Rød himmel undersøger to økologier: den allermindste og den allerstørste.
Filmen sætter en særligt eksotisk del af pattedyreriget under lup. Nemlig habitat og adfærd hos en forfatter i skrivekrise op til en forlagsredaktørs besøg og endelige dom over det seneste værk.
Habitat: et afsidesliggende sommerhus ved Østersøen, hvor forfatteren Leon sammen med vennen Felix, der skal lave en fotoserie, endelig kan få fred til at skrive sin anden roman færdig, inden redaktøren ankommer om få dage.
Adfærd: afvigende, selvoptaget, selvretfærdig, aggressiv, presset, ubekvem, grænseoverskridende, gnaven, ulidelig, kæderygende, skulende.
Det viser sig, at det idylliske hus ikke er tomt, og arbejdsroen indfinder sig ikke.
Issælgeren Nadja er kommet dem i forkøbet og har etableret sig i husets største soveværelse, hvor hun har højlydt sex med livredderen Devid.
Felix vil også hellere på stranden, glo på Devid og hygge sig end at arbejde. Måske er et trekantsdrama under opsejling? Der larmes og drikkes. Der er også myg. Og da redaktøren dukker op, er han så ikke også mere interesseret i Felix’ ganske få strandbilleder end i Leons manuskript? Og hvorfor er alle så irriterende?
I den større økologi er himlen rød af skovbrande og uundgåelige katastrofer, der nærmer sig.
Rød himmel er et kammerspil og et portræt af kunstneren som selvoptaget ung mand, der ikke forstår noget omkring sig. Hverken de relationer han indgår i, eller den verdensbrand, der nærmer sig i fyrreskovene omkring sommerhuset.
Er det mon et selvportræt af kunstens problem pt? At kunsten piller sig selv i navlen og ikke ænser den verden, som den selv er en del af?
Thomas Schubert spiller forfatteren Leon ret vidunderligt som barnlig dunderklump med skjorten uden for bukserne og et gennemgående ubehag ved tingene, situationen og kroppen.
Paula Beer, Christian Petzolds stjerne siden flygtningedramaet Transit, er som Nadja historiens fornuft og anker. Hun modulerer perfekt mellem venlighed og hårdhed – og kan servere både en is og en ødelæggende sandhed overbevisende (ikke at Leon forstår det).
Forlagsredaktøren spilles af en anden af Petzolds ensembleskuespillere, Matthias Brandt. Han rammer stilsikkert en god redaktørs omgang med en tyndhudet forfatter, hvor det ubehagelige faktum, at manus ikke duer, skal serveres på en gelinde og hensynsfuld måde.
Rød himmel ligger et lidt ubekvemt sted mellem komedie og drama. Portrættet af forfatterens selvcentrerede lilleverden er sjovt.
Når forfatteren i den grad ikke kan få skrevet sit manuskript, nægter at tage imod kritik, nedværdiger værten og samtidig erklærer hende sin kærlighed, når han mistolker alle signaler, dummer sig og er ømskindet i ekstrem grad, så er det et skægt og perfidt portræt af enhver kunstners mest ulidelige sider.
Men det lille kammerspil kommer i akavet berøring med et større spil: skovbranden og døden og den verden, forfatteren ikke ser, selv om han burde skrive om den. Historien ændrer karakter undervejs og får en fatalitet, der ikke helt lå i oplægget.
Christian Petzold står bag mesterværkerne Barbara, om en aldrig realiseret flugt fra DDR, og holocaustfilmen Phoenix. Siden har han instrueret flygtningedramaet Transit og den mytologiske kærlighedshistorie Undine.
Han har en særlig sans for at blande det kulørte (krimien, forvekslingsdramaet, eventyret) med de største dramaer (holocaust, flygtningekrisen, kærligheden og døden). Hans film har noget både moderne og gammeldags over sig. De er på én gang drømmende kunststykker og aktuelle verdensbeskrivelser.
Rød himmel finder ikke rigtigt sit sted mellem miniaturedrama og totalbillede af den store katastrofe. Den er i den mere enkle afdeling af Petzolds værk og ikke en af hans store film.
Men som alt, hvad han laver, er den værd at se.
Kommentarer