Roadies

Det er mærkeligt at se Cameron Crowes tv-serie Roadies, der som navnet antyder – ligesom hans berømte spillefilm Almost Famous – følger livet på musikkens landevej. Denne gang dog med fokus på folkene, der assisterer bandet på en turné.

Serien er hverken direkte kedelig eller egentlig underholdende, og under de næsten timelange afsnit tager man sig selv i at døse hen i hyggelig ligegyldighed.

Det er ellers interessant nok at følge alle de praktiske forberedelser, der kræves, når et band tager på tour. Og man får da også fornemmelsen af livet på landevejen, når man oplever gruppen af roadies i bussen, der den ene dag er i New Orleans og den næste i Atlanta.

Men det er at stramme skruen, når en af musikerne, der agerer skiftende opvarmningsband for seriens turnerende Staton-House Band, siger, at hele miljøet er som ”en Fellini-film blandet med et afsnit af The Monkees”.

Selv uden nogensinde at have set et afsnit af 1960’er-sitcom’en The Monkees forstår man, at det er en popkulturel måde at kalde noget skørt og lettere surrealistisk. Dermed bryder Roadies den klassiske parole show, don’t tell, og seriens handling er desværre ikke nær så vanvittig, som den gerne vil være.

Ganske vist er det urkomisk, når den utålelige musikanmelder Bryce Newman – spillet af gæstestjernen Rainn Wilson – besøger bandets tour og ufrivilligt bliver gjort til en del af sceneshowet. Men det meste af tiden er løjerne mere tandløse, som når en lille dreng tror, at hans pruttejokes er subversiv komik.

I det hele taget har Cameron Crowe – der selv instruerer de første tre afsnit, som er stillet til rådighed for anmelderne – været temmelig tandløs siden den berusende coming-of-age fortælling Almost Famous fra 2000. Fælles for hans bedste film, der også tæller manuskriptdebuten med den danske titel Øl, fis og rockmusik og instruktørdebuten Say Anything, er netop, at de følger teenagere i forskellige overgangsritualer.

På toppen af rollelisten i Roadies har Luke Wilson og Carla Gugino som de midaldrende tourmanagers Bill og Shelli en god kemi, er det da også den unge lystekniker Kelly Ann (Imogen Poots), der er seriens egentlige hovedperson. 

Hun elsker musikken og livet på landevejen, men er blevet optaget på en så fremtidssikret uddannelse som filmskolen. Så hvad skal hun vælge?

Som det var tilfældet med den unge musikjournalist i Almost Famous, trækker Crowe her på eget liv og interesse for både film og musik, og det giver en varm fornemmelse i maven, når Kelly Ann viser sin poetiske montage af folk, der løber på film.

Men hendes skillevej er mildt sagt et luksusproblem, og man har derfor svært ved at have ondt af hende.

Det samme er tilfældet med Bill, der øjensynligt har en ny kvinde i hver havn, og ikke kan finde ud af at gøre alvor med nogen. Det er sådan set et godt oplæg til en medrivende historie, som vi kender det fra eksempelvis Californication. Men vi lukkes ikke nok ind i Bills følelsesliv, og han er langt fra lige så sjov som Hank Moody i benævnte serie.

Der er også en masse andre karakterer, faktisk lidt for mange, at holde rede på.

Engelske Reg Whitehead (Rafe Spall) er skurken, fordi han skal finde ud af, hvor der kan spares penge, men mange af de andre er rene typer som den lesbiske lydtekniker, den mandlige barnepige med vilde evner i kaffebrygning og ham fra New Jersey, der lader, som om han er britisk.

Der er naturligvis mulighed for, at de og resten af persongalleriet bliver mere definerede og spændende i løbet af sæsonen, og derfor vil jeg også selv give Roadies et par afsnit mere. Men der skal enten flere transcenderende musikalske optrædener eller et dyk ned i en af personerne til, før man for alvor stempler ind på touren.