En smuk sygeplejerske med en fortid i militæret søger job på en anstalt for sindslidende. Samtidig indlægges hendes plejebror, der har myrdet tre præster, samme sted.
Men kan hun få ham befriet? Vil morderen i virkeligheden også hende til livs? Er overlægen den, han giver sig ud for at være? Og er sygeplejersken overhovedet sygeplejerske?
Netflix’ nye serie Ratched fortæller i otte afsnit forhistorien for Mildred Ratched fra Κen Keseys 1962-roman One Flew Over the Cuckoo’s Nest, altså Gøgereden. Bogen blev filmatiseret af Milos Forman i 1975 – og her kommer nu dens prequel.
Den næsten uvirkelige verdens biler, sygeplejerskeuniformer, isdesserter og art deco-interiører er holdt i pistacie, turkis, sommergul og skrigende pink. Både stil, kostumer og farveholdning er som taget direkte ud af Netlix-succesen Hollywood, mens det hele – sjovt nok – smager af Mad Men.
Det skyldes måske, at serien ligesom Hollywood er skabt af Ryan Murphy. I Ratched har han indsat skiftende instruktører, der alle har netop de serier til fælles.
Handlingen er en langsom udvikling af psykopaten Mildred Ratched, der spilles af Sarah Paulson fra American Crime Story. Hendes personlighedsforstyrrelse forklares noget forudsigeligt med svigt i barndommen.
Hvert afsnit byder på nye billeder i seriens samlede Rorschach-test. Og svaret? De ansatte på hospitalet er simpelthen bindegale.
Men samtidig er figurerne som klistrede forvandlingskugler i den fremstrakte hånd på populærkulturens børnelokker. Inden længe skifter det hele – igen og igen og igen. Identiteter er ustabile og omskiftelige, selv navne kan man ikke regne med. Professionelle cv’er endnu mindre.
I det hele taget er serien – selvfølgelig – et katalog over psykiatriske diagnoser. Her er alt fra borderlinere til krigsveteraner og nymfomaner.
Seriens univers holder sig, i store træk, inden for den freudianske psykoanalyse. Én ting er, at det hele virker som en drøm. Noget andet er, at voldsorgier – også faktisk temmelig voldsomme af slagsen – blander sig med fadermordsagtige magtkampe og vagina dentata-agtige kvinders stedmoderlige overgreb.
Serien er desuden polymorft pervers. De fleste varianter af perversion i freudiansk forstand er til stede. Her er den lesbiske hovedhistorie, der er de hvide kvinder med hang til sorte mænd, her de pædofile præster og kliniske sadister. Og meget passende er stemningen i serien konsekvent lettere … hysterisk.
Det freudianske er også en leg med tilskueren. Sæt selv flueben i Freuds liste over seksualiserede symboler. Der er brunstige heste, uudgrundelige hav, falliske flasker og lange gange, som skal penetreres.
Serien har en til tider påklistret politisk korrekthed, blandt andet med insisterende, kønsfeministiske pointer. Men så meget desto mere overrumples man i syvende afsnit, hvor Sarah Paulson og Cynthia Nixon pludselig gennemspiller et parforholdsskænderi så realistisk og fascinerende – og leveret ud fra et forbilledligt velskrevet manuskript – at man sidder oprigtigt berørt tilbage.
Det er en kernescene.
Ender Mildred Ratched som en rent manipulerende psykopat? Eller er hun faktisk også en slags healer, der tør gå helt ind i smerten og psykosen for at trække tornen ud?
Er hun et nødvendigt paradoks? Eller er den forførende tanke faktisk en del af hendes gaslighting og fordrejning af virkeligheden? Tør vi – tør nogen – stole på hende?
Måske får vi svarene i næste sæson. Den er under udvikling. Og hvis den er tro mod første sæsons flotte niveau, så er i hvert fald undertegnede tvangsindlagt til at se med.
Kommentarer