Godt tv er magisk.
I starten af Quiz kommer man ind i alkymistens laboratorium og ser, hvordan det bliver til.
To excentriske mediemænd har fundet opskriften på en af moderne tv’s store succeser: Hvem vil være millionær? Den hemmelige ingrediens, der gør jern til guld, er dramaet.
Lyset skal dæmpes i det nye quiz-show, og musikken skal skabe en faretruende stemning. Kameraet zoomes helt ind i ansigtet på deltagerne, der står til at vinde – og siden miste – enorme pengebeløb.
I den britiske udgave taler vi om ti millioner danske kroner.
Resten er historie, kunne man fristes til at sige. Men heksegryden Quiz rummer meget mere end spændende tv-historie.
En småtosset familie, der er besat af quizzer, snyder systemet hele vejen til millionen ved hjælp af en listig hoste-manøvre. Hvis man altså tror afgørelsen i retssagen, som virkelighedens Charles og Diana Ingram endte i.
Baggrundshistorien er i sig selv spektakulær, men med instruktøren Stephen Frears (Mit smukke vaskeri) ved heksekedlen forvandles den til en fremragende serie.
Frears formår at skabe så meget liv i skuespillerne, at man skulle tro, der bankede to hjerter i stedet for ét i brystet på dem. Som i hans komedie Florence, hvor Meryl Streep spiller en autentisk, rig kvinde, der lejer Carnagie Hall for pivfalsk at synge Wagner-arier.
Den britiske mesterinstruktør har tidligere vist sin sans for dobbeltspil og moralsk forfald i film som Farlige forbindelser (1988), The Grifters (1990) – og The Program (2015), hvor cykelstjernen Lance Armstrong fremstilles som et megalomant monster.
På trods af galskaben i Quiz mister Frears dog aldrig empatien med tosserne på skærmen.
Seriens helt store talent er Matthew Macfadyen, der har fået den svære opgave at vække Charles Ingram til live. En mand, der fremstår notorisk kedelig og ordinær.
På YouTube findes klip fra virkelighedens famøse snyde-afsnit, og Macfadyen rammer tydeligvis den spøjse Ingram på kornet. Og mere end det. Han tilføjer karakteren en overflod af charme.
Quiz tager sig tid til mærkværdige, men velvalgte sidespring. Som når Ingram reciterer musical-citater med sin chef på kasernen, hvor han arbejder.
Michael Sheen bliver til virkelighedens selvfede flødebolle-vært Chris Tarrant, der underholdende får publikum i salen til at juble eller nyder synet af sig selv i spejlet.
Det trækker tråde til Sheens forrygende præstation som David Frost i Frost/Nixon.
I sidste afsnit stjæler Helen McCrory showet som forsvarsadvokaten, der over for nævningene vender og drejer sandheden så snurrende elegant, at man til sidst sidder med en følelse af ikke længere at kunne skelne højre og venstre hånd fra hinanden.
I Quiz spiller publikum en rolle. Vi er nævningene. Virkelighedens Ingram-par holder fast i deres uskyld, og serien lader os om at dømme for eller imod. Den argumenterer ikke lige stærkt for begge sider, men takket være Macfadyen mister man aldrig sympatien for skurken.
I midten af det sidste afsnit oplevede jeg kortvarigt et stik af ærgrelse, da det gik op for mig, at serien lakkede mod enden.
Det er fornem fortællekunst.
Kommentarer