Serieanmeldelse
19. okt. 2022 | 23:02 - Opdateret 20. okt. 2022 | 09:31

The Rising

Foto | Rekha Garton
Neve Kelly (Clara Rugaard) befinder sig i et limbo mellem liv og død, hvor hun kan bevæge sig rundt og se andre mennesker, mens de ikke kan se hende.

Dansk skuespiltalent er overbevisende i rollen som en afdød teenager, der leder efter sin egen morder i spændingsfyldt britisk krimi-thriller.

Af Anna Engmann

The Rising minder i sit udgangspunkt om enhver anden krimi. 

En ung kvinde forsvinder sporløst efter en fest, og snart dukker hendes livløse krop op. Fundet af kvinden ryster lokalsamfundet, og gamle traumer begynder lige så stille at sive op til overfladen. 

Historien er hørt før, men sjældent som i den britiske serie The Rising, der er baseret på en belgisk serie med samme udgangspunkt. 

I The Rising indtager det danske skuespiltalent Clara Rugaard rollen som den afdøde teenager Neve Kelly, hvis perspektiv de fleste scener opleves fra. I stedet for en fordrukken og deprimeret politiefterforsker, som krimigenren foreskriver, er mordofferet genialt nok seriens egentlige hovedperson. 

Selv om politiet er på sporet af drabsmanden, er det Neves efterforskning af drabet på sig selv, vi følger. 

Serien starter stærkt med at vise Neves krop hænge vægtløs i mosgrønt vand. Pludselig spærrer hun øjnene op og kæmper sig op til overfladen. Omtumlet redder hun sig selv i land og finder hjem til sin familie. 

Men derhjemme er Neve usynlig for moren (Emily Taaffe). Det går op for hende, at hun hverken er levende eller død, men befinder sig på et stadie derimellem. 

Neve forsøger at stykke sammen, hvad der skete op til hendes død, men hukommelsen svigter. Ved synet af tilfældige ting kommer hun i tanke om brudstykker fra den fest, hun var til med motorcrossklubben aftenen forinden. Flakkende billeder af glade ansigter, en stjernekaster og et ophedet skænderi mellem Neve og kæresten pirrer ens nysgerrighed. 

Også på lydsiden opbygges der spænding ved at kradselyde hjemsøger Neve. 

Med hjælp fra den utilpassede unge kvinde Alex (Nenda Neururer), som er en af få, der kan se hende, drøner Neve gennem det engelske landskab på sin motorcykel og opsøger familie og bekendte fra byen i jagten på sin morder. 

I forsøget på at få svar er Neve blandt andet tilskuer til sin egen obduktion i en scene, der får det til at løbe koldt ned ad ryggen på én. 

Pulserende elektronisk musik ledsager hendes motorcykelture og fungerer godt som kontrast til seriens mere spændingsfyldte sekvenser, hvor musikken forstummer og erstattes af krager, som skriger, og telefoner, der vibrerer. 

The Rising er primært skrevet af den garvede manuskriptforfatter Pete McTighe, der står bag serier som Doctor Who. Han doserer elegant spændingen, så man stiller spørgsmål og undres undervejs. Langt de fleste spørgsmål besvares i de sidste afsnit, men ikke alle svar er lige tilfredsstillende. 

Det forklares lidt forhastet, hvorfor kun en håndfuld af personerne kan se Neve. Samtidig forbliver det uklart, hvorfor alle hunde gør ad hende, når hun passerer dem. 

The Rising vil både vise en mors sorg over at miste sin datter, berette om voldelig adfærd blandt unge i byens mandsdominerede motorcrossklub, fortælle en kærlighedshistorie og levere en medrivende mordgåde med et feministisk svirp til sidst. 

Man kunne sagtens have sløjfet eller skruet ned for flere af sidehistorierne og i stedet ladet seriens hovedperson fylde noget mere. Der mangler tilbageblik, hvor man får indblik i, hvem Neve var, før hun blev dræbt. 

Heldigvis kompenserer Clara Rugaards skuespilpræstation for Neves lidt sparsomme baggrundshistorie. 24-årige Rugaard, som er med i Ekko #92, har allerede spillet over for stjerner som Hilary Swank og Kit Harington, men er indtil videre gået under radaren herhjemme. 

Den danske skuespiller er både stærk og menneskelig i rollen som den myrdede teenager og markerer sig med The Rising som et talent, man bør holde øje med.

Trailer: The Rising

Kommentarer

Titel:
The Rising

Land:
England

År:
2022

Instruktør:
Thora Hilmarsdottir, Ed Lilly, Carl Tibbetts, Paul Walker

Manuskript:
Pete McTighe, Roanne Bardsley, Charlene James, Charlotte Wolf, Laura Grace

Medvirkende:
Clara Rugaard, Nicholas Gleaves, William Ash, Matthew McNulty, Rebecca Root, Emily Taaffe

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Otte afsnit

Premiere:
20. september på SkyShowtime

Clara Rugaard i Ekko #92

Clara Rugaard er ”nyt talent” i Ekko #92.

Vi tegner et portræt af en ambitiøs ung kvinde med en usædvanlig udstråling.

Rugaard har nærmest sprunget den danske filmbranche over og er ved at blive en international stjerne. 

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Køb magasinet i kiosker eller få det tilsendt.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko