Roman J. Israel, Esq.

USA’s historie er brolagt af store personligheder. Afroamerikanernes kamp for borgerrettigheder i 1960’erne og 70’erne er ingen undtagelse.

Men bag de hæderkronede generaler er der en hær af fodsoldater. Sådan en soldat var Roman J. Israel dengang. I dag er han forsvarsadvokat og har en snert af autisme, som giver ham en fotografisk hukommelse. Men den giver ham også en akavet og til tider usympatisk fremtoning.

Borgerrettighedsforkæmperne giver ham ærestitlen ”Esquire”. Men da chefen og mentoren i deres fælles advokatfirma stiller træskoene, bliver Roman smidt på porten uden kompensation.

Selv i domstolens hellige institutioner handler det om profit, og det er ikke en god forretning at kæmpe mod social uretfærdighed.

I rollen som den autistiske Roman kunne Denzel Washington let være faldet i Oscar-mode: råb en smule, bryd grædende sammen og vær excentrisk.

Men i stedet udviser han en indædt bitterhed, som præger Roman efter de utallige svigt, han har måttet lægge ryg til. Da mentorens advokatfirma bliver lukket, kan man mærke den fysiske rysten af vrede, der går igennem kroppen på ham. Men også i mere afslappede scener stråler Washington. Som da han bliver inviteret ud af en kvinde, og han i sin begejstring mister besindelsen og må stamme ordene frem.

Med en så subtil skuespilpræstation kan det undre én, at garderobevalget er så overdrevent. Roman er klædt ud som en nørd fra en gammel sitcom med Urkel-briller, en kikset sweatervest og et lurvet jakkesæt, som hænger dovent ned ad hans fedladne krop.

Og da han ansættes hos Pierces prestigiøse advokatfirma, skiftes de kiksede Walkman-høretelefoner ud med et par gigantiske Sony-hørebøffer.

Det hele er sat en anelse for meget på spidsen.

Ikke desto mindre er Romans skift fra brændende venstrefløjsaktivist til firmalakaj fascinerende. ”Jeg er træt af at kæmpe en umulig kamp for utaknemmelige mennesker,” siger han resigneret.

Det viser, hvor spinkle og skrøbelige græsrodsbevægelser som Black Lives Matter og #MeToo i sandhed er. Der er intet økonomisk incitament i at deltage i aktivisme, kun et moralsk ansvar for at gøre det rigtige. Og når huslejen skal betales, er det lettere sagt end gjort.

Desværre mister instruktør og manuskriptforfatter Dan Gilroy undervejs grebet. I takt med at Roman bliver forført af kapitalismens søde nektar, begynder han også at flirte med den kriminelle løbebane for at tjene en hurtig håndøre. Filmen ender som en paranoid komplot-thriller i stil med The Firm, men Roman J. Israel, Esq. har hverken en interessant skurk eller en spændende konflikt til at opbygge en nervepirrende atmosfære.

I takt med at thriller-handlingen tager over, bliver tanker om græsrodsbevægelser og institutionaliseret racisme lagt til side.

Roman har et venskab med Maya, en ung venstrefløjsaktivist, der er forgabt i hans kompromisløshed. Men i stedet for en selvstændig personlighed er hun bare Romans moralske kompas.

Filmen er ellers allerbedst, når den handler om kontrasten mellem de iltre demonstrationer i 70’erne og moderne aktivisme, hvor megafonen og brandtaler er skiftet ud med heftige diskussioner på de sociale medier.

Da den akavede Roman holder foredrag for en flok unge demonstranter om deres rettigheder, bemærker han, at mændene bør give siddeplads til to kvinder. Den kommentar får prompte kvinderne til at kalde ham en mandschauvinist.

”Det er ikke mandschauvinisme, bare høflighed,” siger Roman, men lunten er tændt, og han sendes på flugt med skældsord og anfægtelser fra de unge. Pludselig er det ham, som er fjenden.

Men trods denne udforskning af moderne aktivisme ender Roman J. Israel, Esq. som en kommercielt sikker, men også noget kedelig thriller.

Både titelkarakteren og Denzel Washington havde fortjent bedre.