Serieanmeldelse
06. juni 2018 | 12:12

Rig 45

Foto | Patrick Redmond
Dansk-svenske David Dencik er i rollen som den kujonagtige Mikkel et af de få lyspunkter i Viaplays kedsommelige thriller-serie.

Trods gode præstationer løber Viaplays svenske whodunit-thriller ombord på en olieboreplatform hurtigt tør for gas.

Af David Madsen

Olieboreplatforme er dødsensfarlige at arbejde på. Det er et isoleret miljø midt ude i det nådesløse hav, hvor mænd og kvinder konstant udsættes for potentielt livsfarlige scenarier. Med andre ord et fantastisk sted at placere en krimi.

Rig 45 starter da også med at vise farerne ved at arbejde sådan et sted, da den finske kvinde Ritva dør under mystiske omstændigheder på den titulære platform.

Oliefirmaet sender straks Andrea (Catherine Walker), deres bedste efterforsker, ud til platformens skeletbesætning. Hun skal undersøge, om ulykken var selvforskyldt, eller om forsikringsselskabet bliver nødt til at punge ud til kvindens efterladte datter.

Andrea finder dog hurtigt ud af, at det ikke kun er gaslæk og usikre sikkerhedslinjer, som kan slå folk ihjel på den vakkelvorne bombe af en platform. En af folkene, der kalder boreplatformen sit hjem, er den behandskede morder, som slår resten af besætningen ihjel, én efter én.

”Du tager ikke så langt væk fra alting uden at have nogle hemmeligheder i bagagen,” bemærker den flødelækre nordmand Halvar til Andrea.

Med andre ord kan alle potentielt være morderen, og alle kan få dødsstødet – et drømmescenarie for Agatha Christie og hendes mange efterfølgere.

Men trods den spændende præmis og den potentielle krudttønde af hurtigt voksende paranoia blandt besætningen, formår Rig 45 ikke at opbygge et spændende persongalleri. En dødssynd for enhver krimi, men særligt når vi taler om et isoleret kammerspilsscenarie midt ude på havet.

Andrea er en tør pind.

Hun er en arbejdsnarkoman med problemer på hjemmefronten, men i modsætning til sin sweaterbeklædte forgænger, Sarah Lund, afspejles hendes personlige problemer ikke i dramaet på boreplatformen. Da hun spørger den bistre Vidar, om han huskede at sikre Ritvas sikkerhedslinje, farer han op og forsikrer, at han skam gjorde sit arbejde.

”Jeg tror på dig,” kvitterer hun med og fortsætter dagen med Skype-opkald til den mavesure mand, der fejrer jul alene med rollingerne.

Hun viser aldrig nogen snarrådighed, sjette sans for efterforskning eller færdigheder, som gør hende til en interessant person at følge. Resten af det smalle persongalleri er heller ikke synderligt interessant.

Efter tre afsnit kan jeg kun pege på få karakteristika ved besætningens to andre kvinder: Petra og Mary. Petra har et enkelt øjeblik, hvor hun panikker ved lægebordet, da hun skal redde et af morderens ofre. Mary har et forhold til en anden på boreplatformen, Pontus. Piloten Jens (Søren Malling) får knap nok lov til at sige ét ord før tredje afsnit, hvor hans fortid som soldat i Helmand-provinsen kejtet bliver forklaret til publikum.

Det ene lyspunkt er David Dencik.

Han leverer en vidunderlig præstation i rollen som platformens øverstbefalende Mikkel, et kujonagtigt mandebarn, komplet med en overkompenserende skovsnegl og konfliktsky attitude. Da morderen begynder at få has på besætningen, går Mikkel i panik. Med en skinger stemme kræver han, at de forlader sårede besætningsmedlemmer, så han kan redde sit eget skind.

Det hjælper ikke, at seriens produktion er middelmådig. Den monotone lydside gør ikke meget for at intensivere konfrontationer med morderen, og den kedelige fotografering holder sig for det meste på sikker afstand, hvilket gør det svært at indleve sig i personernes mistanke til hinanden.

Rig 45 kan meget vel have et par interessante afsløringer og dødsscenarier gemt et sted oppe i ærmet.

Men der mangler interessante personer til at bære dramaet. For at fastholde publikums opmærksomhed slutter alle tre afsnit med et nyt mordforsøg.

Det siger noget om serieskabernes tiltro til Rig 45: Personerne skaber mere opmærksomhed døde end levende.

Trailer: Rig 45

Kommentarer

Titel:
Rig 45

Land:
Sverige

År:
2018

Serieskaber:
Ola Norén, Roland Ulvselius

Medvirkende:
Catherine Walker, David Dencik, Søren Malling, Jakob Oftebro

Spilletid:
Seks afsnit af 44 minutter

Anmeldelse:
Tre afsnit

Premiere:
8. juni på Viaplay

© Filmmagasinet Ekko