Project Iceman

En ironman er i sig selv et projekt for dem, der har noget at bevise. Først svømmer man en distance i havvand, der ville svare til at crawle på tværs af Lillebælt fire gange. Så cykler man en Tour de France-etape, og til sidst løber man et maraton.

Project Iceman følger Anders Hofman Laursen, som var en almindelig, 27-årig, dansk mand, der i 2017 satte sig for at gennemføre en ironman.

På Antarktis.

Det er ellers blevet betragtet som umuligt, alene fordi det er svært at forestille sig, at et menneske kan opholde sig i ishav i over en time.

Dokumentaren starter med, at Anders springer i Københavns havn ved vintertid for at se, hvor langt han egentlig er fra at kunne svømme fire kilometer gennem grødiset vand.

Han skynder sig op igen efter cirka tyve sekunder!

Der er noget dragende ved en dokumentar, hvis plot var blevet buhet ud, havde det være foreslået som en fiktionsfilm. Man skal virkelig se det for at tro det, og filmen lykkes med at vise, hvor stor en præstation der er tale om.

Man skal godt nok lige vænne sig til alle Anders’ lifecoach-agtige floskler, hvor begrænsninger kun er en illusion, og det almindelige menneske kan gøre det ekstraordinære.

Efter at have set filmen, kan man imidlertid godt forstå, at han selv tror på det.

Project Iceman er en visuel buffet, hvor der bruges mange forskellige dokumentargreb til at skildre de to et halvt års forberedelse af turen til Antarktis.

Interviews med familie, fotografier, animerede rekonstruktioner og materiale fra sociale medier blandes sammen til et noget rodet udtryk. Der er tydelig forskel på, hvor meget kærlighed de forskellige elementer har fået.

Filmen stempler imidlertid for alvor ind, da Anders og en ekspedition på ti mennesker ankommer til Antarktis.

Ikke alene bidrager det frosne kontinent med vidunderligt sceneri. Men det er også her, man har brugt krudtet på lækre droneskud og generelt arbejder i brede indstillinger, som fremhæver det gigantiske, frosne ingenting på jordens eneste næsten ubeboede kontinent.

Fortælletempoet sænkes, så man inviteres til at forstå den fysiske og mentale kamp fra ikke alene Anders’, men hele holdets perspektiv.

Her ligger filmens eksistensberettigelse.

Efter at første akt har fokuseret på kulden og i øvrigt introduceret muligheden for at blive angrebet af leopardsæler i vandet, er publikum blevet foranlediget til at tro, at svømmeture er den største udfordring.

Det viser sig dog langt fra at være hele tilfældet. Og det er især under cykelturen, at man sidder i vantro over Anders’ nærmest overmenneskelige udholdenhed og egentlig også gigantiske idioti.

Ironmanens dele ender folder sig ud i en historie, der kunne være udtænkt af en manuskriptforfatter.

Filmen forsøger dog også at beskrive Anders barndom, og hvordan den førte ham til at kaste sig over noget, alle ville sige var umuligt.

Instruktøren går også ind i projektets økonomiske side, andre ironman-rekorder, sponsorernes betænkeligheder ved især kameraholdets manglende erfaring med is og Anders’ personlige ofre og fysiske skader.

Alt sammen relevant, men det har ikke samme dybde som scenerne på Antarktis. Spilletiden runder 110 minutter, og filmen kunne godt have være skarpere skåret.

Alligevel engagerer Project Iceman med sine mange flotte billeder og usædvanlige historie. Et livsfarligt egoprojekt løfter sig til en fortælling om at gøre umulige drømme til virkelighed.