”Jeg er her ikke for at få venner. Jeg er her for at ændre organisationen indefra,” forklarer Leroy Logan (John Boyega) de andre politielever om sin begrundelse for at blive betjent.
Han er den eneste sorte i klassen, og på denne tid i 1980’ernes London er politi med anden hudfarve end bacon-pink stadig et sjældent syn.
I Steve McQueens tredje film i Small Axe-antologien er vi efter den fiktive historie om fest, liv og kærlighed i Lovers Rock tilbage i den brutale virkelighed med Red, White and Blue.
Igen er fortællingen forankret hos folk med caribiske rødder og deres oplevelse af et britisk samfund, der ikke er særligt begejstret for hverken fremmede eller forandring.
Omdrejningspunktet er Leroy Logan, en af de mest hyldede betjente i det londonske politi. Han var med til at ændre den racistiske kultur, der var dominerende blandt folkene i blåt.
Leroy søger ind på akademiet, og i den første tid på gaden kan han ikke vide sig sikker på, om han har sine hvide kollegaers opbakning, hvis han kommer i problemer.
Selv om de teknisk set burde være jævnbyrdige, ser kollegerne først og fremmest en sort mand.
Det er ikke nyt for Leroy.
I filmens første scene står han som dreng og venter på at blive hentet ude foran skolen. To betjente kommer hen og kropsvisiterer den lille skoleuniformklædte dreng og tjekker hans taske, hvor han har et instrument.
Han har været til musikundervisning, men det er betjentene ligeglade med. Området har været plaget af indbrud, og da vidner har beskrevet gerningsmændene som sorte drenge, er også Leroy under mistanke.
Oplevelsen sætter sig i knægten, og det samme gør politiets gennembankning af faren (Stephen Toussaint), hvis forseelse er, at han med et målebånd demonstrerer, at hans lastbil ikke fylder for meget på vejen.
I modsætning til de to første film har Red, White and Blue en utvetydig hovedperson i Leroy, og John Boyega kunne ikke være mere perfekt i rollen.
Boyega leverer karrierens bedste præstation og viser samtlige facetter af talentet – fra lette øjeblikke af lykke sammen med kæresten Gretl (Antonia Thomas) til vrede og frustration over at blive diskrimineret, fordi han har en anden hudfarve.
I den virkelige verden har skuespilleren også været en stor fortaler for sortes rettigheder. Hans tale ved en Black Lives Matter-demonstration i Hyde Park i sommer gik viralt, og i september gav han Disney en bredside for at skubbe sin karakter i baggrunden, jo længere hen i Star Wars-trilogien man kom.
Steve McQueen og medmanuskriptforfatter Courttia Newland laver velvalgte nedslagspunkter i Leroy Logans liv, og Red, White and Blue fungerer effektivt som beretningen om en af de mest betydningsfulde personer i bekæmpelsen af racisme i Londons politi.
Det er imponerende, hvordan det er lykkedes at holde den tematiske tråd i de første tre film i Small Axe-antologien. Selv om filmene fortæller vidt forskellige historier, er man aldrig i tvivl om instruktørens hensigt.
Nu hvor tonen er tilbage i samme spor som Mangrove, bliver det spændende at se, om de to resterende film holder samme høje niveau.
Kommentarer