”Du er en kliché,” siger Bodil Jørgensen til Rolf Lassgård, som hævder, at han er en gammel romantiker. ”Men en charmerende en,” tilføjer hun koket, da hun står med ham tete-a-tete i hans kunstnerlejlighed i Rom.
Replikken kunne være signaturen på Rom, instruktøren og ikke mindst koreografen Niclas Bendixens anden spillefilm efter den vellykkede Ditte & Louise fra 2018.
Jeg tror aldrig, jeg har fået så mange italienske klichéer på lidt over halvanden time. Italienere er sympatiske, infantile, syngende, sorgløse og nu og da lidt sindssyge.
Ægteparret Gerda og Kristoffer har af deres enbårne datter fået en tur til Rom i anledning af deres 40-års bryllupsdag. Gerda var som 22-årig i den evige stad, da hun gik på malerskole, mens det er Kristoffers første gang.
Hans kulturforståelse kan ligge på en tipskupon, og der vil stadigvæk være plads til en romsnegl.
Typisk for komedien ankommer hans store kuffert ikke. Heldigvis har konen pakket hans piller ned i sin rullekuffert. Han er træt og falder i søvn, mens hun går alene rundt i byen for at gense ungdommens steder. Det er blandt andet en lejlighed, hvis betydning for Gerda kommer frem mod slutningen af filmen.
Parret spiser i hendes ungdoms yndlingsrestaurant, hvor hun spontant genser sin tidligere lærer, nemlig kunsthistorikeren Johannes. Gerdas ungdomsmaleri tyder ikke på, at kunstverdenen gik glip af noget, da hun blev sekretær, men Johannes var – skal det snart vise sig – også hendes forne elsker.
Så er kortene lagt til en omgang kærlighed og kabale mellem to mænd i spil med nutidens kvinde, der inderligt længes mod fortidens letsindighed. De akkompagneres af alle de glade romere, som både er rummelige, rapkæftede og rørende, vel at mærke når det gælder amore.
For at det ikke skal være løgn, får vi også klichéen om svenskeren som mere chevaleresk verdensmand end den dumme dansker med mindreværdskomplekser så lange som Øresundsbroen.
På mange måder ligner Rom Niels Arden Oplevs Rose, der havde premiere for to år siden. Her er titelpersonen – Sofie Gråbøl i en af sine bedste roller – også er på sporet af sin tabte kærlighedstid. I begge film har vi endog den dumme danske mand, som i Rom med bravur spilles af Kristian Halken, der blamerer sig over for nationale monumenter.
Men hvor Rose klart også er en ensemblefilm, hvor Roses fortid reflekterer en hel kernefamilies skæbne, er Rom trods sin folklore rundt omkring i byen, et kammerspil.
Der er toner af Bergman anslået af den svenske skuespiller Rolf Lassgård, der giver den hele armen som det svenske renæssancemenneske Johannes. Især når han genser Bodil Jørgensen, hvis udfoldede, Tizianrøde hår er ægte, så vidt Johannes husker.
Fordums elskov og livsglæde genoptages mellem de romerske kulisser. Men selv om lidenskaberne er intakte og flammer op, må Gerda sande, at hun er en ældre kvinde. Og kan man bade to gange i den samme Tiberen?
Rom favner bredt og er bygget på mindst syv intentioner.
Vi får dansk folkekomedie med den kultiverede kone, som hellere ville have rejst med et CO2-venligt tog i modsætning til hendes båtnakkede ægtemand, der ville flyve.
Vi får mere raffinerede lystspiltoner a la Woody Allen, hvor en forstadskvinde fra Hvidovre forvandles til en flamboyant femme fatale.
Der er også temaet om at blive ældre uden at falme. Sandhedsøgende scener ud af et ægtskab med løgn og latin. En temmelig gammeldags slapstickfarce med kapløb med tiden. Og en slutning, der sætter spørgsmålstegn ved filmens facade af feelgood.
Men i bund og grund er det en charmerende film med en inciterende Bodil Jørgensen, der bliver bedre og bedre med alderen.
Kommentarer