Det britiske begreb ”Clubland” dækker mestendels over de fine, ærværdige og dyre klubber som ligger ved Hyde Park i London.
Men begrebet signalerer også, at man har gået på den rigtige kostskole og læst ved det rette universitet, Oxford eller Cambridge. Her vrimler det med diverse sekteriske broderskaber, som kun få udvalgte kan indlemmes i efter sære optagelseskriterier med et formål, som uhyggeligt pendler mellem farce og fascisme.
Efter studietiden bliver broderskaberne et netværk med lige linje til magten – politisk såvel som økonomisk gror den herskende klasse her.
Over et sådant lukket samfund skrev dramatikeren Laura Wade i 2010 teaterstykket Posh. Det vakte en del ståhej, fordi handlingen var kalkeret over den herostratiske studenterklub Bullingdon Club for de meget rige og reaktionære – på medlemslisten står den britiske, konservative premiereminister David Cameron.
Lone Scherfigs visuelt delikate The Riot Club er således filmatiseret teater, hvilket kan mærkes et stykke inde i filmen.
Først præsenteres de to smukke ungersvende Miles og Alistair, spillet træfsikkert af henholdsvis af Max Irons og Sam Claflin, der arriverer i Oxford for at begynde efterårssemestret som førsteårsstuderende.
Den historiske tilblivelse af broderskabet ”The Riot Club” er allerede blevet præsenteret for os som filmens introtekst. Og snart oprulles dette bånd af forkælede og spolerede brødre på ti i den smukke, gamle universitetsbys middelalderlige korridorer med mænd i skødesløse sweatere, stribede klubslips og blå bomuldsskjorter.
Til tider minder det om en Ralph Lauren-reklame komplet med polo-ridning, kricket og anden landadelig engelskhed.
Men så strammes teaterskruen, da drengene samles til gallamiddag på en pub et stykke uden for Oxford. Sådan rent en passant hører vi, at gruppen har fået karantæne fra alle andre restauranter og pubber i staden.
Årsagen til denne boykot bliver det dramatiske knudepunkt i The Riot Club. Middagen udvikler sig nemlig til et orgie, som vokser til en destruktiv og desillusionerende katastrofe.
Laura Wade står selv bag manuskriptet, der passer som herrefod i hose til Lone Scherfigs kvindelige nysgerrighed over for maskulin mystik i alle dens sociale afskygninger, som i Kaj’s fødselsdag og Wilbur begår selvmord.
Hendes film lægger sig solidt ind i den særegne, angelsaksiske genre, der handler om hemmelige selskaber, som sinistert og skjult spreder terror og andre infame fortrædeligheder på de fine engelske og amerikanske universiteter.
Typisk for Scherfig er hendes fokus på den britiske overklassemandehørm, hvilket kom fint frem i An Education fra 2009.
I modsætning til andre landsmænd i udenlandsk filmtjeneste forfalder hun heldigvis sjældent til amerikaniserede slutninger med banal happy ending og nemme løsninger.
Udgangene på hendes film er immer åbne og ambivalente. Som her, hvor vi ikke er sikre på, hvordan det går disse forfærdelige overklassebøller, hooligans med blåt blod og alt for mange penge.
Samtidig viser Lone Scherfig os, at deres umenneskelighed overlever, fordi den dialektisk er i samklang med underklassens lefleri for engelsk adel. Der hersker en absurd, masochistisk og meget engelsk stolthed over både den lavere og højere landadel, kongerøgelse og ridderskab, som blandt andet romantiseres i tv-serien Downton Abbey. Uanset hvad disse overklassebøller hensynsløst og inhumant laver af skarnstreger.
Kvinderne er som vanligt hos Scherfig de sande mandfolk –Holliday Grainger som underklassepigen Lauren, der betaler for sit adelssnobberi med ydmygelse. Jessica Brown Findlay som den kloge datter Rachel, der for sent indser, at hendes krofatter er ved at falde i en livsfarlig fælde.
The Riot Club er en lidt altmodisch, men inciterende, underholdende og på lurmærket dansk facon meget engelsk film.
Kommentarer