Det er 37 år siden, Sylvester Stallone første gang spillede Vietnam-veteranen John Rambo. Det var i Ted Kotcheffs First Blood i 1982.
Rambo blev for alvor en af Reagan-80’ernes ikoniske action-karakterer med de to fortsættelser: Rambo: First Blood 2 i 1985 og Rambo III i 1988. De to film etablerede den Rambo, vi husker: en muskuløs amerikansk kriger, der dræber kommunister på stribe, hvor meget Washingtons bureaukratiske tøsedrenge end forsøger at forhindre det.
Efter den tredje film lagde Sylvester Stallone Rambo i mølposen i tyve år. Da han genbesøgte karakteren i 2008, var tiderne skiftet – og Rambo, som filmen lakonisk hed, var en ret anderledes film. Med handlingen henlagt til Burma føltes filmen som en italiensk spaghetti-krigsfilm: en uforpligtende actionfilm, hvor en eller to amerikanske stjerner mejer horder af lokale statister ned.
Men Stallone instruerede stramt og effektivt, og selv i dag er det forbløffende, hvor voldelig filmen er. Det er en opvisning i non-stop, nihilistisk splattervold.
Filmen sluttede med, at Rambo, træt og desillusioneret, vendte hjem til sin families gård i Arizona.
Det er sådan, vi møder ham i Rambo: Last Blood. Han er blevet en gammel mand, der er nødt til at holde sig konstant i gang for at overdøve skrigene fra alle de mennesker, han har set dø – alle dem, han ikke kunne redde.
Nu opdrætter han heste og hjælper af og til det lokale politi. Et lyspunkt i hans liv er hans unge niece. Mod Rambos råd tager hun til Mexico for at finde sin far, der stak af, da hun var lille. Her bliver hun forgiftet og kidnappet af nogle usædvanligt brutale mexicanske gangstere.
Rambo tager ned for at finde hende og erklærer ene mand krig mod et svært bevæbnet kvindehandler-kartel.
Skurkene er lige så tyndt tegnet, som de plejer at være. Det mest bemærkelsesværdige er, hvor meget hovedskurken Hugo Martinez (spillet af spanske Sergio Peris-Mencheta) ligner en mexicansk Tom Hardy. Desværre er han ret kedsommelig, og det er ret karakteristisk for filmen, at den spilder enhver chance for at give skurkene bare en smule personlighed.
Man skal ikke være specielt tyndhudet for at bemærke filmens racisme. Den prøver at sikre sig ved at lade Rambos uskyldsrene niece og trofaste hushjælp være mexicanere, men filmen serverer stadig den værste Trump-kliché om farlige, kriminelle mexicanere lige på den anden side af den ubevogtede grænse.
Man tager sig selv i at ønske, at de dog kunne få bygget den mur!
Men okay, de fleste af os har aldrig set Rambo-filmene for deres politiske holdninger. De er i bund og grund effektive actionfilm om den stærke, tavse og lidende helt, der ofrer sig for, at vi andre kan sove trygt.
Mytologien er klassisk, og den nye film understreger det ved at forvandle Rambo fra pumpet elitesoldat til barsk cowboy med et ansigt så furet som Grauballemanden.
Rambo: Last Blood handler først og fremmest om at varme op til de sidste tyve minutter, hvor fansene af den forrige films ekstreme voldsscener får præcis det, de ønsker. Kartellet er efter Rambo, og han forskanser sig på sin farm, som han har spækket med dødsfælder og våben. Og det hele kulminerer i en vanvittig action-møder-torture-porn-finale, der minder om Alene hjemme krydset med Saw.
Stallone har denne gang overladt instruktionen til Adrian Grunberg, der i 2012 lavede Get the Gringo – en udmærket Sam Peckinpah-agtig thriller med Mel Gibson. Her instruerer han ret træt og uinspireret. Der er store huller i logikken, og blandingen af sentimentalitet og sadisme kammer flere steder over i det ufrivilligt komiske.
Men som de andre film i serien har den en vis stupid poesi. På sin egen måde er det igen lykkedes Stallone at gøre Rambo til en actionhelt, der er helt i tråd med sin tid: en gammel hvid mand, vred og voldsparat.
Kommentarer