Rejsen til Utopia

En sky af dårlig samvittighed hænger over Erlend E. Mos norske eventyrgård.

Hans kone og ham selv tager flyet til arbejde. De kan ikke slippe skyldfølelsen over, at de er med til at smadre klimaet og deres tre børns fremtid.

I dokumentarfilmen Rejsen til Utopia efterprøver den prisvindende instruktør bag film såsom Danser for dig og Paradis den radikalt klimavenlige livsstil, som mange klimabekymrede går og overvejer.

Familien Mo flytter fra fjeldparadiset til det økologiske og CO2-neutrale samfund Karise Permatopia nær København. Rejsen skildres med far Erlends kameraøjne.

Permatopia minder om en mellemting mellem en israelsk kibbutz og et nybygget parcelhuskvarter i en dansk forstad. Her lever en gruppe mennesker efter strenge regler for bæredygtigt landbrug, hvor naturen dyrkes kollektivt efter dens egne principper.

Det viser sig at blive noget af en mavepuster, som havde virkeligheden tyret en biodynamisk broccoli lige i mellemgulvet.

Det utopiske byggeprojekt bliver nemlig først færdigt halvandet år efter den lovede indflytningsdato.

I mellemtiden filmer Erlend E. Mo sin familie på fem, mens de må flytte fra sted til sted og ender med at bo til leje i et lillebitte sommerhus.

Da de langt om længe kan flytte ind i det klimavenlige hus, viser det sig på helt absurd vis at være fyldt med byggefejl. Vand, varme, toilet, elektricitet virker ikke.

Samtidig er det svært at være i det nye, selvforsynende fællesskab. Hurtigt ender familien helt udkørte af alt det samvær, hvilket får en træt Erlend til et vende kameraet mod sig selv.

Med det greb kommer filmen til at tangere det navlepillende og selvudleverende, men det ender på den rigtige side af grænsen som nærværende dagbogsnotater fra klimakampens frontlinje, hvor privatlivet er sprængt i stykker.

Familiens klimarealisering kan alle artige, venstreorienterede, cottagecore-typer, der fantaserer om at skride fra det hele og flytte ud på en selvforsynende gård, lære noget af.

Rejsen til Utopia rykker helt ind i kernefamilien, der skildres med varme og humor af den norske instruktør. Særligt den vise teenagedatter Aslaug er filmens store pusterum fra problemerne.

Familiens rødder er dybt forankrede i den kulturelle klasse. Moren er operasanger, datteren spiller cello, og Erlend vinder priser for sine socialt bevidste dokumentarfilm.

Men rødderne virker ikke til at være groet fast. Snarere er familien nem at spejle sig i.

Børnene går deres egne veje. Igennem deres folkeskoletilværelse suger de en essens af verden til sig, som den er for de fleste.

De er ikke specielt interesserede i at blive medlemmer af en NGO, selv om mor Ingeborg forsøger at skubbe dem i den retning ved hele tiden at tale om verdens flygtninge.

Børnene vil helst have parabol-tv og lytte til Justin Bieber.

Kernefamiliegenkendeligheden får Erlend E. Mo til at løfte sig op på et ydmygt og smukt plan.

I en scene spørger den norske bedstemor sit lille barnebarn, hvem der skal komme og kigge i deres uglebog, når nu barnet skal flytte hele vejen til Danmark.

”Så må du ligge i sengen, til jeg kommer hjem,” siger det lille menneske opløftende med sin observante barnelogik til bedstemoren, der virker kørt over af at miste sin familie til permakulturen.

Den replik er et eksempel på, hvordan virkeligheden indimellem overrumpler med sin pludselige poesi.

Til gengæld virker instruktøren til at være for indblandet i permasamfundet til at turde pege fingre ad de mennesker, hvis inkompetence har resulteret i en gæld på svimlende 11,4 millioner, familiens evindelige flytning fra hus til hus til sommerhus og et decideret ufærdigt hjem.

Den historie står uforløst som en mangel i fortællingen, der ellers byder på klogskab, varme og indsigt i en livsstil, mange klimasyndere håber kan bringe frelse.

Filmen lærer én, at det ikke er en drøm at omstille sig. Det er hårdt arbejde.