Monstre har altid været menneskets foretrukne måde at forstå de ting, der skræmmer os mest på et givent tidspunkt.
Frygten for videnskabens eksplosive udvikling i 1800-tallet blev til Frankensteins monster. Og før det var Kraken billedet på det værst tænkelige for Nordens fiskere og sømænd.
Men hvad med de ting, vi frygter i dag? Det nervepirrende mareridt for dem, der lever med et toksisk forhold til en kæreste, ven eller chef?
Det er temaet, som bliver taget op i action-komedien Renfield. Men i stedet for at opfinde et nyt narcissist-uhyre hiver filmen en gammel kending frem: Dracula – selvfølgelig spillet af Nicolas Cage.
Mere specifikt følger filmen Draculas tjener Renfield (Nicholas Hoult). I Bram Stokers roman fra 1897 var Renfield ikke mere end en lydig lakaj, men efter at have viet hundrede år til at finde ofre til sin herre er han nu begyndt at stille spørgsmålstegn ved deres forhold.
Derfor starter han i en støttegruppe for mennesker i toksiske forhold. I første omgang bruger han deltagernes plageånder som vampyrfoder, men efterhånden begynder han også selv at åbne sig.
Dracula er nemlig ikke bare en blodsugende dæmon. Han er også indbegrebet af en manipulerende chef, der leger med Renfields følelser og beskylder ham for at være utaknemmelig, mens han gør sig selv til offer.
”Han er et livsudsugende monster,” forklarer Renfield, mens de andre i støttegruppen nikker genkendende. Terapiscenerne lykkes elegant med at være en blanding af gakket forviklingskomedie og oprigtig indsigt i følelsen af at være underkuet af en narcissist.
Men den relativt jordbundne historie må undervejs vie tilbage. For Renfield kommer i problemer med både en særligt voldelig mafiafamilie og den ambitiøse politibetjent Rebecca (Awkwafina).
Hele mafia-og-politi-plottet kommer til at virke påklistret i det ellers horror-æstetiske univers. Men heldigvis kompenserer instruktør Chris McKay med et episk overflødighedshorn af fantasifuld hypervold.
Arme bliver flået af og brugt til at penetrere brystkasser, og et veltimet flyvespark i maven får en fjendes overkrop til at eksplodere i blod, mens fækalier fra den pulserede tarm fosser ud i en kakofoni af rødt og brunt.
Sammen med den lystige action er det især skuespillerne, der løfter filmen.
Awkwafina formår mirakuløst at gøre sin klichéfyldte politihistorie gribende med sin kortluntede præstation. Og Hoult er lige præcis bedårende nok til, at Renfields sarte smerte kan mærkes gennem det tykke tæppe af galskab.
Og så kan der ikke være nogen tvivl om, at Nicolas Cage, med sit overlegne repertoire af spillestile, er født til at spille Dracula.
Han låner Max Schrecks ekspressionistiske mimik og kantede bevægelser fra den tyske vampyrstumfilm Nosferatu (1922).Han kombinerer den med Christopher Lees forfængelighed og truende positur i Dracula fra 1958. Og som prikken over i’et tilføjer han den manisk uforudsigelige repliklevering, Cage er blevet så kendt for.
Til sammen giver det en Dracula, der både er komisk ekstrem og samtidig konsekvent ubehagelig, fordi truslen om vold og spot syder ud af hver en bevægelse.
Et effektivt billede på narcissistens magt i et giftigt forhold.
Nicolas Cages Dracula overgår alle andre Dracula’er, fordi den er en kombination af alle de tidligere. I filmens start dukker han endda op i stedet for Bela Lugosi i indklippede scener fra 1931-udgaven af Dracula.
Men det mest herlige ved Cages vampyrskildring er den smittende, legesyge entusiasme, han udstråler i rollen. Han nyder virkelig at spille Dracula.
Kommentarer