Det dansk-svenske instruktørpar Frida og Lasse Barkfors har igennem tre film specialiseret sig i at præsentere os for de mennesker, vi helst ville glemme.
Pervert Park skildrer et minisamfund af sexkrænkere, forskanset fra omverdenens fordømmelse i en såkaldt trailer park i Florida. Death of a Child handler om forældre, der har dræbt deres børn ved at glemme dem i solhede biler. De to film kan ses på dr.dk.
Det er mennesker, hvis handlinger naturligt vækker vores fordømmelse og foragt. Men de er også mennesker som du og jeg, og Barkfors-parret stikker til vores selvforståelse ved at lade dem fortælle deres historie, uden filter og uden undskyldninger.
Ofte er omverdenens foragt intet at regne imod de skyldiges selvforagt.
Raising a School Shooter fuldender Barkfors-ægteparrets udskudstrilogi med nærgående portrætter af forældre til børn, der har begået skoleskyderier.
I 2001 tog Jeffs søn Andy sin revolver med i skole, hvor han dræbte to klassekammerater og sårede tretten andre. I 1988 dræbte Clarences søn Nicholas en af sine lærere i et mordtogt rettet mod en mobber i klassen.
Sue Klebolds søn Dylan dræbte tretten mennesker sammen med sin ven Eric på Columbine High School i 1999, en af de værste skolemassakrer i amerikansk historie.
Det er Columbine, der for mange står som det første amerikanske skoleskyderi.
Dengang fordømte medierne Klebold-familien eller skød skylden på de skydespil og actionfilm, Dylan og Eric holdt af. Michael Moores Bowling for Columbine søgte roden til den amerikanske voldstrang, og spillefilm som Gus van Sants Guldpalme-vinder Elephant genfortalte historien som fiktion.
Der er en almenmenneskelig trang til at placere ansvar, men det er ikke Barkfors-parrets mål. Raising a School Shooter handler ikke om drengenes bevæggrunde, men om forældrene, hvis verden slås itu på et øjeblik.
Jeff fortæller om den panik, han følte på dagen. Hvordan han i timevis ventede på svar foran skolen, mens andre forældre blev genforenet med deres børn. Lige indtil en kvinde svarer ham: ”Det var Andy, der gjorde det!”
Er der små sprækker af bortforklaring undervejs?
Både Jeff og Clarence fortæller, hvordan deres sønner blev udsat for ubærlig mobning i overbelastede og dysfunktionelle skolesystemer. Hvordan skilsmisse og flytning gjorde deres børn til usikre outsidere, som blev presset til det utænkelige af mobbere og forsømt af lærerne.
De har brugt år på at granske, hvad der gik galt, men har ingen gode svar fundet – kun anger for, hvad de overså. Frida og Lasse Barkfors lader dem komme til orde med tålmodighed og forståelse for den sorg og skyld, der må følge dem resten af livet.
Raising a School Shooter viser, hvordan traumer spreder sig i samfundet som ringe i vandet. Svigt skaber frustrationer, mistrivsel og en modløshed, der kan være dræbende. For den enkelte eller for andre.
Skoleskyderier er blevet et symbol på en råddenskab, der nok eksploderer i det amerikanske samfund, men som findes overalt. Herhjemme tager mobbeofre ikke en uzi med sig i skole – de begår selvmord derhjemme!
Det er Sue Klebold, der får lov at sætte ord på Barkfors-parrets projekt. Modsat de to fædre, hvis sønner stadig er i live, men bag tremmer, mistede hun sit barn på dagen, da både Dylan og Eric afsluttede deres mordtogt ved at begå selvmord.
Siden har hun viet sit liv til at forstå, hvad der drev sønnen så vidt, og hun har som engageret aktivist gransket skoleskyderier som fænomen.
”Jeg vil aldrig forstå, hvordan han kunne gøre det,” siger hun sidst i filmen. ”Men det er et emne, der er relevant overalt i verden, nemlig vores evne til at dehumanisere andre mennesker.”
Det er for let at sætte en kile imellem os selv og andre mennesker, at udstøde de fordømte fra fællesskabet og lade livet gå videre. Men vores bedste værn mod vold er forståelse.
Med deres film slår Frida og Lasse Barkfors et vigtigt slag for medmenneskelighed.
Kommentarer