Sofia Coppola mestrer skildringen af teenagepiger.
I The Virgin Suicides slipper nymferne aldrig ud af ungdommen. I Marie Antoinette fordriver prinsessen overfloden af tid med at spise kager og shoppe silke, når hun ikke stirrer tomt ud i Versailles-luften.
Instruktøren nærmer sig det voksne i The Beguiled, hvor kjolekvinder i alle aldre forføres af Colin Farrells sårede korporal.
I On the Rocks er pigen for alvor blevet voksen. Filmen følger en gift mor, der ikke har tid til længsel i den børneudmattede ægteskabsseng.
Rashida Jones spiller Laura, der stirrer tvivlende på sin ægtemand til tonerne af Chet Bakers I Fall in Love Too Easily.Når hun lægger vasketøjet sammen, ligner hun et menneske, der er havnet i et halvt liv.
Sofia Coppola antyder elegant sin velkendte, eksistentielle tvivl, men hendes skildring af det voksne liv i kernefamiliens skød er skuffende hverdagsagtigt. Når instruktørens teenagepiger piller sig i navlen, finder de både begæret og angsten for fremtiden.
I On the Rocks må vi nøjes med navlefnuller. Filmen handler om at finde ud af, om man nu også kan stole på mændene i sit liv. Både far og ægtemanden.
En nat kommer husbonden Dean (Marlon Wayans) hjem fra én af utallige flyrejser og kysser sin sovende kone. Da hun vågner, ser han et øjeblik forvirret ud. Det får Laura til at mistænke, at den Xanax-bedøvede mand har troet, han kyssede en anden.
Er familielivet ved at krakelere?
Nu skal Dean afsløres. Til hjælp kommer hendes far Felix kørende ind fra sidelinjen i en lækker, dyr bil.
Kameraet hviler på ruden, der langsomt ruller ned, og Bill Murrays kløgtigt drillesyge ansigt toner frem. On the Rocks leder uvægerligt tankerne hen på Sofia Coppolas Lost in Translation, hvor Murray har et af sit livs bedste roller som whisky-sælgende og ensom skuespiller.
Denne gang gør han sig ikke store kunster, men hygger sig veloplagt filmen igen.
”Tænk som en mand,” siger Felix til sin datter. Han kender alle smutveje ud af New Yorks hoteller. Snart er de på jagt efter ægtemanden i en rød sportsvogn gennem metropolens gader.
Sådan bliver On the Rocks til en godmodig spionfilm, hvor Dean skal afsløres. Undervejs tager Laura et faderopgør med Felix, der selv forlod familien for en anden kvinde. Det ender desværre i en kliché.
On the Rocks lægger sig ellers op ad mesterværket Min far Toni Erdmann i udforskningen af forholdet mellem far og datter. Men hvor det tyske komediedrama bygger op til en smuk konklusion om, at fejlfyldte far er én, man har brug for, ender On the Rocks med en slutning, hvor luften fiser ud af ballonen, selv om mysterieplottet har lagt op til et brag.
Dialogen er overraskende tung. Det er en skam hos en instruktør, der er så god til at fremmane stemninger og skildre relationers dybde uden ord.
Som når paryk-pigerne i Marie Antoinette fortroligt taler om ingenting, eller skuespilfaren i Somewhere holder teselskab med sin datter i poolens vand, afskærmet fra en krævende verden. Eller den legesyge erotik mellem Scarlett Johansson og Bill Murray under karaoke-sang i Lost in Translation – den scene sender On the Rocks i øvrigt en kærlig hilsen til.
Rashida Jones minder i sin simple, men stilfulde påklædning påfaldende om Sofia Coppola.
Man kan få den mistanke, at skuespilleren er stand-in for den 49-årige instruktør. Sofia er blevet en moden kvinde, der har solgt sine ungpigedrømme for hus og brød, som Tove Ditlevsen ville sige.
I hendes tidligere film higer pigerne efter meningsfuld kontakt til andre mennesker. I On the Rocks har kvinden i rigt mål en såkaldt meningsfuld tilværelse. Der er ikke megen prisvindende tristesse at hente, så hvad nu?
Resultatet er sødt, men ikke videre mindeværdigt.
Kommentarer