Man skal nok være Dwayne ”The Rock” Johnson for at kunne slippe afsted med at spille en karakter som Cal. Han er julemandens stoiske bodyguard, der iført kropsnært lædersæt i rødt og grønt leverer replikker som ”spreading joy, asshole”, hvis nogen skulle formaste sig til at spørge, hvad julemanden egentlig laver.
Man skal nok også være i J.K. Simmons’ liga for at kunne levere en så troværdig præstation som en lun actionjulemand, der styrketræner året rundt og æder sygt mange småkager, fordi han efter eget udsagn forbrænder 430 millioner kalorier juleaften på sin rejse verden rundt.
Chris Evans er ligeledes velkommen som den småkriminelle hacker Jack, der for at tjene nogle hurtige penge giver koordinaterne til julemandens tophemmelige base på Nordpolen videre til onde kræfter.
Red One er opkaldt efter julemandens kane, der i filmens globaliserede og gennemovervågede juleunivers er omgivet af et apparat, som nærmest minder om en amerikansk præsidents sikkerhedsopbrud.
Julefars hus ligner da også en krydsning mellem en katolsk katedral og en rumstation med en topsikret landsby omkring og under et gigantisk, digitalt skjold. Derfor er det også et kæmpechok for julemandens vagtværn, da ukendte gerningsmænd bryder ind i basen og kidnapper selveste Sankt Nikolaus.
Livvagtsnissen Cal og hackeren Jack må nu arbejde sammen for at redde julen, reparere Jacks forhold til sin teenagesøn og genoprette Cals tro på det gode i verden, som har lidt et knæk efter de sidste mange års store vækst af børn og voksne på julemandens naughty list.
Det har de selvfølgelig kun 24 timer til.
Red One er først og fremmest et utroligt univers skæppet med sjove, overnaturlige væsner og dimser. Kontrasten mellem det ultrabarnlige og det temmelig alvorlige er stor, men også med til at gøre størstedelen af scenerne enormt morsomme.
Der er en gigantisk voldsparat, talende isbjørn i julemandens vagtværn, som er dræbersnemænd med kroppe i Hulk-proportioner, men stadig med små piber, bowlerhatte og gulerodsnæser. Og der er en verdensomspændende mytologisk efterretnings- og beskyttelsestjeneste, der ledes af Lucy Liu, og hvis cybersikkerhedsfolk er rigtige trolde.
Det virker næsten, som om man har kastet et special effects-hold efter hver eneste idé, der materialiserede sig i skriveprocessen. Og selv om det kan lyde overvældende, kender næsten alle elementer deres besøgstid.
Tænk en bastard mellem superheltefilm, diverse fantasy-universer og ældre, europæisk folklore.
Filmen er fuld af stjerner, der alle sammen virker glade for at være med. Især The Rock er virkelig sjov som straight man i scener, hvor han gør ting som at forvandle Hot Wheels-legetøjsbiler til funktionelle køretøjer og tale om julemandens uartigliste med så stor seriøsitet, at man ikke kan andet end at komme til at småfnise.
Både Kiernan Shipka og Nick Kroll ser ud til at elske deres gakkede skurkeroller. Men man lægger især mærke til norske Kristofer Hivju, der trods adskillige lag proteser og digitale effekter formår at levere en sært charmerende præstation som julemandens småsataniske bror, Krampus.
Red One har fyldt sit univers med så mange gakkede ting, at det er godt luret, at man var blevet træt, hvis det også var fyldt med meta-jokes og underforståede kommentarer til det voksne publikum.
Filmen finder ud af at være vanvittig med et straight face og skabe en stemning, der kan bære universet.
Man kan måske blive i tvivl om, om censuren på elleve år kommer til at forhindre nogle af dem, der ville nyde filmen allermest i at komme i biografen, omend mange scener nok også ville være for hård kost for yngre børn. Store børn og voksne, der opfører sig som børn, er nok den primære målgruppe.
Red One er alt for meget, ingen tvivl om det. Men den fungerer som overlæsset, actionspækket julebrag for en stor del af familien, især takket være en masse gode og tilpas afstemte præstationer fra skuespillerne og vidunderligt fjollede idéer, der er vakt til live uden forbehold.
Red One vil kort sagt det samme som J.K. Simmons’ rappellende julemand: sprede noget juleglæde, for helvede!
Kommentarer