Der er mening med galskaben, siger vi og ånder lettet op, når det lykkes os at finde fornuft og sammenhæng i noget tilsyneladende kaotisk.
Årsagssammenhænge er modernitetens religion, men det er også fundamentet i enhver fortælling, som ikke bare skal have begyndelse, midte og slutning, men også en logisk forbindelse mellem dem.
Men hvad nu, hvis vores liv grundlæggende består af tilfældigheder? Er fortællinger så blændværk, og er kunstneren i virkeligheden nutidens præst, der giver os en falsk følelse af tryghed?
Anders Thomas Jensen er en mester i at jonglere med den slags filosofiske spørgsmål og store temaer i sine finurlige fortællinger – fra racisme i Oscar-vinderen Valgaften over det godes dilemma i Adams æbler til genetikkens gåder i Mænd & høns.
I Retfærdighedens ryttere kaster instruktøren sig over tilfældets magt, og det er i sig selv en bedrift, at han er i stand til at turnere et så fortællefjendtligt emne til en underholdende film.
Markus’ kone omkommer i en togulykke, og han afbryder sin udstationering som soldat for at hjælpe teenagedatteren Mathilde med at bearbejde sorgen over tabet. Men han er selv helt knækket og gemmer sine følelser under et stort fuldskæg og en brynje af voldsparathed.
Da statistikernørden Otto, der også var med det forulykkede tog, og hans to excentriske venner, Lennart og Emmenthaler, dukker op med en teori om, at tragedien var et nøje planlagt attentat, ser Markus sit snit til at tage hævn over den mistænkte rockergruppe Riders of Justice.
Retfærdighedens ryttere starter som et af de alvorsdramaer, Anders Thomas Jensen skriver for Susanne Bier. Men der går ikke længe, før instruktørens kulsorte humor og forkærlighed for tossetyper sprænger den seriøse ramme. Handlingen knopskyder og går amok i mand-ser-rødt-action for så at munde ud i en eventyrlig finale hinsides enhver realisme.
Tre vidt forskellige genrer – drama, komedie og action – men Anders Thomas Jensen behersker det hele på én gang, selv om actiondelen er det mindst interessante af de tre. Til gengæld er både den og resten af filmen velsignet af et dygtigt filmhold. Kasper Tuxens billeder og Nikolaj Danielsens production design skaber et overbevisende univers.
Nicolas Bro er sjov som den barnlige computernørd Emmenthaler, der går amok over en skærm med dårlig opløsning eller ledninger, som ligger forkert. En mobbet enspænder, der slæber rundt på årevis af opsparet vrede, men som regel kan gøres god igen med en kæmpe pizza og blide strøg hen over ryggen.
Ubetalelig er Lars Brygmann som den stolte og forfængelige Lennart, der ikke forsømmer nogen lejlighed til at prale med sine evner som hacker. Men også han bærer på traumer fra barndommen og er – som det hedder – personligt i kontakt med alle diagnoser.
Og så er der Otto, som alene og med en vissen arm har den største sorg i bagagen. Rollen er bindeleddet mellem det alvorlige familiedrama og den absurde komedie, men Nikolaj Lie Kaas får samtidig skabt en rørende karakter og lærer i en fremragende scene Mathilde om det håbløse i at få verden til at give mening gennem årsagssammenhænge.
Disse karakterer hører til på komikkens overdrev, men Anders Thomas Jensen holder så meget af sine selvbedrageriske særlinge, at man ikke får en dårlig smag i munden.
Ikke alle jokes rammer skiven – som når der gøres grin med børneprostitution, et slags remake af knytnæveslaget i Blinkende lygter falder til jorden, eller Roland Møller optræder som afstumpet gangsterboss for 117. gang. Det er dog nemt at acceptere, når der fortællelystent skydes med spredehagl, og der er rigeligt med træfsikre replikker til, at man får rørt lattermusklerne.
Andrea Heick Gadeberg er et fund i rollen som eftertænksomme Mathilde, og faktisk er filmens sjovest, når hun og kæresten Sirius forsøger at tage en voksensnak om følelser med Markus, som Mads Mikkelsen eminent inkarnerer i en blanding af træmand og sammenbidt hævner.
Mathilde har fyldt væggen med Post-its, hvor hun prøver at finde en sammenhæng mellem de forskellige begivenheder, der ledte til togulykken og morens død. På samme måde forestiller man sig, at Anders Thomas Jensen har siddet og prøvet at få filmens enkelte dele til at hænge sammen.
Alt er på en gang forbundet og tilfældigt. Når en pige i Tallinn ønsker sig en blå cykel til jul, dør en mor i Danmark. Det er Anders Thomas Jensens version af sommerfugleeffekten. Der er ingen dybere mening, og alligevel er der den mening, vi skaber gennem de mennesker, vi finder sammen med.
Det er det glade julebudskab, som man trods filmens selvbevidste genreblandinger og mange lag af ironi gerne vil tro på.
Kommentarer