Cassie er pjaskfuld på en bar, dårligt nok i stand til at sidde op. En flink fyr kommer hen for at spørge, om hun er okay. Det gør der altid. Og det er hun ikke.
Så han lover at få hende sikkert hjem, men i taxaen får piben en anden lyd. Har hun ikke lyst til én drink mere hjemme hos ham? Måske vil hun også knalde. Hun er i hvert fald for fuld til at sige fra.
Men bedst som han er ved at hive trusserne af den halvbevidstløse kvinde, sætter hun sig op i sengen og kigger gennemtrængende på ham. ”Hey!” siger hun uden spor af sprut i stemmen. ”Jeg sagde: Hvad har du gang i?”
Emerald Fennell var showrunner på anden sæson af hitserien Killing Eve og debuterer nu som instruktør med sit eget manuskript. Hun står på spring til et gennembrud. Promising Young Woman er en film til tiden: fandens arrig, skideskæg og drønintelligent skruet sammen.
Cassie har altid paraderne oppe. Engang var hun, som titlen antyder, en lovende ung kvinde.
Men så droppede hun ud af medicinstudiet, flyttede hjem til sine forældre og tog til takke med et søvndyssende caféjob. Hendes veninde blev udsat for et overgreb.
Først af studiekammeraterne, der drak hende fuld og voldtog hende. Så af fakultetet, der henlagde sagen som påstand mod påstand. Og endelig af advokaterne, der truede hende til ikke at lægge sag an.
Svigt på svigt, indtil det blev for meget.
Cassie planlægger udspekuleret hævn over hvert led i kæden. Man ser skadefro med, lige indtil en gammel medstuderende dukker op på caféen og flirter så oprigtigt, at hun modstræbende flirter tilbage. Ved at spytte i hans kaffe! Et par dage efter er Ryan der igen: ”One coffee, hold the spit.”
Bo Burnham er en gudsbenådet komiker, knastør og lynhurtig. I rollen som Ryan skærer han igennem Cassies sårede spydigheder ved at være, hvad andre mænd foregiver at være: venlig.
Deres romance lader blonde Carey Mulligan bløde lidt op for Cassie, der er gået så meget i hårdknude, at hun glemmer sin 30-års fødselsdag. Den engelske skuespiller har kun været fremragende, siden hun brændte igennem hos Lone Scherfig i An Education, og hun gør Cassie til en kompleks skikkelse, lige dele hadsk og længselsfuld.
Da hun på et tidspunkt smadrer en pickup-truck med et brækjern – chaufføren var en stodder – får hun ikke afløb for sine frustrationer. Ingen er så vred uden mest at være fortvivlet.
Emerald Fennell har et filmsprog, der er præcist og markant, og hun sørger for en overraskelse i hver scene.
Historien skrider frem med den ene afsløring efter den anden. Ikke alle er lige vellykkede, men nogle gange er dialogen bare forbløffende velturneret. Andre gange er det visuelle jokes, som Cassies forældres hjem, der er proppet til randen med lyserødt nips. Eller et musikvalg, der kommer ud af det blå og alligevel passer perfekt.
Nogle vil måske mene, at filmen kridter op til forargelse over hykleriske mænd, der beskriver sig selv som woke og elsker feminister – fordi, som en gammel bekendt forklarer Cassie, kvinder så er mere tilbøjelige til at gå med til analsex.
Da Promising Young Woman havde premiere på Sundance-festivalen i 2020, kunne alle få øje på filmens kvaliteter, men mange havde svært ved at lure dens ærinde. Skal vi heppe på Cassies selvdestruktive hævntogt eller håbe, hun kommer videre?
Den dobbelthed er filmens kerne, og den chokerende slutning er nøje planlagt, så man ikke får et let svar. Sådan et findes nemlig ikke, og det gør filmens personer heller ikke. Men det gør deres opførsel. Den finder man på ethvert diskotek.
Og hvis man tror, Emerald Fennell kun taler til kvinderne i salen, har man misforstået. Hun henvender sig også, diskret som en lussing, til mændene. Hun siger: ”Så tag jer dog sammen!”
Kommentarer