Rick and Morty – sæson 3

Når man har udregnet en genial serieformel, er der ingen grund til at omkalfatre galskaben.

Så tredje sæson af den absurd skægge og sindsforvirrende animationsserie Rick and Morty fortsætter efter samme opskrift som de to første. Afføringsjokes og andre infantile platheder følges igen af svimlende diskussioner om logik, fysik og filosofi, og det er lige så fremragende som tidligere. Og mindst lige så sjovt.

Vi følger endnu engang det anløbne geni Rick og hans mere enfoldige barnebarn Morty, hvis teenageår præges af vanskelige hormoner og morfars fejder med alien-skarn. Det umage par stolprer rundt i meta-universet og alternative virkeligheder som et overbegavet, men forstyrret barns tegnede udgaver af Doc Brown og Marty McFly fra Tilbage til fremtiden.

Bagmændene Justin Roiland og Dan Harmon formår at holde et gevaldigt højt niveau ved at bibeholde vanviddet fra de første to sæsoner, samtidig med at seriens overordnede plot udsættes for modifikationer.

Mortys forældre er blevet skilt, og det er ikke længere kun Morty, som får lov at tage med nihilist-Rick på rumeventyr. Søster Summer, mor Beth og sølle far Jerry får også en tur i rumskibet i tredje sæson, og det giver en velgørende adspredelse, at vi ikke kun må lægge øre til Mortys forskrækkede teenage-hvin, når sære bæster vil slå ihjel adskillige lysår borte.

Børnene opvokser i kuller, og skilsmissen vælter læsset.

Morty tisser i bukserne på skolen, og Summer begynder at sutte på keramik. Det er derfor blevet tid til familieterapi. Desværre kan Rick alligevel ikke deltage, selv om han havde lovet det.

For han er blevet til en drueagurk!

Afsnittet Pickle Rick indeholder alle de elementer, der gør Rick and Morty til tidens sjoveste animationsserie. På badeværelset hænger et billede af en voldsk, talende hund fra første sæson, men der gøres ikke et stort nummer ud af selvreferencen. Der er konstant små gaver til seeren, hvis man holder godt øje.

Rick hidkalder Morty til garagen, for han vil hyldes for forvandlingen. Men barnebarnet er ikke imponeret. Han forstår ikke – ligesom alle os andre – hvorfor morfar lige har valgt drueagurk som sin transformationsform.

”Du synes måske bare, at jeg ligner et rumvæsens pik?” spørger Rick forarget. Og det gør han vel egentlig.

Resten af familien tager i terapi, mens Rick triller ned i kloakken, hvor han som drueagurk dræber rotter i mageløse massakre-sekvenser. Afsnittet udvikler sig til en action-basker, Danny Trejo dukker op og lægger stemme til morderfjolset Jaguar, og samtidig formår Roiland og Harmon at diskutere psykologi og kærlighed.

Rick bliver spurgt, om han ikke har dårlig samvittighed over at svigte datteren, hvorefter han – stadig som drueagurk – leverer et svar, som kan sætte en eksistentiel tvivl i enhver:

”I den udstrækning, at kærlighed er et udtryk for fortrolighed tilsat tid, udelukker min adgang til uendeligt mange tidslinjer behovet for nærhed.”

Afsnittet Vindicators 3: The Return of Worldender, hvor idiotiske figurer som Million Ants, Crocubot og Noob-Noob introduceres, er en parodi på tidens hang til at skovle så mange superhelte som muligt ind i samme film. Det er en kunst at gøre fuldskab skægt, og Rick Sanchez fungerer eminent som højt begavet drukkenbolt med alderdommens endetarmsproblemer, da han overskider heltenes hovedkvarter.

Værsgo, så er der lort!

Det er lige efter en fænomenal diskussion af menneskets simple logik. Rick dekonstruerer simpelthen binære modsætningspar som godt og ondt ved at dræbe de onde og de gode. Hvis der eksisterer uendelige universer, er intet væsen særligt.

I sæsonen sidste afsnit, The Rickchurian Mortydate, finder Rick og Morty ud af, at det er pissekedeligt at arbejde for USA’s præsident. Ligesom South Park vælger Rick and Morty at arbejde med en anden præsident end virkelighedens.

Nogle ting er bare for skøre til at blive latterliggjort – selv for en serie, hvor eksistentialisme og afføring flyder sammen.