Streaminganmeldelse
26. mar. 2024 | 07:16

Road House

Foto | Laura Radford

43-årige Jake Gyllenhaals markerede krop vidner om, at han har tilbragt en masse tid i sit lokale fitnesscenter, men det er ikke nok til at gøre Dalton interessant.

Jake Gyllenhaal uddeler bøllebank i remake af kultklassiker, som sidder uhjælpeligt fast i en stereotyp forestilling om maskulinitet.

Af Rosemarie Kær Lundgaard

Jake Gyllenhaal har taget over fra Patrick Swayze, der spiller rollen som udsmideren Dalton i den oprindelige kultfilm Road House fra 1989. 

Denne gang er Elwood Dalton tidligere Mixed Martial Arts-kæmper (MMA) og i sit livs bakkedal. Han har forladt bokseringen og tjener sine penge på at stille anonymt op til undergrundskampe. 

Når modstanderne opdager, at de skal op imod en tidligere MMA-stjerne, springer de fra, og Dalton indkasserer pengepræmien uden at få sved på panden. 

Men da Dalton bliver offer for et voldeligt overfald, tilbyder barejeren Frankie (Jessica Williams) ham at blive udsmider på baren Road House. Et sted, hvor blodige slagsmål er løsningen på alle uoverensstemmelser. 

Værtshuset ligger i Glass Key på en ø i Florida Keys. Et sandt ferieparadis med hvide sandstrande, palmer og farverige drinks, men alt andet end ferie for Dalton. 

Han får hurtigt nok at se til med alle de slagsbrødre, der vælter rasende rundt på øen uden nogen særlig grund. 

På Daltons første vagt som udsmider kommer der en motorcykelgruppe og smadrer hele baren. Med deres cowboyveste, tatoveringer og flabede smil er de så karikerede, at der lige så godt kunne have stået skurk i panden på dem. 

I sin nye by møder Dalton også en masse lokale, der alle er venlige og imødekommende over for ham. Det kan man undre sig over, når Dalton konsekvent er tvær og indelukket. Alligevel bliver han venner med den unge pige Charlie, der er spillet af charmerende Hannah Love Lanier, som debuterer.

Men selv Laniers charme kan ikke redde den utroværdige, klichéprægede dialog. 

Instruktøren Doug Liman (Mr. & Mrs. Smith, Edge of Tomorrow) bruger mest tid på at udpensle de mange slåskampe i stedet for at give publikum en forståelse for personernes motivation. 

Daniela Melchior (Guardians of the Galaxy, Fast & Furious X) spiller en af de få flerdimensionelle karakterer, Ellie, som Dalton forelsker sig i. Melchior formår med begrænset skærmtid at give karakteren den dybde, som de andre mangler. 

Jake Gyllenhaal er normalt både karismatisk og sjov, men ingen af delene får lov at kommet til udtryk i filmen, hvor han kæmper med kedelige replikker. Til gengæld er der masser af opmærksomhed på hans fysik. 

Hans markerede krop vidner om, at han har tilbragt en masse tid i sit lokale fitnesscenter, men det er desværre ikke nok til at gøre Dalton interessant. 

Dalton lader sig aldrig kue af de mange fysiske og verbale overfald, han udsættes for. Upåvirket fyrer han dumsmarte bemærkninger af, mens han bliver slået, sparket og stukket ned. 

Det havde været tiltrængt med bare et enkelt kig ind bag sixpacken, men i stedet forbliver karakteren fanget i den samme stereotype idé om maskulinitet som i den oprindelige Road House

Nogle af kampscenerne er filmet til et ægte Ultimate Fighting Champion-arrangement i Las Vegas. Her er det tydeligt at mærke, at skuespillerne også selv bliver revet med af stemningen fra de mange MMA-fans. 

Disse kampscener er de mest levende i filmen, og man får et reelt indtryk af, hvor Dalton kommer fra. 

MMA-kæmperen Conor McGregor filmdebuterer i rollen som bandemedlemmet Knox, der er stor tilhænger af både vold og nøgenhed. Han er ikke den eneste kendis. Sangeren Post Malone har en lille rolle i åbningsscenen som MMA-kæmper, der nægter at slås mod Dalton. 

Filmens grundstemning er et ubehag, der aldrig helt forsvinder. Der er momentvis forsøg på komik, men den har svært ved at lande korrekt. 

To timers vold er altså lang tid.

Trailer: Road House

Kommentarer

Titel:
Road House

Land:
USA

År:
2024

Instruktør:
Doug Liman

Manuskript:
Anthony Bagarozzi, Chuck Mondry

Medvirkende:
Jake Gyllenhaal, Daniela Melchior, Conor McGregor, Post Malone, Jessica Williams

Spilletid:
121 minutter

Premiere:
21. marts på Prime Video

© Filmmagasinet Ekko