The Reviews

Tyve fortrinsvis unge mennesker er mødt op for at give sig hen i det lille, københavnske Galleri LB, der lægger hus til udstillingen Nye rum med filmfremvisninger, videoværker og samtaler.

Det er meningen, at vi – publikum – ved hjælp af Michael Madsens oplæste tekster og med lukkede øjne skal blive hypnotiseret og se et væld af billeder for vores indre.

Michael Madsens imaginære film består af selvskrevne tekster til film, som aldrig er blevet lavet. De imaginære film består ikke af plot, men af stemningsbeskrivelser, enkelte scener, overvejelser over filmenes væsen og flyvske associationer.

Instruktøren kalder sine tekster for ”anmeldelser”, men egentlig er det slet ikke anmeldelser. Det er snarere en slags udfoldelse af ”cinematic masterpieces”, som han kalder filmene.

Han læser præcist og indlevet op af de engelske tekster i sine brune herresko, den sorte habit og et veltrimmet skæg. Han ser seriøs ud, og det bliver da også lidt prætentiøst, mens lydfilosoffen Øivind Weingaarde skaber lyde af torden og skratten i baggrunden.

Michael Madsen er en talentfuld dokumentarist anerkendt for science fiction-dokumentarer som The Visit, der gør sig forestillinger om menneskehedens reaktion på et besøg fra det ydre rum. Eller den mesterlige Into Eternity (udgivet på Ekko-dvd #17) som stiller spørgsmålstegn ved, om depoter til atomaffald er sikre om 100.000 år, hvor de kan være glemt.

Instruktøren bruger også sit foretrukne fremtidstema i The Reviews, som hypotetisk stiller spørgsmål ved filmmediets muligheder i fremtiden.

Mørkelegen, der skal bringe os i hypnose, er begyndt.

Vi er midt i Unknown Film. Den er mere end tyve timer lang, får vi at vide. Men det er bare spekulationer. Måske den i virkeligheden er 1000 år lang. Filmen foregår i stenalderen. Vi ser et bål, fortæller han.

But why do we see fire being lit? Was this the first fire lit by humans? Was this the transition from animal to man – or indeed, from man to Godlike abilities? Who was the filmmaker?

Fra de åbne, filosofiske spørgsmål går han over til beskrivelserne.

We see fire being put out by what appears to be ashes poured as fine powder over the fire until it is choked, suffocated. So there is nothing to see.

Han spørger, om den ældste dokumentarfilm ikke er værd at se.

Den næste film, The Opening, vil adressere filmkritikernes største frygt: At falde i søvn under visningen. Den foregår hos en mand og en kvinde i et soveværelse og er åbenbart så kedelig, at Michael Madsen falder i søvn. Men kombinationen af åbningsscenen og rulleteksterne, der er en opskrift til hele filmen, gør den fantastisk, siger han.

Rulleteksterne siger: single camera, always reversing, light either falling or rising, the smell of cold, the sleep, music, touch.

I A Film For You sidder Michael Madsen i Cinemateket med en hel masse andre, som har fået samme idé: At se en film, der kun er for én selv.

”Hvad er film?” spørger han filosofisk. Og hvorfor er nogle af sæderne tomme? Måske fordi A film for you handler om ikke at se film, konkluderer han.

Den lange, finurlige tekst er tydeligt gennemarbejdet og velkomponeret. Den sætter filmmediet i filosofisk lys og stiller begavet spørgsmål ved, hvad vi kan bruge det til, og hvor langt vi kan trække filmen. Teksten er selvironisk, når den taler om 1000 år lange film, tomme sæder og at falde i søvn.

For det er lige præcis, hvad Michael Madsen selv risikerer. Snapchat-generationen vil næppe give denne live-performance meget mere end fem minutter.

”Did anybody see a film for yourself?” spørger Michael Madsen efter den time lange trance, for det var jo meningen, at vi skulle se film for vores indre. Og det er filosofisk set måske også en slags film?

Spørgsmålet er, om denne live-performance ikke er lige kedelig og finurlig nok. Men Madsens udførelse er god, og så må man finde sig i, at det bliver en smule elitært. For tålmodige kunstnersjæle har eksperimentet formodentlig været en lang rejse gennem indre billeder mellem tid og sted.