Biografanmeldelse
05. juni 2018 | 00:35

Racer and the Jailbird

Foto | Maarten Van Den Abeele
Racerkøreren Bibi (Adèle Exarchopoulos) og bankrøveren Gigi (Matthias Schoenaerts) forelsker sig stormende i hinanden, men bag den stærke tiltrækning gemmer hemmelighederne sig imellem dem.

Med inspiration fra Heat er belgisk bilfilm et nærmest opera-agtigt melodrama fuld af vild sex og veldrejet action.

Af Flemming Kaspersen

Denne films danske titel må være en af årets værste.

Originaltitlen er Le Fidèle, altså ”Den trofaste”, men Racer and the Jailbird antyder om ikke andet, at dette i hvert fald ikke er nogen gennemsnitlig film.

Belgiske Michaël R. Roskam og Matthias Schoenaerts fik et fælles gennembrud med Bullhead i 2011. En muskuløs, mørk kriminalfilm, der fik ros af selveste Michael Mann.

Roskam instruerede som en genreveteran, selv om det var hans debutfilm, og i hovedrollen fremstod Schoenaerts som en mester i gennembanket maskulinitet.

Efter en amerikansk afstikker med den glimrende Dennis Lehane-filmatisering The Drop er Roskam og Schoenaerts tilbage i Belgiens underverden. Schoenaerts spiller Gigi, der voksede op på et børnehjem og nu er en luksusbankrøver, der udgiver sig for at forhandle biler.

Han møder den unge racerkører Bibi (Adèle Exarchopoulos fra Adèles liv), og de to forelsker sig stormende i hinanden.

Bibi får hurtigt mistanke om, at den gådefulde, flotte Gigi ikke fortæller hele sandheden om, hvordan han tjener sine penge. Men der er stor kærlighed og vild sex. Og imens laver Gigi og hans gamle børnehjemsvenner i al hemmelighed det ene dristige kup efter det andet.

En af Roskams inspirationskilder er Michael Manns store gangster-epos Heat.

Ligesom Heat handler Racer and the Jailbird om en professionel forbryder, hvis stærkt kontrollerede, maskuline livsstil bringes i ubalance, da han møder kærligheden. Og ligesom Heat skildrer filmen ganske realistisk det broderskab i den kriminelle bande, som mest af alt minder om en familie.

To af filmens bedste actionscener – et skarpt timet bankrøveri og et kup mod en pengetransport på en belgisk motorvej – er lånt mere eller mindre direkte fra Heat.

Filmen har en fetichistisk dyrkelse af biler, som er sjælden i europæisk film, hvis man da ikke er Luc Besson. Meget passende kører Bibi Porsche! Præcis hvor succesfuld en racerkører, hun egentlig er, fortoner sig. Af en tilsyneladende elitesportskvinde drikker hun ret meget vin, dyrker ret meget sex og træner forbløffende lidt.

I en skæg og original scene prøver hun at skræmme Gigi til at lukke lidt op for hemmelighederne ved simpelthen at køre så stærkt i sin Porsche Carrera gennem Belgiens smalle, snoede landeveje, at han er tydeligt rædselsslagen. Hun får selvfølgelig en bøde af politiet. Fast & Furious møder europæisk trafiksikkerhed!

For de bilinteresserede slutter filmen i øvrigt med en helt åbenlys homage til Claude Lelouchs legendariske ræs-gennem-Paris-kortfilm C’était un rendez-vous fra 1976.

Men Racer and the Jailbird er mere respektfuld hyldest end skamløs efterligning. Blandt andet fordi Roskam håndterer sin action fremragende.

Motorvejskuppet er et fornemt studie i adrenalin og action-koreografi. Og så fordi han hele vejen holder en meget distinkt europæisk tone. For eksempel tilføjer konflikten mellem flamsk- og fransktalende belgiere en helt særlig, skæv humor. Og så er der i øvrigt meget mere sex i filmen, end amerikanerne nogensinde ville turde.

Men når man så lige har forberedt sig på en stram og lidt kulørt euro-krimi, tager fanden pludselig ved Roskam. Halvvejs inde i filmen lader han plottet køre ud ad en uventet tangent, og filmen bliver et nærmest opera-agtigt melodrama.

Den fatalistiske tone fra Bullhead dukker op og knuser romantikken, og veldrejet action forvandles til flugt-thriller, kærlighedstragedie og melankolsk blodbad.

Det er lidt af en rodebutik, men det er også opløftende at se en dygtig europæisk instruktør give los på den måde. Selv om den er corny, ender Racer and the Jailbird med at være en stærkt underholdende europæisk genrefilm.

Trailer: Racer and the Jailbird

Kommentarer

Titel:
Racer and the Jailbird

Originaltitel:
Le Fidèle

Land:
Belgien, Frankrig, Holland

År:
2017

Instruktør:
Michaël R. Roskam

Manuskript:
Thomas Bidegain, Noé Debré, Michaël R. Roskam

Spilletid:
130 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for børn over 15 år

Premiere:
7. juni

© Filmmagasinet Ekko