Rampage Out of Control

Rampage giver en hovedpine at spekulere over.

Handlingen er ellers simpel nok. Filmen er baseret på et gammelt arkadespil og er én stor undskyldning for at samle tre overdimensionerede dyr – en ulv, en krokodille og en gorilla – i et urbant område, så de kan tygge sig igennem alt fra metal og beton til kød.

Så hvorfor har filmen behov for en åbningstekst?

Før vi kan forstå, hvordan et par af dyrerigets fineste arter bliver gigantiske, skal vi åbenbart have lidt baggrundsviden om mutagenet, der får dyrene til at mutere. Og åbenbart også en introducerende scene på rumstationen, hvor mutagenet opbevares.

Den introducerende scene skal vække minder om Alien. En panisk videnskabskvinde flygter fra en forvokset rotte, der har ædt sig igennem resten af besætningen. Men i rumstationens buldermørke og knudrede korridorer er det stort set umuligt at følge med i, hvad der foregår. Videnskabskvinden formår at flygte med favnen fyldt af muterende gasbeholdere, men eksploderer i stratosfæren.

Sådan en film er Rampage: et simpelt koncept, der drukner i behovet for at forklare alt.

Nede på jorden følger vi primatologen Davis Okoye (Dwayne Johnson) og hans ensemble af omvandrende klichéer – komplet med nørden, jocken og kvinden. Davis har et helt særligt forhold til sine gorillaer, navnlig alfahannen George, en albino, som han kommunikerer med gennem tegnsprog.

Det er ganske charmerende, især da Davis afsluttende giver den gigantiske primat et fistbump.

Men hvorfor gentager Davis alt, hvad han siger på tegnsprog? Det gør scenerne mellem ham og George akavede og langsommelige – især når han også gengiver alt, hvad George siger til ham.

Scenen er dog det tætteste, Rampage kommer på en følelsesmæssig kerne.

Så snart den store kæleabe bliver sprayet med den muterende gas, der midlertidigt er landet på jorden, smider Davis sin ensemble-gruppe i skraldespanden og udskifter dem med genforskeren Kate Caldwell (Naomie Harris). Hun plejede at arbejde for et storslemt forskningsfirma, som opfandt gassen, og hun er den eneste, der kender til en eventuel modgift.

Da forskningsfirmaet sender monstrene mod Chicago, følger det nyklækkede makkerpar med. Hvorfor ville de sende monstrene på et drabeligt monster-mash i midten af en amerikansk storby?

Sådan er de onde kapitalisters veje uransagelige.

Et søskendepar sidder i toppen af hovedkvarteret og gnækker ondt, men deres skurkerolle bliver ikke udnyttet. Det er der ikke meget i filmen, som gør.

Skurkene sender en gruppe lejesoldater efter den Predator-lignende ulv, og vi forventer et uvelkomment sammenstød mellem dem og Dwayne Johnsons enorme biceps. Men i stedet bliver de myrdet uden ceremoni – videre til den næste scene.

De tre monstres endelige sammenstød i Chicago mangler i den grad bid. Det er en forvirrende sekvens, hvor monstrene ganske kort får lov til at angribe den nationale garde. Men snart er vi tilbage hos Dwayne Johnson og Naomie Harris, der skulker rundt i skurkenes hovedkvarter.

Jeffrey Dean Morgan er den eneste, som virker til at være bevidst om, hvor fjollet en film, han deltager i. Som en chauvinistisk cowboy tygger han sig igennem scenariet med en bravade, der er svær ikke at more sig over.

Værre står det til for Naomie Harris. Selv Oscar-nominerede skuespillere skal have mad på bordet, og forhåbentlig har den talentfulde skuespiller fået nok mammon til et nyt, guldbelagt toilet, så hun kan holde sig til seriøse dramaer.

Hun siger alle sine replikker med den dybeste alvor – sågar når hun skal komme med en søgt forklaring om, at mutagenet er en sammenblanding af DNA fra en haj, en blåhval og en elefantbille.

De originale Rampage-spil var ganske simple mish-mash af alt det bedste fra amerikanske monsterfilm og japanske kaiju-film. Det er et koncept, der burde være svært at falde på halen over, men det er præcis, hvad filmen gør gang på gang.