Ringenes Herre: Krigen om Rohan

Hvis man er bare en smule fan af Peter Jacksons eminent episke Ringenes herre-trilogi, kan man ikke undgå at få kuldegysninger ved synet af Rohans slettelandskab, der akkompagneres af komponisten Howard Shores forrygende Rohan-tema.

Også selv om sletterne ikke længere er realfilmoptagelser på New Zealand, men skabt i den japanske animationstradition anime.

Det er japanske Kenji Kamiyama (Ghost in the Shell), der står bag den lidt sære oplevelse: Ringenes herre: Krigen om Rohan, hvor Peter Jackson er reduceret til executive producer.

På en måde er det absurd, at Jacksons Tolkien-filmatiseringer nu får en japansk prequal. Men vi er mange, der aldrig siger nej til en tur til Midgård. Og efter de skuffende, cgi-tunge Hobbitten-film er det faktisk et friskt pust med et mere gammeldags tegnefilmudtryk.

Ringenes herre: Krigen om Rohan foregår 183 år før begivenhederne i Ringenes herre (det vil sige cirka 123 år før Hobbitten) og finder sted i menneskeriget Rohan.

I Ringenes herre møder vi her kong Theoden, der angrebet af onde kræfter må forsvare sit folk i slaget ved Helms Kløft. Vi møder også hans niece Éowyn, der mod kongens vilje griber til våben, selv om krig ikke er for kvinder.

Den nye film er baseret på ganske få sætninger i den oprindelige bogs appendiks. Måske er den derfor mere eller mindre blevet en kopi af de historier, vi allerede har fået fortalt i Rohan.

Hovedpersonen er denne gang kongedatteren Héra, der trodser sin far og griber til våben. Samtidig må Kong Helm forsvare sit folk imod onde kræfter i slaget om den kløft, som han senere kommer til at lægge navn til.

Historien er endda fortalt med Miranda Otto – der oprindelig spillede Éowyn – som fortæller.

Det eneste rigtigt nye i det lidt for fanfictionagtige manuskript er skurken Wulf. Han frier til Héra og bliver så monstrøst fornærmet over afvisningen, at han beslutter sig for at dræbe hendes far og alle andre, han kommer i nærheden af.

I Ringenes herre er Rohan menneskenes rige. Her er ingen elvere, hobbitter eller orker, bare helt almindelige homo sapiens, der ridder på heste og begår dumheder.

Men i Krigen om Rohan er det, som om alt det humane er suget ud af fortællingen til fordel for todimensionelle, gudeagtige figurer. Især er Helm mere sagnhelt end en mand, der med bar brystkasse i frostvejr tæsker hundredvis af brynjeklædte fjender kun med næverne.

Brian Cox’ intense stemmelægning gør Helm til et underholdende bekendtskab, og der har altid været plads til mytologi i Tolkiens univers. Men der plejer også at være godt med hygge, humor og jævne folk til at udligne storheden.

Det savner man her.

Héra spilles lidt anonymt af Gaia Wisa, som er stereotypen på en smuk, anime-heltinde. Det er dejligt med flere kvindelige figurer i Tolkiens mandede univers, men de skal helst også være interessante.

Til gengæld lyder Howard Shores musik stadig fremragende, og den suppleres elegant af toner fra kollegaen Stephen Gallaghers hånd.

Krigen om Rohan er flot animeret med effektiv brug af cgi-effekter til at puste ekstra liv i 2d-animationen, når der skal skrues op for rabalderet i de smukke krigssekvenser og Héras vilde rideture.

Der er også enkelte poetiske øjeblikke undervejs.

Som da kongesønnen Haleth må opgive at flygte fra den visse død, fordi hans hest er for gammel. Blidt klapper han hoppen en sidste gang og lover den en plads i fremtidens heltekvad.

Hen imod slutningen falder Krigen om Rohan i den klassiske prequal-fælde og forsøger desperat at hægte sig på historien i Ringenes herre og Hobbitten.

Pludselig er der snak om Gandalf og magiske ringe, og troldmanden Saruman dukker sågar op med afdøde Christopher Lees dybe stemme.

Christopher Lees danske enke Gitte gav åbenbart sin tilladelse til at bruge en enkelt linje, som skuespilleren havde optaget for flere år siden. Gitte døde tidligere i år. Resultatet er en lidt mærkelig form for nekromanti, der ikke bidrager det store til filmen.

Ringenes herre: Krigen om Rohan er et udmærket skud metadon for de Tolkien-afhængige, mens vi drømmer om et mere tilfredsstillende fiks. Og så har det jo aldrig skadet at gense den oprindelige trilogi her op til jul.