Fetisov, Larionov, Makarov, Kasatonov, Krutov.
Måske klinger disse navne ikke bekendt i unge ører, men de fem russiske herrer udgjorde den frygtede femkæde i Sovjetunionens nærmest uovervindelige ishockey-landshold i 1980’erne.
De gjorde ishockey til en ballet og forenede kreativitet, intuition, sammenspil og effektivitet til noget, der måske kan betegnes som det største sportshold i verdenshistorien.
Instruktøren Gabe Polsky har gravet dem frem fra glemslen, og resultatet er en af årets bedste dokumentarfilm, der meget vel kan vinde en Oscar næste år.
Hovedpersonen er backen Vyacheslav "Slava" Fetisov, der modstræbende indvilger i at give et interview, men undervejs tør op og i den grad folder sin personlige historie ud med lige dele bryskhed og lune.
Fetisov blev født i 1958 og voksede op under kummerlige forhold i et land, der stadig var i knæ efter Anden Verdenskrig og mistede 20 millioner mennesker.
I sin barndom spillede han ishockey, så snart han og vennerne kunne komme til det – om de så skulle bruge en tom dåse som puck. Forældrene sparede sammen til handsker, hjelm og skøjter, og til sidst blev den talentfulde Fetisov optaget på hærens eftertragtede ishockey-skole.
Sovjetunionen brugte kolossale ressourcer på ishockey. Sport og krig var to sider af samme sag, og man anså Den Røde Hærs sejre på isen som et bevis på kommunismens overlegenhed.
Det var et velorganiseret system, som umiddelbart bekræfter alle fordomme om den totalitære stats undertrykkelse af individet. Men her smider Gabe Polsky, der er født og opvokset i USA med russiske immigrantforældre, sit trumfkort.
Det var i virkeligheden ikke en undertrykkende ideologi, der skabte historiens bedste ishockey. Det var et enkelt individ – en visionær ildsjæl – ved navn Anatoli Tarasov, der arbejdede som ungdoms- og landstræner.
Spillerne beundrede ham lige så meget, som de afskyede Viktor Tikhonov, som generalsekretær Bresjnev på et tidspunkt indsatte i stedet for Tarasov.
Tarasov hentede inspiration fra såvel skakkens som ballettens verden, og hans utraditionelle træningsmetoder bestod blandt andet af kolbøtter på isen og at skøjte med en holdkammerat på ryggen. Arkivoptagelserne taler deres tydelige sprog: Tarasov elskede de unge knægte, som var de hans egne.
Gabe Polsky væver elegant historien om Fetisov og Den Røde Hær sammen med Sovjetunionens historie og Den Kolde Krig.
Mens Sovjetunionen begynder at slå sprækker med glasnost og perestojka, spidser konflikten til mellem det gamle systems mand, træneren Tikhonov, og spillerne, der under deres rejser i udlandet med landsholdet har fået smag for Vesten. Samme år som Murens fald får den stædige oprører Fetisov som den første russiske ishockeyspiller lov til at rejse til USA og tegne en professionel kontrakt i Nordamerika – vel at mærke uden at han skal aflevere lønningsposen til staten.
Men han forbliver russer i sit hjerte og insisterer på at tage Stanley Cup-trofæet med hjem til Rusland. Og han kommer helt til tops i sit hjemland, da præsident Putin udnævner ham til sportsminister.
Red Army har alt, hvad en stor dokumentarfilm skal have: en gribende personlig historie, der afspejler en større historie – en hel nations skæbne.
Den er fortalt med humor, stærke aktuelle interviews (vi møder også Fetisovs holdkammerater, heriblandt nyligt afdøde Krutov) og et vidunderligt righoldigt arkivmateriale, der siger meget mere end ord.
Filmen balancerer mellem at hylde ishockey-holdet og forholde sig kritisk til rædselsregimet. Og selv om Ronald Reagan i et morsomt arkivklip indleder filmen med at advare om, at der ikke er nogen garanti for en happy ending, så efterlader filmen alligevel én opløftet.
Kommunismen var en katastrofe, men på isen med den sublime superfemmer gik individet og kollektivet op i en højere enhed.
Kommentarer