The Quiet Ones

Tv-programmer om clairvoyante og spøgelsesjægere er ufrivilligt komiske, når de (over)troende lusker rundt om natten med pandelamper og tvivlsomt isenkram, der kan måle små, elektromagnetiske udsving.

På film kan man benytte sig af tricks, der kommer spøgelsesjagtens fjolle-faktor i forkøbet. Man kan chokere med effekter og lyd og på den måde holde hverdagens kedelige realiteter på afstand.

Det forsøger instruktør John Pogue i høj grad i horror-filmen The Quiet Ones. Den er overordentlig rig på scener, hvor alting bliver fuldstændigt stille for efterfølgende at eksplodere i lyd og pludselige bevægelser. Men når dette sker hele tiden, falder chokeffekten lidt til jorden.

Det starter ellers meget godt.

Vi befinder os på Oxford University i 1974 blandt videnskabsmænd og studerende. Professor Jospeh Coupland (Jared Harris) har sat sig for at bevise, at det overnaturlige ikke eksisterer. Derfor vil han udføre et eksperiment på den plagede Jane Harper (Olivia Cooke), der er så hårdt ramt af en psykose, at nogle mener, hun er besat.

Couplands eksperiment skal bevise, at de tager fejl.

Han samler et lille hold til at hjælpe sig. De to studerende Harry (Rory Fleck-Byrne) og Krissi (Erin Richards) skal assistere Coupland med det tekniske udstyr, mens den godmodige, lidt naive Brian (Sam Claflin) skal dokumentere det hele med et kamera.

The Quiet Ones hævder at være inspireret af virkelige begivenheder. Og de grynede indklip af Brians videooptagelser er et ofte anvendt horror-trick, når man vil simulere autenticitet.

Det interessante udgangspunkt om Oxford-intelligentsiaen, der vikles ind i det uforklarlige og overnaturlige, bliver dog aldrig brugt til noget.

Coupland bortvises fra Oxford, da de andre professorer mener, at han ikke lever op til god videnskabelig efterrettelighed. Og der er nok noget om snakken.

Han har nemlig isoleret den unge Jane i et lille, uhumsk kammer, hvor han foretager tests på hende. Forskergruppen har desuden besluttet, at hun engang imellem skal udsættes for høj rock komponeret af Slade og T. Rex.

Så bevæger The Quiet Ones sig hurtigt væk fra auditorierne og ned ad horror-genrens allermest trafikerede stier: Den lille forskergruppe og forsøgspersonen Jane må rykke ud i et skummelt, afsidesliggende hus ude i en skov.

I huset i skoven begynder der at opstå erotiske spændinger. Harry og Krissi går så hårdt til den i en gammel seng, at den bryder sammen under bulder og brag. Men Krissi er også forelsket i den meget ældre professor Coupland. Han har til gengæld en meget intens interesse for Jane. Og det samme har Brian.

At nogle kan forelske sig i Jane, er nok det mest paranormale i The Quiet Ones.

Forskerholdet finder hurtigt ud af, at hendes lidelse ikke kan forklares med videnskab. Hun kan få ting til at bevæge sig ved tankens kraft, hun er tit indsmurt i blod, og da Coupland giver hende en lille dukke, river hun hurtigt alt håret af den. Ikke just æggende i traditionel forstand.

Jared Harris er kendt fra Mad Men, mens den unge Sam Claflin optræder i The Hunger Games: Catching Fire og Lone Scherfigs kommende The Riot Club.

De er ikke dårlige skuespillere. I The Quiet Ones har de bare et rodet manuskript med kluntede replikker at arbejde med. Efter et par dage i det skumle hus, synes Brian, de alle har arbejdet for hårdt. ”Selv Gud slappede af på den syvende dag,” siger han opgivende uden antydning af ironi i stemmen.

The Quiet Ones ender med at være det, den i starten så omhyggeligt forsøger at undgå: mere fjollet end uhyggelig.