The Revenant sætter af med det flotteste, blodigste og mest ekvilibristiske indianerangreb i mands minde i den genre, som hedder læderstrømpewesterns.
Leonardo DiCaprio alias stifinderen Hugh Glass og hans halvblods søn må over hals og hoved flygte sammen med en håndfuld overlevende pelsjægere ned ad floden under kommando af en kaptajn fra den amerikanske hær.
Stadig på vild flugt overfaldes Glass af en bjørn, dræber den med møje og besvær, men er selv kommet skambidt slemt til skade.
Ekspeditionen trækker ham videre på en hjemmelavet båre, men man må snart opgive at få ham frelst tilbage til fortet. Han efterlades derfor sammen med sin søn og to andre for at afvente hjælp. En af de to mænd, Fitzgerald, dræber sønnen, og så lader de Glass ligge tilbage for at dø af sult og sårfeber.
Nu må Glass overleve og komme igennem det bjergrige og iskolde terræn frem til den sparsomme civilisation oppe i Rocky Mountains og de store skove mellem Canada og Montana.
Med mexicanske Alejandro Gonzáles Iñárritus kuldslåede vildmarksdrama The Revenant er vi tilbage i den amerikanske pionertid. Her er den sidste mohikaner høvding, indianerne er grusomme, men ædle, og den hvide mand – lige meget, om han taler engelsk og fransk – er koldhjertet, grisk og grådig over for en kultur, der kaldes primitiv som alibi for et hensynsløst folkedrab.
Vi er nemlig i 1820’erne, hvor fremdriften mod Vesten og erobringen af denne blev foretaget af organiserede, militære ekspeditioner og rå lykkeriddere, der var kynisk på jagt efter guld og grønne skove.
Det er interessant, at instruktøren af den prisbelønnede, fantasifulde teaterfilm Birdman, der dybest set handler om USA’s tegneserie-univers med superhelte, har kastet sig over en historie fra virkeligheden.
Hugh Glass tilhører nemlig det samme mytologiske heltegalleri som Daniel Boone og Davy Crockett fra den tidlige pionertid. Glass’ historie om sit årelange ophold hos Pawnee-indianerne fik vi allerede i Manden de kaldte hest (1970) med Richard Harris som den djærve hjortedræber. Mandens kamp med kæmpebjørnen og hans lange odysse hjem på 320 kilometer er historisk korrekt. Også at han manisk forfulgte de mænd, som nådesløst efterlod ham ude i vildnisset.
Men Iñárritu har for egen regning tilsat sønnedrabet. Og han fortæller historien med en del indiansk holisme, der vækker mindelser om spanske Luis Buñuels surrealisme, parret med den civilisationskritiske nybyggerromantik, vi kender fra Fenimore Coopers romaner om kolonikrigen mellem England og Frankrig i 1750’erne.
Det fungerer så knagende godt, at filmens mere end to en halv times fortælling ikke på noget tidspunkt føles for lang eller omstændelig. Især kan øjet dvæle ved filmens overlækre billeder af storslået natur med hvidkolde bjerge og rivende floder i en verden, hvor den hvide mands byrde – med at hjælpe andre – ikke mimer nedslagtningen i det nye land.
Leonardo DiCaprio leverer selvfølgelig en standhaftig sammenbidt og intens præstation som en slags præriens Job fra Det gamle testamente. Han er stedt i ødemarken med alskens lidelser i form af klima og koldbrand, råt dyrekød at leve af og en død hest at overleve i. Men næsten endnu mere interessant er Tom Hardy som svigefulde John Fitzgerald. Han er ganske koldhjertet filmens skurk, som intet skyer for at kunne vende hjem til Texas med penge på lommen.
Bortset fra at filmen er overmåde blodig, er det en af den slags, som i min ungdom blev lanceret som en film for alle raske drenge og piger. For os, som har været livslange medlemmer af hesteoperaens venner, er den et herligt livstegn på, at genren stadigvæk lever.
Kommentarer