordi vi ikke kommer ind under overfladen på hende, og der ikke rigtigt er noget på spil mellem dem.
Og vi skal da lige gennem en lejrtur og den ene petitesse efter den anden om hans dårlige syn, før han afslører sandheden for sig selv, for kæresten, skolens rektor og eleverne. Og først dér ser han verden med friske øjne.
Kommentarer