Sæson

En funklende traktor pløjer gennem marken, mens en pumpe suger mælken ud af yveret på en ko i stalden. 

Et skib med polske landarbejdere sejler mod Skånes kyst. Arbejderne ankommer til en gård, hvor de skal være sommeren over. De bliver hurtigt sat ind i proceduren, og der bliver taget et gruppebillede af det nye hold. Sommeren fortsætter. 

I Sæson virker sommermånederne endeløse, varme og klaustrofobiske. Som om skiftet til efterår aldrig kommer.

Naturen bliver grundigt eksamineret af kameraet, der ofte dvæler længe ved et enkelt element. Et mudderhul eller en fugtig afgrøde. Kameraet er – ligesom traktoren på marken – som en maskine, der kan pløje gennem alle slags landskaber. 

Vi følger primært de polske arbejdere i lange kameraindstillinger, når de knokler i staldene, men en handling er der ikke meget af i John Skoogs særprægede film. 

Alligevel føles Sæson – på engelsk Ridge – som et værk, der gerne vil fortælle os noget. 

Filmen veksler mellem scener med mennesker, skånske sommerlandskaber og lange sekvenser med de maskiner, som dagligt arbejder i landskaberne. Alt sammen i dragende poetiske billeder på et hybridkamera. 

En ældre polsk mand forsøger at give en yngre fyr råd om svenske piger. 

”Hey,” siger han bestemt og indtrængende en fredelig sommeraften. ”Jeg skal lære dig at imponere de unge kvinder.” Men den yngre fyr ryster på hovedet. ”Jeg har en kæreste,” siger han lavmælt. 

”Ja, derhjemme i Polen? Men sgu da ikke her!” svarer den rutinerede polak, som vil lære den modvillige unge knægt et par svenske gloser. Først er han sjov og spøgefuld, men pludselig bliver han led og insisterende over for knægten. 

Senere er vi i selskab med et par svenske drenge, som er på druktur i skoven. 

En af knægtene er blevet for fuld og daler om i bregnerne. De andre filmer ham ufortrødent på deres mobiler. Fyren er slap som et lig, og hvad der først var sjovt og kært, synes pludselig tragisk og ubehageligt. 

Efterfølgende er man som publikum på konstant vagt. Uforudsigeligheden er filmens styrke, og tonen kan ændre sig hvert øjeblik. 

Kameraet glider i en sekvens sløvt over en endeløs kornmark, mens dræbende techno spiller på lydsiden. Senere er der slet ingen lyd, og et sekund fristes man til at tænke, at det er en fejl. Indtil lyden langsomt kommer tilbage og går i ét med billedsiden. 

Handler Sæson om køerne på marken, der hver morgen indgår en smertefuld symbiose med maskinerne, når de udtømmes for mælk? Handler den om de polske, solbrændte arbejdere, der forsøger at tilpasse sig nye nordiske omgivelser?

Eller om mennesker, som går i ét med landskabet og samtidig virker mærkeligt malplacerede – som jægerne i orange veste, der med ladte rifler vandrer mellem høje, grønne siv. 

Efter en time med Sæson sidder jeg tilbage som et stort spørgsmålstegn. Hvad handler denne film egentlig om? 

Heldigvis er det ikke meningen, at jeg skal kende svaret. Filmens gådefuldhed bliver aldrig påtaget, og dramaet virker ikke konstrueret. Tværtimod bliver man som tilskuer konstant inviteret til at reflektere og undre sig. 

Det er svært at tro, at filmen er en dokumentar. Alt, selv naturen, har et fiktivt præg. 

Mon ikke instruktøren har givet de polske arbejdere nedskrevne replikker. Eller måske et emne at forholde sig til, inden der er blevet trykket på kameraet? 

Ikke desto mindre er det fiktive element en del af den dragende mystik i Sæson. 

Mest gådefuld er en polsk, lidt anonym kvinde, som konstant befinder sig i baggrunden af billedet. Hun siger aldrig siger noget eller interagerer med nogen. Hun betragter landskaberne med samme måbende undren, som vi betragter filmen. 

Først til allersidst taler hun, mens hun ligger alene i gruset en sommeraften med ansigtet vendt mod himlen. 

”Hold kæft,” hvisker hun for sig selv. 

Sæson er en stærk, rå og særpræget film, fordi den overbevisende overlader det til publikum at tolke handlingen. Vi må selv gå på opdagelse i filmens endeløse landskaber og selv definere, hvad der gemmer sig i dem.