Quo Vadis, Aida? var den hårdeste konkurrent for Vinterbergs Druk ved Oscar-festen. Den handler om massakren i Srebrenica, hvor serbiske tropper under den jugoslaviske borgerkrig henrettede 8000 bosniere.
Med det i baghovedet føles filmen som at sidde i et kvægtog på vej mod Auschwitz anno 1944. Men de begivenheder, der skildres med uafvendelig endegyldighed, fandt sted i juli 1995 – for blot en enkelt generation siden.
Selv om hovedpersonerne er fiktive, og vi ikke på forhånd ved, hvordan det vil gå dem, føles de dødsdømte.
Man følger dem med en fornemmelse af hjælpeløshed, panik og medskyld. Nøjagtigt de følelser, hovedpersonen Aida Selmanagic prøver at undertrykke.
Før Jugoslaviens sammenbrud var Aida – der er muslimsk bosnier – skolelærer i Srebrenica. Hun taler flydende engelsk og er derfor blevet rekrutteret som oversætter for de hollandske FN-tropper. Tropperne gør et sidste forsøg på at beskytte civilbefolkningen, da general Ratko Mladićs tropper invaderer byen.
Stillingen betyder, at Aida kan bruge sit altafgørende personale-id til at sikre sin mand Nihad og deres to voksne sønner adgang til den overfyldte FN-lejr, efter at militærkommandoen har lukket porten.
Udenfor venter en desperat folkeskare, som forsøger at nå i sikkerhed bag hegnet. Men hvilken sikkerhed kan lejren tilbyde?
Fotograf Christine A. Maiers rastløst flydende kamera indfanger den klaustrofobiske stemning med tusindvis af civile stuvet sammen uden mad, vand eller toiletfaciliteter. Ofte ser vi glimt af folkemængden bag Aidas skuldre, mens hun spejder gennem pigtrådshegnet efter familien.
Desperate naboer genkender Aida og råber hendes navn, i håbet om at hun kan hjælpe dem ind på basen – eller bare hjælpe deres børn i sikkerhed. På et tidspunkt vinker en serbisk soldat, der kæmper for Ratko Mladić, til hende: Han er en gammel elev!
Alle kender hinanden. Det gør det kommende folkemord, der grundet bureaukratisk kujoneri og afstumpet etnisk had rykker uafvendeligt nærmere, desto mere isnende.
Filmens titel kommer fra et bibelord.
Da Sankt Peter flygtede fra den romerske kejser Neros kristenforfølgelse, så han Jesus for sig gående den modsatte vej og spurgte: ”Quo vadis” – hvor går du hen? Jesus svarede, at han gik mod Rom for atter at lade sig korsfæste, og Peter fandt modet til at gøre det samme.
Aida fatter samme mod, og Jasna Djuricic er kommanderende i rollen fra første sekund. Man mærker en spirende panik bag den enorme viljestyrke og tager hendes desperation og afmagt på sig. Først i filmens smukt turnerede sidste scene finder Aida om ikke håb, så dog en form for heling.
Jasmila Zbanic har lavet flere film om den krig, der sønderrev hendes hjemland, deriblandt prisvinderen Grbavica: The Land of My Dreams. Hun bliver ved at finde nye måder at gå til det blødende nationaltraume på og fortælle historier, der afsøger grundlaget for konflikten.
Quo Vadis, Aida? skildrer smålige nabostridigheder, som blusser op fra glød til inferno, en udbredt machokultur, der forvrænger og forpester maskulinitet, og den grelle inkompetence, med hvilken FN og nabolandene håndterede krigen.
De hollandske fredstropper stikker sig selv blår i øjnene, da de serbiske tropper fragter flygtningene bort, men deres fodslæbende overordnede står også for skud.
De tematikker ulmer i baggrunden.
Jasmila Zbanics manuskript holder et benhårdt fokus på det grusomme drama, der udspiller sig omkring Aida, mens hun sætter alt ind på at sikre sin families overlevelse.
Ofte stirrer personer direkte ind i kameraet. Dødsmærkede tvinger de os til at se dem i øjnene.
Tragedien hænger som en tåge over Quo Vadis, Aida? – selv i en surrealistisk sekvens, hvor Aida drømmer sig tilbage til en fest nogle år forinden, hvor hele landsbyen dansede natten væk.
Men tiden går kun i én retning. Toget tøffer videre. Mod endestationen.
Kommentarer