The Rolling Stones: Olé, Olé, Olé!

”De skal se noget, de aldrig har set før.”

Som et af de første udenlandske rockband giver The Rolling Stones koncert i Cuba. De spiller under åben stjernehimmel en gratis koncert foran et ekstatisk publikum på knap en halv million mennesker.

”Det er som en overdosis af frihed,” siger én i den dansende menneskemængde.

The Rolling Stones er et af verdens største rockbands, og de er stadig aktive efter 54 år. Gennem ti sydamerikanske lande følger vi bandet på turné i foråret 2016. Men de numre, vi hører, er hits som (I Can’t Get No) Satisfaction, Paint It Black og Sympathy for the Devil,der alle udkom for mere end 40 år siden.

Et nostalgisk hitfyrværkeri, men hvad er koncerternes berettigelse?

Verdens mest rynkede rockband spiller ikke længere med ungdommelig energi, selv om Mick Jagger stadig giver den gas med sine særegne bevægelser. Men fingrene på guitarens strenge er gigtplagede, og kvartetten har blæsere, korsangere og adskillige andre musikere med på scenen, der får det til at lyde pænt, ordentligt – og ret kedeligt.

Det står især i kontrast til Ron Howards koncertdokumentar om The Beatles, der havde premiere for kun to måneder siden. De var aktive samtidig som The Rolling Stones, men de droppede koncertvirksomheden efter fire år og koncentrerede sig om plader, inden de stoppede og gik hver for sig.

Men i Sydamerika er The Rolling Stones symbolet på oprør og tøjlesløshed, og pludselig bliver bandet mere politisk, end det nogensinde har været.

Og foran et hæmningsløst hengivent publikum giver bandet mening. Voksne mænd græder af lykke. Flere steder var udenlandsk musik ulovligt, og i Cuba blev man ligefrem fængslet for at høre det.

I Argentina har The Rolling Stones ligefrem affødt en subkultur, rolingaer, der opstod i 80’erne og lavede deres egen genre, rock rolinga, som hyldede de engelske musikere. Iklædt tøj med bandets ikoniske røde mænd og tunge spiser de beggars banquet-middage (kendt albumtitel) og holder fester i gaderne, hvor de danser som Mick Jagger og med strålende smil fortæller, at deres sønner hedder Jagger.

Den kultur kunne i sig selv bære en hel dokumentarfilm.

Koncerten i Cuba er filmens klimaks, for der skulle laves meget diplomatisk forarbejde for, at bandet overhovedet fik lov at spille i Cuba. Det blev yderligere kompliceret af, at præsident Obama annoncerede sit første besøg i Cuba samtidig med den tiltænkte koncert. Det var første gang i 80 år, at en amerikansk præsident besøgte landet, og myndighederne syntes, at det blev lige vel meget virak på én gang.

Koncerten måtte rykkes fem dage, og det er fascinerende at se, at det kræver et stort firma at drive den slags koncertvirksomhed. Adskillige containere med sceneudstyr fragtes til Cuba elleve dage inden koncerten, hvor teknikere straks går i gang med at bygge scenen op.

Det er instruktør Paul Dugdales fjerde dokumentar om bandet, og han har været dygtig til at fange sigende hverdagsglimt i de forskellige lande. Det må have været et stort arbejde at optage materialet og få styr på det, og det er smukt gjort – særligt i Cuba med smukke americana-biler og Brasiliens farvestrålende favelaer i tæt mylder op og ned ad bjergene.

I Chile, Uruguay og Peru har han fundet massevis af gadekunst med bandets logo, og i Cuba ser man i forbifarten en hjemmelavet t-shirt med det ikoniske ansigt af den revolutionære Che Guevara blandet sammen med Mick Jaggers.

Det stikker dog ud, at nogle optagelser har fået smalfilmsfilter på – som om det foregår i fortiden.

Mick Jagger researcher på de forskellige landes kutymer, og på scener roser han – på spansk – peruvianerne for deres lækre mad, mens han joker med, at de ikke kan finde hans datters hamster. For hamster er åbenbart en delikatesse i det land. Store latterbrøl fra publikum.

Også cubanerne hujer henrykt, da han fortæller dem, at det virker, som om tingene i Cuba endelig er ved at ændre sig. Og så sætter orkestret i med (I Can’t Get No) Satisfaction. Ironisk nok er rullestenene The Rolling Stones selv gået i stå.