The Purge

The Purge er en af den slags besynderligt eksekverede film, der snyder sit publikum på forhånd. Efter at have stiftet bekendtskab med filmens præmis forventer man en neglebidende fremtids-thriller gennemsyret af politiske budskaber. Men i stedet leverer instruktør James DeMonaco en standardiseret hjemmeinvasions-gyser, hvori en stakkels familie må kæmpe for livet mod en indtrængende ondskab udefra.

The Purge forgår i et fremtids-USA omkring 2020. Regeringen, eller nationens nye ”Founding Fathers”, som de selv kalder sig, har taget radikale midler i brug for at nedbringe vold og anden grov kriminalitet. Én nat om året, fra klokken 19 om aftenen til klokken 7 om morgenen, suspenderes alle nødberedskaber og vagtværn, så al slags kriminalitet lige fra mord til voldtægt kan foregå ustraffet. Denne nat kaldes ”The Purge” og har til hensigt at rense landets sorte sjæl igennem noget, der skal ligne højhellig katarsis.

Hvad der dog i realiteten sker, er at ”almindelige” mennesker myrder hjemløse og fattige, som ikke kan forsvare sig selv. De ressourcestærke bekæmper samfundets tabere på gadeplan, med machete-knive, pistoler og jagtgeværer. Og natten igennem sender medierne direkte fra hele i landet, så man kan underholde sig selv med ”Purge-TV” og debattere nattens formål og effekt på samfundet.

Det er en grim og mørk fremtidsvision, beslægtet med lignende kendte fremtidsfortællinger som Shirley Jacksons Lotteriet fra 1948 og den moderne ungdoms-trilogi The Hunger Games. Alle historier, hvor samfundet én gang årligt ”renser ud” blandt befolkningen for at sikre en stærk fællesmoral i fremtiden.

Desværre udnytter The Purge slet ikke det politiske potentiale, som ideen rummer, men fortæller i stedet en langt mere gængs historie. Ethan Hawke spiller faren James Sandin, som lever af at sælge sikkerhedsløsninger til private. Sammen med hustruen Mary (Lena Headey fra serien Game of Thrones) har han børnene Charlie og Zoey. Førstnævnte er en følsom dreng med flair for at konstruere hjemmestrikkede overvågningsrobotter, mens sidstnævnte er en rigtig teenagetøs med ældre kæreste og foragt for sine forældre.

På aftenen for årets Purge-event slår James villaens sikkerhedssystemer til, og familien kan fortsætte deres gøremål bag nedrullede skodder, indtil sirenen, der markerer starten og afslutningen på The Purge, lyder næste morgen kl. 7. Men denne nat bliver selvfølgelig helt anderledes. Zoeys kæreste Henry har gemt sig i huset for at tage en brutal hanekamp med James, mens Charlie med skræmmende lethed slår sikkerhedssystemerne fra for at lukke en fremmed, sort mand ind, som råber om hjælp ude på villavejen.

På to minutter er alt gået galt. Henry angriber James, den fremmede mand gemmer sig i huset, og for at det ikke skal være løgn, ringer en flok maskeklædte unge på hoveddøren og kræver deres bytte – den sorte mand – tilbage omgående. Ellers vil de selv trænge ind i huset og dræbe både ham og familien. James og Mary må nu beslutte sig for, om de vil bøje sig for The Purges præmisser og dømme et andet menneske til døden, eller om de vil stå fast og kæmpe for, hvad de i deres hjerter ved er rigtigt.

De maskeklædte onde uden for huset er velklædte og veluddannede universitets-unge, der citerer Shakespeare og opfører sig, som om de spiller hovedrollerne i Michael Hanekes isnende Funny Games. Imens minder scenerne inde i huset i kedsommeligt høj grad om lignende indbrudsfilm som The Strangers, Trespass og den langt mere uhyggelige franske Ils.

Man savner i den grad et større perspektiv på The Purge og de politiske beslutninger, der er gået forud for indførelsen af et sådan event. Desværre reducerer James DeMonaco sin film til en gængs gyser, hvor størstedelen af handlingen udspiller sig i mørke stuer set igennem et rystet håndholdt kamera. Filmens sluttelige twist er hverken synderligt overraskende eller chokerende, men bare lettere irriterende. At almindelige mennesker som du og jeg skulle udvikle os til morderiske hævnere, blot fordi vi fik lov af Staten, er nærmest fornærmende fjollet.

The Purge har dog allerede været så stor en succes i sit hjemland USA, at en to’er er på tegnebrættet. Man kan håbe på en mere interessant ”prequel”.